onsdag 21 august 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Miljøvenlig dødskørsel

louise raaschou OKT 2015Første tur i økobil kostede adskillige års fysisk ældning. Af mig

• Man vil jo så nødig virke tilbagestående, og da slet ikke når det gælder miljøet, så nappede lige en af de der lån-kør-parker elbiler forleden. Det skulle være bedre for både miljø og samvittighed og i øvrigt være noget nær det nemmeste i verden: ”Download app, lås op, kør” reklamerer ny kæde af lånebiler med. Bite me, siger jeg bare. Det var ubetinget de mest stressende tolv en halv kilometer, jeg har tilbragt bag et rat, siden jeg for små tredive år siden for første gang kørte alene med det nyerhvervede kørekort som eneste passager.

Denne aften ophørte stressen ikke engang samtidig med turen; da bil var parkeret, gik det først helt galt, og efterfølgende tog det en halv time og to stive drinks, før min puls ikke længere var påvirket.

Det begyndte ellers ret godt. Der var juice nok i rappe elbil til en tur på nogle og tyve kilometer, og da jeg kun skulle hente veninde i nærheden og derefter ind til restaurant på det nærliggende Østerbro, burde det jo være alt rigeligt. Eneste hår i suppen var bilens gps skærm med distraherende tekst og lys - ledsaget af kæk mandestemme, som sludrede uophørligt om kørezoner og sidespejle og ønskede mig stort tillykke, fordi vi nu var grønne sammen. Først da jeg havde fundet off-knappen, kunne jeg uforstyrret nyde stilheden og fik også lige kastet et blik på niveauet af brændstof. Hvorefter uforstyrrede zen fornemmelse øjeblikkeligt forsvandt. For tilsyneladende målte elbil afstande efter en anden målestok end den, jeg bruger, som er kilometer. I hvert fald blev søjlen, der indikerede strøm, mindre og mindre med en foruroligende fart, og jeg var faktisk en anelse bekymret, da jeg samlede veninde op. Ifølge øko-regnemetoden var strækningen hen til hende nemlig helt vildt meget længere, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig og med den slags nye, parallelle afstande, var der pludseligt ret langt ind til Østerbro.

Da vi lidt senere var på motorvejen, gik strømindikator i rødt. Veninde googlede febrilsk efter ”hvad gør jeg, hvis min elbil løber tør for strøm?” på virksomhedens hjemmeside, for den slags var der ikke taget højde for i selve app’en. Imens drypsvedte jeg på rattet og følte mig ikke en skid grøn eller øko, men derimod ekstremt stresset og også temmelig udsat: Om ganske få kilometer ville bil simpelthen gå i stå midt på en tresporet motorvej, hvor alle kom drønende med minimum halvfems i timen. Var der installeret katapultsæder til den slags situationer? Og i så fald, hvilken knap aktiverede dem? (Det stod der heller ikke noget om i app’en.)
Heldigvis fandt veninde svar: Vi skulle blot køre til den nærmeste oplader, voilá! Først skulle gps dog genstartes, komplet med friske fyrs intro om sidespejle og fælles grøn lykke, hvorefter min mednødstedte passager skulle trykstave sig igennem diverse vejnavne med opladere. Jeg missede så den nærmeste - tror simpelthen, at mine hænder var for våde til at dreje rattet ordentligt. Med de allersidste bundskrab af strøm trillede vi i stedet ind ved den næst-nærmeste oplader, hvor bil omgående gik i stå.

Veninde og jeg lykønskede hinanden med, at vi ikke var døde og besluttede, helt euforiske af samme faktum, at vi jo ligeså godt kunne oplade bilen. Kablerne på de andre elbiler måtte vel komme et sted fra, tænkte vi, og sørme om det ikke lå i bagsmækken. Vupti, ud med kabel, ind i bilens stik, tjek og huhej, hvor det gik. Det stod imidlertid ikke helt klart, hvordan man fik adgang til selve standeren, indtil hjemmeside oplyste os om, at vi skulle bruge koden i handskerummet for at åbne for forsyningerne. Ih, det var jo så ligetil det her, det var lige før, vi havde glemt dødsturen forinden, så nemt gik det nu. Desværre nåede vi ikke ind til handskerum, før der lød et klik, i det øjeblik økobils døre automatisk låste. (Det sker fem minutter efter endt kørsel, kan man læse på hjemmeside. Hvis man altså googler dét specifikke spørgsmål.) Omgående blev eufori afløst af hvad-fårk-skal-vi-gøre-hysteri for anden gang den aften. Måske kunne jeg bare reservere bilen igen, det måtte låse den op, mente jeg og reserverede fluks køretøjet på app. Bortset fra, at det var et andet køretøj længere nede i rækken, jeg nu havde reserveret. Ledsaget af en sms om, at min reservation ville koste en krone i minuttet. Medmindre jeg aflyste reservation, naturligvis. Hvilket man ikke kunne i app. Overhovedet.

Da vi et stykke tid efter kiggede på restaurantens menukort, sad jeg samtidig med øresnegl i venteposition til kundeservice. Og overvejede om jeg bare skulle bede om vand og brød, for hvis jeg først fik fat på nogen dagen efter, så ville en krone pr minut trods alt løbe lidt op. Halvvejs gennem første drink, lykkedes det dog at få kontakt, så min første kørsel for miljøet kostede alligevel ikke en halv arm. Ikke i penge i hvert fald, men det har kostet på andre konti: Det er muligt, at miljøet har det skæppeskønt, fordi jeg ikke tog en taxa den aften, men mine binyrer blev tre år ældre af at producere alle de stresshormoner. Så jeg synes faktisk, at miljøet skylder mig: Overfede, varme, solbeskinnede somre de næste tre år vil være passende. Så taler vi ikke mere om det.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme