mandag 11 december 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Jeg gør det i morgen. Måske

louise raaschou OKT 2015Det er meget lidt smart at udskyde vigtige ting. Så jeg gør det naturligvis i stor stil

• Egentlig havde jeg tænkt mig at vente med at skrive det her til i morgen tidlig. Jeg kunne sagtens nå min deadline, havde jeg regnet mig frem til, jeg skulle bare gå i gang lidt før ’tidlig’. Ok, måske også lidt før ’morgen’. Det var faktisk først, da jeg indså, at jeg nok ville blive nødt til at stå op i løbet af natten for at blive færdig til tiden, at planen blev skrinlagt.
Til stor ærgrelse for mit tankesystem, der havde brugt ikke så lidt energi på at camouflere den tåbelige ide som realistisk planlægning: En sindrig, psykologisk mekanisme, som hedder prokrastination. Eller udskydelsesadfærd. Vi kan også bare kalde det nøl. Uanset navnet, så er det noget rigtig mange mennesker gør i større eller mindre omfang, og der findes stort set ikke det, man ikke kan udskyde: Arbejdsopgaver, regninger, konflikter, samtaler, lektier, projekter, pligter, opkald, oprydning, familiebesøg, tandlægeaftaler, you name it.
Vi gør det i morgen.

Det er ikke bare et spørgsmål om at få fingeren ud, understreger diverse eksperter, for årsagerne til, at man udskyder dette og hint, er dybe og komplicerede. Og ikke mindst individuelle. Præstationsangst, modvilje mod kontrol, frygt for ubehag, uoverskuelighed eller kedsomhed - enhver af de følelser vil få en udskyder til at sylte burde-tingene på listen.
Også selv om konsekvenserne ofte har endnu større omkostninger, for dét er nemlig den helt store finesse ved prokrastination: Man får overbevist sig selv om, at det allerværste, der kan ske - overhovedet - vil være rent faktisk at skulle udføre selve opgaven. Og så er det vel ikke så mystisk, at man udskyder den. . .  Duh! Det giver da sig selv.

Jeg ved det, for jeg er selv en erfaren nøler. En af de helt garvede udskydere med hår på brystet. Oftest når det handler om voksenting, man bare skal, og i særdeleshed, når det handler om økonomi. Her lader jeg mig skam ikke kue af trusler om ekstragebyrer og straf-et-eller-andet, når jeg først har sat mig i hovedet at lade som ingenting. For frygten for det uoverskuelige er langt større. Således udskød jeg sidste år at rette noget på min selvangivelse længe nok til, at der kom skriv om daglige strafbøder fra det tvehovede væsen, de kalder Told & Skat. Hvilket jeg også udskød så længe, som jeg mente, jeg havde råd til, for nu var uoverskueligheden blevet helt uoverkommelig. Da jeg endelig gav efter, var det kun fordi, min ellers så formidable evne for prokrastination ikke kunne skævvride virkeligheden længere med sin selvrespekt i behold.

Var det et intelligent nøl? Set i bakspejlet: Nok ikke, nej. For al den tid mine tanker fandt på nye, sublime måder at udskyde på, var jeg samtidig ganske stresset, fordi den (indrømmet meget lille) fornuftige del af mig jo godt vidste, at der ikke var nogen vej udenom. Lidt ligesom når man ligger i fødsel og spørger, om de ikke lige kan stoppe det, for man vil faktisk rigtig gerne hjem nu? Kan vi tage de vanvittige smerter en anden dag?

Erfaringerne lagrer sig i øvrigt overhovedet ikke. Hvis man lærte hen ad vejen, var man ikke en ægte udskyder, og derfor gentager vi prokrastianere vores adfærd igen og igen. Triggeren skal bare aktiveres - i mit tilfælde den effektive kombi af mangel på økonomisk overblik og frygt for uoverskuelighed - så kickstarter den psykologiske mekanisme.
Af samme årsag har jeg for tiden følelsen af at bumle rundt i et ureglementeret Barbapappa-bæltekøretøj, fordi jeg har udskudt service på dytten i meget lang tid. Der er noget med noget dækskifte og en masse andre ting, jeg heller ikke kan overskue. Selv det lille ”service!” lys, som plejer at blinke blændende gult og aggressivt er blevet mat, det skal sikkert også have skiftet pære.
Nogle gange har jeg ligefrem udskudt bilrelaterede pligter i så lang tid, at jeg er kommet på forkant. Jeg er, for eksempel, ikke altid en af dem, der skal stå i kø i slutningen af året for at få skiftet til vinterdæk, idet jeg nogle år simpelthen bare udskyder at få skiftet til sommerdæk, indtil det alligevel bliver vinter igen. Voilá, siger jeg bare.

Men der er faktisk hjælp at hente. Udskydelsesadfærd er så udbredt og kan have så problematiske følgevirkninger, at der et stort marked for selvhjælpsbøger om emnet. Det er eksempelvis noget med at bryde opgaver ned i mindre delopgaver, så de bliver mere overskuelige. I stedet for at skrive ’opstil budget for de sidste ti år’ på sin to-do liste kan man med succes notere ’regnskab for sidste måned’. En hel masse gange, ganske vist, men alligevel.
Der er også noget med belønninger: Hver gang man kan afkrydse en mindre delopgave som udført, kan man vælge at belønne sig selv. Dengang med selvangivelsen havde jeg i hvert fald fortjent en hel pakke pissedyre flødeboller med lakridssmag for mine anstrengelser (Også fordi det femcifrede skattesmæk, jeg fik som resultat, ikke rigtigt føltes som en belønning.)
Endelig findes der kurser, hvor udskydere kan lære en anden adfærd og dermed ophøre med at være udskydere. Det kunne være, jeg skulle melde mig til sådan et. Det gør jeg! Måske. I morgen.


   

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 14 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

euronews