onsdag 21 august 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Lækre ledningsfrie liv

louise raaschou OKT 2015Det kræver omhu og grundighed at leve i labre omgivelser. Gætter jeg mig til

• Fornylig var jeg hjemme hos en af mine absolutte favoritter i familien, og han bor virkelig fedt, min fætter. Som i virkelig, virkelig fedt. Cool design strøet rundt omkring på den smagfulde, enkle måde, blandet med andre ting, der viser kant og personlighed, så indretningen ikke ligner bolig nr. 8 i et interiørkatalog. Pivskarpt, simpelthen.
Og derudover noget yderst forbløffende: Helt fri for ledninger på tværs af gulve, plamager på vægge, løse dørhåndtag og sofamoduler, der glider fra hinanden. Bare for at nævne et par ting, der viser personlighed i indretningen her på matriklen.

Gådefuldt. Hvor gør fætter og andre folk af ledningerne - borer de dem ind i væggen? Eller er al elforsyning gået wireless, og jeg har bare overset beskeden i e-boks?
Jeg vil også have et cool og pivskarpt interiør, og det inkluderer helt sikkert ikke synlige bunker af ledninger og stikbokse.
Har forsøgt mig med de der små dimser, man sømmer ledninger fast med, men af uransaglige årsager har de en anden effekt herhjemme. Hvis de ikke falder ud igen, kommer de altid til at sidde mærkeligt skævt.

Så i stedet for at holde fire meter lange forlængerledning i baggrunden fremhæver de den. Hvorefter man ikke alene får øje på fire meter lange forlængerledning - og dimser - men også den afskallede maling på karme, hvor jeg har ramt forkert med hammeren. Gaffatape er heller ikke meget bevendt i den henseende, dens evne til at holde og klistre er stærkt overdrevet, kan jeg oplyse. Desuden kan man slet ikke få gaffa i farven Smånusset Hvid.

Måske handler det om at udvise omhu. Og om at passe på sine ting. Ingen af delene har jeg endnu excelleret i, uanset hvor meget jeg tror, jeg gør det.
Jeg syntes ellers, at jeg gik all in med omhu, da jeg i efteråret skulle male stue. Vi snakker grundrens og slibning og udfyldning af huller med polyfilla tillige, der var ingen smalle steder.
Ved første øjekast ser det da også ud til, at malerprojekt er vellykket på den lækre, pivskarpe måde, ikke mindst fordi det lykkedes mig at gemme nogle ledninger bag en sofa.

Indtil man kigger nøjere efter. På rullegardinerne. Når de er rullet ned, bliver plamagerne af den maling, jeg spildte på dem, helt tydelige. Heldigvis er maling hvid, ligesom gardinerne, så med lidt god vilje kan pletter godt ligne skygger. Eller et fuldstændig abstrakt og meget vovet mønster.

Det står heller ikke så pivskarpt til udendørs, hvor man stadig kan ane tegninger på husets facade. De har været der siden halloween for to år siden.
I den anledning mente jeg, at det var alletiders ide at dekorere muren med selvlysende spraypaint, og jeg syntes bestemt, at der stod ”kan vaskes af” på dåsen.
Eller måske gjorde der ikke. Hvilket også er komplet ligegyldigt, for dekorationer bliver siddende, uanset.
Og mens vi er i gang med det udendørs, så er der i den forbindelse et spørgsmål, ældste pode jævnligt stiller mig:
”Mor, hvorfor er du så ligeglad med din bil?”
Mit ærlige svar er: Jeg aner det simpelthen ikke. Men det er umuligt for mig at fravriste den mindste interesse fra mig selv for, hvordan min bil ser ud. Såvel udenpå som indvendig. Når bare den kan køre, og hjul og/eller underskærm ikke pludselig falder af midt i processen, så er alle mine behov som bilejer dækket.
Af samme årsag ser min bil også helt anderledes ud end, for eksempel, genboens, som skinner spejlblankt, (bilen, ikke genboen), fordi manden vasker, pudser og polerer den om søndagen. Hver. Søndag. (I år er treårige søn begyndt oplæring i den ædle kunst. Også hver søndag.)
Genbos bil ligner garanteret også en ny bil indvendigt, uden hundehår, kaffepletter og løse dele af bilens interiør på gulvet.
Mens intet i denne verden ville kunne genskabe mit køretøj. Det er ganske enkelt for sent at passe på en bil, der sagtens kan bære en bule, fordi den har så mange i forvejen. Til gengæld forsøger jeg at udvise omhu der, hvor jeg kan: Jeg sætter altid vinduesviskeren på igen, når den falder af.

Kan man forestille sig, at omhu og grundighed er medfødte træk?
Det ville jeg være ret ok med, det ville forklare, hvorfor tingene aldrig er helt i orden her på matriklen. Når jeg endelig får skruet håndtag på toiletdør ordentligt fast - indtil næste gang, det ikke længere sidder ordenligt fast - så falder rist fra emhætte ned i gryden, for risten har jeg også selv stået for at skrue ordentlig fast.

Det er skruen (hødr! I det mindste er jeg morsom) uden ende, og hvis jeg ikke kan gøre noget ved det, så kan jeg måske udvikle en strategi i stedet. Et lille bluff, kunne vi godt kalde det. Så når folk spørger, hvorfor loft i stue ikke også er nymalet, er der ingen grund overhovedet til at sige, hvordan det virkelig forholder sig: At jeg droppede loftet. Orkede det simpelthen ikke, væggene alene tog jo en krig!
I stedet vil jeg berette, at det var et helt bevidst valg for at bibeholde den del af stuen i sin oprindelige form. Dét er en cool fortælling. Pivskarp, faktisk.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme