torsdag 2 april 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

”Do you feel lucky…punk?”

louise raaschou NYTVoksne tanker om dialog og konfliktmægling har det med at sive væk, hvis mine poder bliver generet af andres (møg)unger

• Ja, jeg ved det godt: Der findes ikke onde børn, der findes kun dårlig dynamik i en given børnegruppe. Det viser al forskning om mobning, (har hørt foredraget to gange på skolen nu. En gang per nystartet barn).

Da der for et par år siden var ”udfordringer i drengegruppen” i ældste podes klasse, sad jeg skam også med omkring bordet med de andre forældre og ved derfor også, at en fælles drengetur i en skov, for eksempel, er en absolut gangbar løsning på konflikter ungerne imellem. Og hvis en af mine drenge kommer hjem og fortæller, at Hasse fra parallelklassen igen i dag dukkede op ude på legepladsen med saksespark og ingen årsag overhovedet, så er jeg ganske klar over, at der er en rigtig, voksen måde at håndtere Hasses ivrige sparkelyst på.

Og den går via Hasses forældre: Et opkald med masser af beklagelse over ulejligheden, og ja, naturligvis kan det godt bare være én stor misforståelse, og: ”Jeg ved selvfølgelig godt, at det slet ikke var Hasses mening at sparke min dreng. Igen. Men tror I, han kan holde op med det?”

Problemet er bare, at selv om der er den rigtige metode, og den også virker (som regel - der vil dog altid findes Hasser og ikke mindst forældre, som har lukket helt af og går gennem ti års skolegang i den faste overbevisning, at det vitterligt er et uheld hver eneste gang deres dreng takler et andet barn), så har jeg lyst til noget helt, helt andet. Jeg har faktisk lyst til at klaske Hasse op ad væggen.

Er jeg mon den eneste forælder, der får det sådan? Her vil jeg gerne indskyde, at jeg naturligbis aldrig kunne finde på det i virkeligheden. Ligesom jeg absolut heller ikke opmuntrer mine drenge til at løse konflikter med fysiske tiltag. Tværtimod. ”Brug dine ord”, som Dora The Explorer synger.
Men jeg kan ikke frasige mig følelsen. Som afføder lysten til at gå ned i kælderen, trykke på rodekasse nummer tre og snige mig ind i mit hemmelige rum, hvor mit lækre, sorte lædersæt, (slim fit, men ikke for meget. Jeg skal jo kunne bevæge mig i det), hænger klar til brug og fluks forvandler mig til selvtægtsmor i retfærdighedens navn.

Og jeg vil sætte mig ud i min bil, der også er forvandlet til formålet, fra meget usexet familiedyt, til fræk sort sportsvogn (slim fit, etc etc), køre hen til skolen, afbryde undervisningen og hive Hasse ud på gangen til en lille snak.
Som mirakuløst gør, at Hasse ser lyset og aldrig - aldrig - nogensinde sparker hverken mine eller andres børn igen.

Det holder selvfølgelig ikke en meter. Og ikke kun fordi, jeg hverken har hemmeligt rum eller læderoutfit. (Som jeg nok heller ikke ville kunne bære. Ikke slim-fit, i hvert fald).

Men legepladsen bliver jo ikke et federe sted, hvis alle går rundt og opfører sig som Hasse. Og det ville alle unger  gøre, hvis deres forældre reagerede på de impulser, der skriger: ”Beskyt afkom! Fjern trussel!”

For børn gør det, de ser, mor og far gøre. Så de gange situationer er opstået, har jeg begravet urinstinkt et sted i reptilhjernen og gjort det, der forventes af en voksen: Snakket med lærere, ringet til forældre, gået i dialog.

Selv ville jeg blive dybt beskæmmet, hvis jeg fik et opkald fra en anden forælder, fordi en af mine drenge jævnligt slog, mobbede, sparkede, bed, drillede, hånede, skubbede eller grinede ad andre børn.

Og selv om jeg ikke har et retfærdighedskæmpende alter ego, tror jeg nu nok, at pode ville få en anden mor at se. På den vrede måde. Bare uden læder.

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: