torsdag 2 april 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Elsker legegrupper! Må have flere! Oftere!

louise raaschou NYTYngste pode har bare at knytte bånd for livet. For dagens legegruppe her på matriklen kostede fem år af mit. Kunne de andre forældre lige have advaret?

”Nåh. . .er det gået godt?”

Fire gange fik jeg spørgsmålet her til aften. Hver gang en klassekammerat blev hentet, stod en smilende forælder i min have og spurgte - og forventede egentlig ikke et svar. Ikke et rigtigt et, i hvert fald. Jeg har selv spurgt på samme måde, når gruppen har været hos én af dem og har altid fået et svar i retning af: ”Ja, super!” Men her til aften da forældrene troppede op, sad jeg granatchokket og helt åbenlyst med et glas vin (faux pas!) og en smøg (udendørs, men alligevel: Dobbelt faux pas!), og det var ganske enkelt ikke muligt at smide et troværdigt ”ja da, alletiders!” på bordet.

Helt ærligt? Det var temmelig vanvittigt - især den første times tid. Og her medregner jeg ikke engang de fyrre minutter, det tog, dels at finde fem 7-årige på en skole med 800 elever, dels at gå hjem med dem. En tur, der normalt tager ti minutter, men som i dag tog femogtyve, fordi 7-årige hele tiden skal stoppe op og sparke til noget, eller samle noget op, eller have ondt i hælen eller i øreflippen, eller puffe til hinanden, eller bare gå den forkerte vej. Næh, nej, indsamlingen og transporten var så absolut det nemmeste, skulle jeg finde ud af.

For der gik ikke lang tid, efter vi var kommet hjem, før min yngste pode og en af de andre drenge tørnede sammen på trampolinen. Der var stor smerte og høje hyl, og det hele var den andens skyld, og det var med vilje, ja, det var, og den anden dreng satte sig stortudende hen i et hjørne af haven, (muligvis der familiens overvægtige chihuahua gerne skider), og var ligeglad med det hele! Mens min dreng nægtede at forlade trampolinen og bare stod med kinder, der var røde af vrede og våde af snot og skreg uartikuleret.

Vi havde da været hjemme i seksten minutter, og jeg fik en vag fornemmelse af, at de andre forældre havde fortiet noget for mig. Havde jeg virkelig troet, at jeg kunne sidde med en bog på terrassen, mens de søde små løb leende og harmoniske rundt på græsset? I så fald ville det blive uden mine påske- og pinseliljer som kulisse. De var ellers ret pæne, mens de stod rundt omkring, men det var selvfølgelig før, én af de andre, kære drenge havde flået dem alle sammen op og krøllet dem sammen i en stor bunke midt på plænen.  Jeg må jo så glæde mig over, at de (blomsterne, ikke ungerne) kommer igen til næste år - og at gruppens to piger heldigvis også fik gjort kål på en hel del af havens mælkebøtter, så de kunne flette kranse.

Og sådan fortsatte hyggen bare i lange baner: Indimellem skændtes alle indbyrdes om, hvis tur det var til at lege med diverse ting, eller hvem, der havde ventet længst på at hoppe, og alverdens uretfærdigheder lå tungt på deres små, kollektive skuldre. Pigerne blev sure på nogle af drengene, der råbte ”fuck” og ”tissekone” efter dem, to af drengene græd jævnligt på skift, fordi de enten slog sig, eller blev slået, eller i yngste podes tilfælde fik raserianfald, fordi en lille legetøjsdims gik i stykker, da nogen kastede den gennem luften. Efter en af de andre. Ingen af ungerne kunne lide ost på deres burgere, selv om de alle sammen havde bestilt ost på deres burgere, men de troede ikke, det var dét, det betød, og da en af drengene oplyste mig om, at ”man altså mister fem minutter af sit liv, når man ryger en cigaret”, overvejede jeg at turbo-inhalere en hel pakke for, om muligt, at få afhentningstidspunktet tættere på.

Da de respektive forældre fik den korte, men ærlige version af dagens sociale sammenkomst, nikkede de alle. Ja, sådan havde det også været hjemme hos dem. Særligt den første times tid havde været ret svær, fordi børnene lige skulle finde hinanden. De havde jo trods alt ikke kendt hinanden så lang tid endnu.

Virkelig? You don´t say. Det havde nu været rart med et lille tip i den retning:

”Hey, du skal bare vide, at det er lidt som Ragnarok. Altså, bare lidt”.

Så havde jeg hældt rødvin i glasset, før de første seksten minutter var gået.

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: