torsdag 2 april 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Det er så Vagn - vores anakonda

louise raaschou 4390”Har I altid haft fugl?” råbte en veninde til mig forleden aften, da en flok kvinder var forsamlede omkring mit spisebord. Nu ville det jo have været lidt cool, hvis det udelukkende var den fede stemning, der gjorde, at hun blev nødt til at råbe

Men hun forsøgte faktisk bare at overdøve fuglen, som siden juleaften har fortryllet husstanden med sin tilstedeværelse - ene og alene fordi jeg ikke reagerede på den begavede måde, da yngste dreng i efteråret spurgte: ”mor, må jeg ikke få et kæledyr?”
Meget svært at sige nej, da ældste søn har fisk, (endnu en hjerneblødning hos undertegnede), og matriklen i øvrigt huser en overvægtig chihuahua, som spreder glæde og pels overalt. Da drengen først ville have en prærieugle (???) og derefter ytrede ønske om en slange (så meget niks!), landede vi på et tilsyneladende harmløst kompromis, og undulaten Moon - med efternavnet Bente - blev årets julegave.

Og jeg så for mig, hvordan den i løbet af et par uger ville sidde på min finger med hovedet kælent på sned, når den da ikke lige sad i sit bur og sendte små, yndige strofer ud i lokalet som i en anden Snehvide/Askepot tegnefilm. Jeg forsøger nu på tredje måned at få pipper til at holde op med at bide mig, når jeg stikker hånden ind til den og i øvrigt også at slappe lidt af i stedet for at flakse hysterisk rundt mellem tremmerne og sprede dun og fuglefrø i en radius af to meter.
De ekstremt høje og langvarige albatros-skræp, den udstøder ret meget af tiden, har heller intet med Disney-sound at gøre.

Er jeg overrasket? Egentlig ikke. Det skulle da lige være over min egen selverkendelse. Som tilsyneladende lader vente på sig.
For burde jeg efterhånden ikke have fanget færten af et vist mønster, når det handler om hjemmets dyr?
Jeg havde jo faktisk bare behøvet at kaste et enkelt blik på familiens hund, da søn kom med kæledyrsspørgsmålet og så svaret derefter.
For mens andre bare har hund, så har vi et komplet egenrådigt dyr, der nægter at gå mere end højst hundrede meter, før den slår hælene i og derfor må bæres, hvis man har intentioner om at komme videre. Desuden gør den af alt og alle, der bare nærmer sig vores hegn og fælder i øvrigt så ekstremt, at jeg efterhånden er desperat og overvejer at ringe til den nærmeste hundetrimmer og bestille en full-body waxing til kræet. Regelmæssigt hver fjortende dag.

Selv fiskene er nærmest et fuldtidsjob. Hvis de ikke æder hinanden, dør de, pludseligt og fuldstændig umotiveret, og så går turen igen til dyrehandlen for at få erstatninger, der transporteres hjem i små vandfyldte poser, og fordi de nye fisk ikke bare kan blive kylet ned i akvariet, men skal vænnes gradvist for ikke at få traumer eller dø af chok, går eftermiddagen med at overvåge den komplicerede proces.
Diverse algekure virker desuden kun et par dage, før vandet igen er skovgrønt, og dyrehandleren igen hilser på en ved navn, fordi man igen skal købe nye planter, hvilket man bliver nødt til, når algerne med jævne mellemrum kvæler de eksisterende.

Så nu er det helt officielt og på tryk: ikke flere dyr, uanset hvor meget poderne trygler. Og måske kan jeg bedre forlige mig med det bijob som dyrepasser, der har sneget sig ind med mor-tjansen, hvis jeg vælger en positiv vinkel.
Hvis jeg tænker mig om, kan jeg jo egentlig godt være glad for, at undulaten er lidt sød, når den leger med sin klokke. For den bløde pels, der stadig sidder på den kærlige hund. For de farverige fisk, der overlever. Og ikke mindst: for de dyr, jeg ikke har købt. Jeg er nemlig ret sikker på, at hvis jeg havde købt en lille hyggelig familie-snog, ville der en dag opstå en situation, hvor gæster ville høre mig sige: ”. . .og det er så Vagn, vores anakonda…”

Louise Raaschou
Klummeskribent Louise er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 43 år, har to drenge på 12 og 7 år, samt åbentlyst erkendte vanskeligheder med voksenrollen. Ikke mindst når MOR-hatten er på. Det er som om, den ikke passer helt sådan, som der står i bladene, at den skal.
Fælles madlavning er bare ikke muligt med drenge, der prøver at slå hinanden ihjel med grydeskeer. Drømmen om brætspil lørdag aften er skrinlagt. Der mangler altid en eller anden vigtig brik. Desuden gider drengene ikke.
Hjemmebag til diverse børnearrangementer? Lyder fedt, er totalt urealistisk, men heldigvis kan brød og kager købes. (Dog er træstammer fra tankstationen ikke et hit hos børn, men det var også kun en enkelt gang.)
Aktiv stillingtagen til økologi og opdragelsesprincipper må vige, for der er jo også intranet, legegrupper, lektier og forældremøder, og det bliver ikke nemmere, hvis man er en mor med udpræget mangel på overblik og absolut ingen sans for planlægning.
Og nå ja, så er hun i øvrigt alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre.
Jeps. Dem er der også to af.


   

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: