torsdag 2 april 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Pædagogiske pøller og økologiske kolbøtter

louise raaschou 4390• Hvis drengenes fremtidige livskvalitet bliver forringet, er det alt sammen min skyld. For mine sønner har en motorisk ravnemor, der slet ikke er sit ansvar voksent.

Jeg oplevede fænomenet første gang for en del år siden: Ældste søn gik i børnehave, og han har nok været omkring fire år gammel, da en af pædagogerne hev mig til side og spurgte, om jeg ”lige havde tid til en snak?”

Jeg forberedte mig på det værste. Måske mente de, at pode gik for lud og koldt vand, fordi jeg havde glemt skiftetøj (i en uge nu), og han i øvrigt nok ikke havde den mindste smule legetøj hjemme, det stakkels barn. For dukkede drengen ikke altid op med en teske eller en rusten møtrik, hver gang det var legetøjsdag? Måske var det noget adfærds-noget, måske havde søn lammetævet et andet barn med teske?

Det var langt værre, kunne jeg forstå: Min dreng havde svært ved at knappe sit tøj! Han var simpelthen voldsomt udfordret i knapning, han kunne ikke det, der forventedes på nuværende udviklingstrin, og den søde pædagog var meget bekymret. Ja, faktisk ville hun absolut ikke udelukke, at drengen led af muskelsvind.
”Øh…virkelig? Det lyder sørme…ikke godt” (”og komplet usandsynligt i øvrigt, men jeg vil selvfølgelig straks kontakte min læge, som fuldstændig må have overset den diagnose, da han så drengen i sidste uge og gøre ham opmærksom på din observation”)
     
Det var under alle omstændigheder yderst vigtigt for min søns videre liv - hele resten af det - at vi trænede knapning hjemme. ”Dagligt”, pointerede den søde pædagog, og jeg turbo-nikkede, glemte det igen samme eftermiddag og fik aldrig trænet et knaphul. Men sikke et held, at nogen holdt så samvittighedsfuldt øje med min søns udvikling! Og jeg er den dag i dag overbevist om, at det kun var manglende ressourcer, som forhindrede, at jeg ikke blev kaldt ind til den anden, vigtige samtale om emnet: Nemlig, da det senere viste sig, at min dreng var venstrehåndet. Dén problematik stod jeg så lidt alene med, men jeg kan med stolthed fortælle, at vi kom igennem den sammen, min dreng og jeg, og i dag har han ingen problemer med knapper.

Yngste søns motoriske færdigheder blev selvfølgelig også testet, da han gik i børnehave. Og ikke et ondt ord om de velmenende ansatte, som troligt følger testskemaet og samvittighedsfuldt krydser af i resultatlisten. De gør jo bare deres job, og derfor lyttede jeg endnu engang pænt, mens listen blev gennemgået; det manglede da bare, når de rare mennesker nu havde brugt flere dage på at vurdere mit barns evner inden for rul, hop og hink.
På alvorlige blikke og dæmpede tonefald kunne jeg forstå, at det ikke så helt optimalt ud, og ganske rigtigt: Der var et problem. Med kolbøtter. Min dreng kunne ikke slå dem.

”Øh…virkelig? Det lyder sørme. . . ikke godt. Og vi skal øve derhjemme, siger I? Flere gange dagligt? Selvfølgelig!” (”Hvornår sådan cirka er et godt tidspunkt?? Mellem magtkamp om lektier med ældste og jeg-vil-ikke-spise-min-mad hysteri fra yngste? Efter madlavning? Inden madpakkerne skal laves, og overvægtige chihuahua har tisset på gulv, hvor søn skal kolbøtte? Eller er det smartere at vente, til hundetis er tørret op…?”)

Der var vist også noget, da yngste søn var hos sundhedsplejersken på skolen sidste år. Noget med gadedrengehop, som skulle øves hjemme. Fordi han ikke var så god til gadedrengehop. Eller noget. Behøver jeg at sige, at vi ikke har trænet den særlige gangart? Men måske er det bare mig. Måske kan alle andre forældre sagtens overskue knappetræning og kolbøtte-øvelser oveni alt det andet. Jeg er generelt bare glad, hvis drengene ikke slås, hvis alle skolebøger rent faktisk kan findes, hvis der er brød til madpakkerne, hvis det ikke lykkes ungerne at overtale mig til at hente McDonald’s, hvis hund kun har tisset udendørs, og hvis intet afkom truer med at gå hjemmefra, fordi vi ikke har Cartoon Network.

Og så længe mine drenge ikke ligefrem går rundt og vælter, glider til venstre ned på gulvet, hver gang de sætter sig på en stol, eller går ind i vægge, så kommer de nok også ok gennem livet. Rent motorisk, i hvert fald. Man har jo lov at håbe...

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: