lørdag 25 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

”Nå, kan du holde varmen…?”

louise raaschou OKT 2015Smalltalk er en nødvendighed, hvis de sociale hjul skal dreje. Ejer man ikke evnen, punkterer man det hele

”…. Men så skal du altså også snakke med ham!”
Ordren kom fra en af mine søstre, da vi var i færd med at stykke en bordplan sammen i anledning af yngste søsters runde fødselsdag. Det var bordplansforsøg nummer otte, og en af stenene i skoen var min evne til smalltalk. Selv om ’evne’ faktisk er lidt misvisende i denne her forbindelse; det vil være mere korrekt at erstatte det med ’inkompetence.’ Jeg er nemlig ude af stand til at konversere på den luftige facon i det tidsrum, som er det socialt acceptable: Hvis en middag varer to timer, vil jeg højst sandsynligt i de sidste halvfems minutter have skamtrådt adskillige regler for høflig, ufarlig sludren. Nu er det (forhåbentlig) ikke det store problem for de, der kender mig i forvejen, dels er de jo forberedte, dels er der ofte sørget for en mere stabil samtalepartner til deres anden side. Men til større arrangementer, hvor kun få har mødt hinanden før, er jeg som et sort hul, hvori alle forsøg på smalltalk dør. Den sociale anerkendelse er på niveau med at tisse i bukserne, siddende ved middagen, mens man samtidig savler en lille smule. (Faktisk ville det måske endda høste lidt prestige; så fejlede man jo helt åbenlyst et eller andet eksotisk.)

Det er bare som om, jeg aldrig rigtig har fået knækket koden for, hvordan en smalltalk bør forløbe. Indledning er til at overskue, (”sikke et vejr, vi har haft, hva’?”) men et stykke henne mister jeg retningen. Og mens den intetanende sidemand fortsætter ud af den brede, lige vej (”det må jeg sige, sikke nogle smukke messinglamper, der hænger her”), er jeg drejet ned ad en mærkelig lille, skæv gyde:
”Ja, de er super smukke. Jeg kan enormt godt lide at pudse messing. Det er så beroligende; lidt ligesom at strikke, bortset fra at jeg bliver vildt stresset af de der opskrifter. De er jo ikke skrevet, så man kan forstå dem, de er skrevet i en slags hemmelig strikkekode. Det er ellers ikke nemt at finde ro hjemme hos mig, og nogle gange bliver det hele bare for meget, og så knækker jeg lidt. Så hjælper det med et glas rødvin og en masse smøger, og ja, det hjælper altså også at pudse messing. Kender du ikke det?”
(Jeg lader den lige stå et øjeblik, mens jeg græmmes.)

Ovenstående fortælling er blot en blandt mange, desværre, og hvis jeg skal bebrejde nogen, så er det mine gener. For eksempel er min mormor ikke kendt i familien for sin hyggesnak for snakkens skyld, og hvis man taler i telefon med hende, er man ikke i tvivl om, hvornår hendes grænse er nået: ”Nå, men vi går videre,” lyder det, og så er samtalen slut - ofte uden alt det floromvundne fyld, såsom ”farvel.” Og min egen mor er nærmest legendarisk: Når hun får noget fjernt i blikket og ligesom kigger lidt til højre og væk fra den anden person, så ved vi alle, at hun er løbet tør for ord og meninger om vejret, skatterne eller trafikken. Rigtig sjovt bliver det, hvis samtalen foregår mellem hende og min kæreste. Treogfyrreminutter er hans generelle gennemsnit fra han begynder, til der ikke er mere smalltalk at vride ud af ham, (jeg er naturligvis ikke blevet valgt af en mand, der kan fylde timer med ufarlige høfligheder), og det er kun ganske få minutter længere end min mor, så det er altid lidt spændende, hvem af dem, der først viser tegn på syre i smalltalk-musklerne.

Men spøg til side: Næstefter ansigtsgenkendelse, så er smalltalk nok den vigtigste faktor i den sociale sammenhængskraft, og det er ganske alvorligt at være vingeskudt i den kompetence. Faktisk ville det være på sin plads, hvis der fandtes et tegn, man kunne bære. Et armbind, for eksempel. Eller en broche. Et eller andet synligt med et universelt godkendt symbol, så alle, uanset hvilket land man befandt sig i, var klar over, at her var en særligt udfordret. Så var folk ligesom forberedt. Og ville netop vide at de enten ikke skulle forvente for meget af samtalen, eller at de skulle være forberedt på smalltalk med way too much information. Ja, egentlig burde smalltalk-inkompetence anerkendes som en decideret forstyrrelse, man ikke kan gøre for. Men i mellemtiden er jeg i færd med at udvikle en metode, som forhåbentlig helt vil sløre mit handicap. Ved at lære udvalgte sangtekster udenad skulle jeg gerne have den perfekte sætning klar, uanset hvilket smalltalkemne folk skræmmer mig med:
”Jeg skal ellers love for, at der var trafikprop gennem byen i dag…”
”Ja! Kilometerlange køer står og tygger drøv på Danmarks motorvej.”
”Det er ellers en festlig fest hva’…?”
”Dét er det. Her er sprut i stride strømme og lamperne går aldrig ud.”
”Nå, så er ejendomsskatterne steget igen, har du set det…?
”Jeps. Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til.”
”Hør, du ser lidt trist ud, har nogen tisset på din sukkermad…?”
”Slet ikke, jeg har det fint, for jeg har røget en stråhat.

Okay, formen er ikke helt finpudset endnu, men jeg føler mig overbevist om, at det vil fungere fortrinligt. Nå. Vi går videre….

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

 

 

 

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme