torsdag 2 april 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

GIRAFSPROG, MIN BARE. . .

louise raaschou 4390Rolig kommunikation og et imødekommende tonefald er bare ikke altid nok, når ungerne og jeg går i selvsving. Ikke her i familien i hvert fald. Faktisk virker det slet ikke

• Jeg burde måske tage et kursus en af dagene. I konfliktløsning. Sådan et, hvor man lærer at tale girafsprog til sine unger. Jeg har nemlig læst om det. Og jeg kan såmænd godt forstå principperne bag: At man tager udgangspunkt i fakta, udtrykker sine følelser omkring hændelsen, fortæller hvad man havde brug for i situationen, for derfor til sidst at anmode relevante personer om at få relevante behov dækket.
Ej, men altså! Hvor ser det bare godt ud på papir. Og det ser endnu bedre ud, når jeg inde i mit hoved forestiller mig scenen: Hvordan jeg tager mine søde drenge i hånden, og vi sætter os - roligt - omkring spisebordet, hvorefter vi hver især fortæller, hvordan vi opfattede konflikten. (Vi fortæller naturligvis efter tur, og de to andre lytter, mens den tredje taler). Og når vi er nået frem til en løsning, smiler vi og kysser hinanden, og så laver jeg te og tryller lige de hjemmebagte, som jeg alligevel var ved at lave, ud af ovnen. . .
I virkelighedens verden har jeg også prøvet. Det der med at tale roligt og holde mig til fakta - som for eksempel kan være, at alle kommer for sent, hvis en søn ikke helt vildt med det samme tager tøj på:
’Når du ikke vil tage tøj på, bliver klokken mange, og så kommer vi for sent. Det er jeg ikke glad for, så jeg vil rigtig gerne have, at du klæder dig på nu. Det kan du godt forstå, ikke skat? Det skal helst være nu. Lige nu!’
Men jeg tror ikke, at disse kommunikationsmennesker kender til min virkelighed; De har i hvert fald aldrig mødt mig. Eller mine børn. For giraf-teorien slår ikke igennem her på matriklen. Det, der til gengæld virker, hvis søn pure nægter, er udelukkende at tale i bydeform. Med meget hævet stemme. (Som er en pæn måde at skrive råb på).
Da de var mindre, kunne man også løse en hel del magtkampe simpelthen ved bare at flytte nej-barn til ønskede destination i et brandmandstag. Den mulighed er ved at være udtømt. I hvert fald for den 12-åriges vedkommende.

Og når mine søde drenge indimellem beslutter sig for at skændes non-stop en hel weekend, kan jeg heller ikke rigtig få mit budskab om oplevelse af situationen, og udækkede behov i den forbindelse, igennem.
De kan ganske enkelt ikke høre mig. Ingen ville kunne høre mig i den kakafoni af drenge-fråde og højtråbende beskrivelser af fakta:  ’Arj, det var dig, der begyndte! Du kom bare hen og slog mig, bare fordi jeg sagde, at jeg ville sige til mor, at…’
Det kan så fortsætte i, hvad der føles som timer og det uanset, om jeg sidder nok så giraf-overbliks-medfølende-agtig og forsøger at få kombattanterne til ligesom at… lytte til hinanden.
Først når jeg har besluttet mig for, at NU KAN DET KRAFT’EDME VÆRE NOK! er det som om, der er hul igennem hos mine to aflæggere.
    
Indimellem bruger jeg bare strudsemetoden. Som da vi alle tre stod i en større Kvickly i weekenden og skulle købe ind til hygge. Det inkluderede også en dvd, som yngste pode valgte. Lynhurtigt fastslog storebror, at den havde de set allerede, og i øvrigt havde vi den derhjemme i forvejen. Dét var da bare så meget ikke rigtigt, mente min yngste, og så gik de ellers i gang med diskussionen. Som kom vidt omkring: Fra filmens forside-cover og scenerne på bagsiden over handlingen i etteren, i modsætning til denne her, som (måske, måske ikke) var to’eren, og videre til meget højlydte, verbale personangreb.
Der skal nok være nogle kunder i butikken, som efter det første kvarters tid har lagt mærke til mine sønner, om ikke andet så for deres stemmepragt og utroligt kreative brug af det danske sprog.
Måske har nogle også undret sig lidt over, at en ellers harmløs Disney tegnefilm kunne vække så stærke følelser.
Jeg ved det ikke, for selv befandt jeg mig i gangen for vatprodukter og ventede bare på, at stormen var drevet over.
Jeg kunne sagtens følge med. . .

Klummeskribent Louise er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 43 år, har to drenge på 12 og 7 år, samt åbentlyst erkendte vanskeligheder med voksenrollen. Ikke mindst når MOR-hatten er på. Det er som om, den ikke passer helt sådan, som der står i bladene, at den skal.
Fælles madlavning er bare ikke muligt med drenge, der prøver at slå hinanden ihjel med grydeskeer. Drømmen om brætspil lørdag aften er skrinlagt. Der mangler altid en eller anden vigtig brik. Desuden gider drengene ikke. Hjemmebag til diverse børnearrangementer? Lyder fedt, er totalt urealistisk, men heldigvis kan brød og kager købes. (Dog er træstammer fra tankstationen ikke et hit hos børn, men det var også kun en enkelt gang.)
Aktiv stillingtagen til økologi og opdragelsesprincipper må vige, for der er jo også intranet, legegrupper, lektier og forældremøder, og det bliver ikke nemmere, hvis man er en mor med udpræget mangel på overblik og absolut ingen sans for planlægning.
Og nå ja, så er hun i øvrigt alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre.
Jeps. Dem er der også to af.

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: