torsdag 2 april 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

”Hvad? Har du smidt den ud, mor!?”

louise raaschou NYTBørns samle-manier er vanskelige at forene med virkelighedens kvadratmeter. Når den onde mor smider de dyrebare samlinger af gammel legetøjsemballage ud, skaber hun traumer for livet

Én ting er magtkampe, som man jo efterhånden kender og forstår principperne bag: Barn siger nej til ligegyldigt hvad, man insisterer, barn råber nej, man råber lidt selv, barn kaster med ting, man venter, barn skriger: ”Jeg flytter ud i haven”, man åbner havedøren, barn græder, man trøster barn, som falder til ro, barn og man taler (ligesom) om det. Og så er det overstået.

Og så er der neuroserne. Som alle børn har. Og det er noget helt, helt andet. Herhjemme er de som mentale jordskælv, der rammer uden varsel, og som jeg ikke har en chance for at forudse. Jeg synes ellers, at jeg virkelig gør en indsats. For eksempel ligger ret meget af vores rene sengetøj på gulvet, fordi skabet efterhånden er fyldt op af pap, æsker og plastikcovers fra yngste podes legetøjsgaver gennem tiden. (Kunne diverse producenter i øvrigt overveje mængden af emballage og bæltefiksering? De er jo ikke levende, Teenage Mutant Ninja Turtles figurerne. Ikke i virkeligheden.) Fordi ”det skal gemmes, mor. Du må ikke smide det ud.”

’Herregud’, tænker nogle sikkert nu. ’Kyl det dog i skraldespanden, når ungen sover.’ Jeps. Jeg har tænkt det samme og har også gjort det. Kun for at opleve at barn, med utrolig langtidshukommelse, en tilfældig torsdag fjorten måneder senere meget opsat leder efter netop dén papæske, som smølfehuset fra julen 2012 kom i. Og så er det, at efterspillet kan aflæses på den psykologiske Richterskala: Huset ryster i gråd og tænders gnidslen, og mit-liv-er-ødelagt-scener. Gerne sent om eftermiddagen, fordi barn pludselig er kommet i tanker om den skide papting, og på et tidspunkt, hvor man i forvejen overvejer, om det er ok, at servere havregryn (igen) til aftensmad. Og helt ærligt: Selv med mine bedste intentioner, samt et ydmygt håb om ikke at skabe livslange traumer, er det rigtigt, rigtigt svært at rumme.

Så sent som i dag prøvede jeg. Virkelig. Hentede yngste pode fra fritten, alt var fint, indtil min dreng spurgte, hvorfor jeg havde skiftet en blyant ud i hans penalhus. I et anfald af kortvarig sindssyge troede jeg, at en rationel forklaring kunne lukke sagen, så jeg fortalte i et roligt, voksent tonefald, at den gamle blyant var blevet alt for kort. At man får ondt i hånden af at skrive med korte blyanter. Og lignende. Mens den ikke-voksne del af mig tænkte: ’Come ON. Der var kun stiften tilbage. Spidsede man den blyant én gang til, ville den forvandles til støv. Den var ophørt med at være en blyant. Verdens mindste barn ville ikke kunne holde om den.’

Og det slog ned, jordskælvet. Der var ganske enkelt ingen grænser for hvor mange minder, den blyantstump repræsenterede i søns lange, syv-årige liv. Og jeg burde jo vide, at ting betød noget for ham. Havde jeg bare smidt den ud? Hvor lang tid siden? Hvor var den skraldespand henne?

Da vi nåede hjem, havde jordskælv udviklet sig til vulkanudbrud: Jeg havde givet op og gik ind ad hoveddøren, mens søn smed taske ude på trappen og førte en hikstende, skinger monolog, som kun hunden kunne høre. Der var måske gået otte minutter, fra jeg fik kram i fritten til vores helt eget, prívate Pompeii, og jeg havde overhovedet ikke set det komme.

Det tog en tre kvarters tid, før yngste pode igen kunne se en mening med tilværelsen. Samt et løfte om, at jeg selvfølgelig vil lede efter lige præcis dén Lego blyant snarest. Og spidse den ned til den samme, trygge længde. Set i bakspejlet burde jeg nok have vidst bedre og gemt komplet ubrugelige blyantstump. Måske skulle jeg bare go all in og leje sådan et opbevaringssted, som jeg kunne fylde med diverse blyanter, snore, viskelæderfnuller, piberensere, toiletruller, karamelpapirer, skruer, sten, grene og McDonalds Happy Meal crap. Så ville jeg også i fremtiden kunne vise søn de minderige, uundværlige dimser. Og smide dem ud dagen efter, når han har glemt alt om dem.

Klummeskribent Louise er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 43 år, har to drenge på 12 og 7 år, samt åbentlyst erkendte vanskeligheder med voksenrollen. Ikke mindst når MOR-hatten er på. Det er som om, den ikke passer helt sådan, som der står i bladene, at den skal.
Fælles madlavning er bare ikke muligt med drenge, der prøver at slå hinanden ihjel med grydeskeer. Drømmen om brætspil lørdag aften er skrinlagt. Der mangler altid en eller anden vigtig brik. Desuden gider drengene ikke. Hjemmebag til diverse børnearrangementer? Lyder fedt, er totalt urealistisk, men heldigvis kan brød og kager købes. (Dog er træstammer fra tankstationen ikke et hit hos børn, men det var også kun en enkelt gang.)
Aktiv stillingtagen til økologi og opdragelsesprincipper må vige, for der er jo også intranet, legegrupper, lektier og forældremøder, og det bliver ikke nemmere, hvis man er en mor med udpræget mangel på overblik og absolut ingen sans for planlægning. Og nå ja, så er hun i øvrigt alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre.
Jeps. Dem er der også to af.

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: