torsdag 2 april 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

På loftet sidder mor. . .

louise raaschou 4390Huset emmer ikke af hjemmebag, og juleroen sænker sig helt sikkert heller ikke på noget som helst tidspunkt. Hvem har tid til det, når man karter rundt og bevarer illusioner?

Havde jeg bare en anelse omløb i hovedet, ville jeg fra det allerførste år have indført gavekalenderen. Den slags man ser i blade eller hos mere velfungerende veninder. Hvor alle 24 pakker er (smagfuldt) pakket ind og (super-hygge-juleagtigt) hængt op, og der hænger de så stille og roligt, og ungerne kan nappe en hver morgen, mens mor og far ikke behøver at bekymre sig mere om dét.

    Det faldt mig bare aldrig ind! Og hvorfor dog også gøre det nemt for sig selv, når man kan leve fra hånden til munden i gavekalender-sammenhæng? Herhjemme lægger nissen en ny gave hver nat til de søde drenge, som slet ikke aner, hvor stressende det er, at være nisse på den måde. (’Hvor ved jeg det fra’, tænker nogle måske. Jo, altså: Det er jo mig, der er nissen.) Logistikken alene er kun blevet mere besværlig, efterhånden som drengene er blevet ældre og ikke kan puttes i seng klokken 18. Især ældste pode kan holde sig vågen helt utroligt længe, (”måske kan jeg nå at se ham. mor”), så jeg enten må holde mig vågen på kaffe og små-lussinger eller sætte uret til klokken puha om natten for derefter at stå op og sprede juleglæde med trætheds-kvalme og flimmer for øjnene.

Der var også den ene gang, hvor jeg havde været ude, mens min søster var babysitter for min yngste dreng. Og hvor jeg blev vækket -  halvanden time efter, jeg var gået i seng - af søns stemme og ord som ’julesok’ og ’nisse’ Jeg skylder stadig et stort tak til min søster, som afledte drengen, så jeg kunne vælte ud af sengen, slingre ned i kælderen, finde en gave, vikle papir om og lægge den i julesokken. Uset. Heldigvis var yngste søn tilstrækkelig lille og derfor super glad for sin nye bog med opskrifter i.

Og nej, der ligger ikke 48 pakker klar i en dertil indrettet kurv. Her må jeg le; hvis det var en evne, jeg besad, havde jeg nok også indført gavekalenderen. Til gengæld er jeg en uhyre smart nisse, der gerne køber relevante småting i løbet af året. Og gemmer dem alle mulige hemmelige steder i kælderen indtil slaget skal stå. Virkelig hemmelige steder så snedigt udtænkt, at jeg ikke altid selv kan finde dem igen. I år fandt jeg dog endelig den Peter Plys malebog tiltænkt ældste pode - for otte år siden. (Har gemt den væk igen, der kommer sikkert nogle børnebørn hen ad vejen.)

Men gaver kan ikke udgøre en illusion alene, så herhjemme stiller vi også risengrød til nissen og hælder en masse mel ud på gulvet og rundt om skålen, så vi kan se hans fodspor. Til stor fryd for drengene, der aldrig har undret sig over, at nissen tilsyneladende går i stiletter, (har kun kunnet finde en gammel Barbiedukke som stand-in), og kun en enkelt gang har der fra yngste lydt et angstskrig, fordi hundens poter også var at se i melet, og søn derfor var overbevist om, at overvægtige chihuahua havde ædt den lille nisse. Han blev dog beroliget, da vi fulgte hunds melspor rundt i (hele) huset uden at finde hverken skægtotter eller flænset nissehue og dyrets opkast senere på dagen, og som i den grad lignede risengrød, blev bortforklaret. . .

Jo, der er skam lutter sjove jule-løjer her i huset, når nissen er på spil, og i den forbindelse er det super fedt, at der findes mælkekartoner med skruelåg. For så kan man faktisk lade som om, den slet ikke har været åbnet. Og er lysene i børnenes øjne, når de opdager, at mælken er blå, ikke det hele værd? Så står man jo der som (nisse)mor og bliver helt varm om hjertet, mens man også udstøder høje hvin af overraskelse og glemmer - hvert år - at hele familien pøller koboltblåt i to dage efter, fordi man ikke kan finde ud af at dosere farven ordentligt.

Men de bliver jo ældre, drengene, så jeg tænker, at jeg allerede i år må udvide nissens repertoire, og jeg vil ikke afvise, at han en eller anden nat vikler køkkenet ind i toiletpapir. Så må klejner og juleklip vente til januar.
     
    
    


  

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: