mandag 14 oktober 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Det skal planlægges væk

louise raaschou OKT 2015Intet er så kaotisk, at man ikke kan være på forkant. Undtaget livet

• Følte mig helt exceptionelt på forkant i sidste uge. I stedet for den sædvanlige fra hånden til munden planlægning, (ringe til værksted for få vinterdæk på bil to dage efter snestorm), havde jeg koordineret kalender og to-do liste: Tal til forskudsopgørelsen var fundet frem, værkstedstid til sommerdæk-skifte på bil var bestilt, og det samme var det årlige all-round tjek af idealvægtige chihuahua hos dyrlægen.
Men egentlig ved jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet prøver. Jeg burde jo vide bedre efterhånden.

Den første lussing ramte min nyfundne planlægningsidentitet, da jeg gik i gang med forskudsopgørelsen. Fuld af proaktiv selvtillid klikkede og scrollede jeg lystigt rundt, rettede et par tal og trykkede så på gem/accepter/ok/send knappen. Straks blev skærm fyldt med røde OBS! samtidig med, at ni nye felter foldede sig ud.
Og vel er jeg ikke den sprødeste talknuser i skabet, men jeg kan dog læse; alligevel forstod jeg intet af de ord og sætninger, jeg blev præsenteret for. Absolut nada. Der var noget, jeg skulle vælge imellem. Eller krydse af. Eller måske skulle noget rettes, men det kunne jeg ikke, før noget var blevet udvalgt. Eller krydset af. Så jeg reagerede, som enhver anden, fornuftig person ville have gjort: Klikkede ja til ’vil du annullere ændringer?’ og loggede ud igen. I øvrigt temmelig forbitret over al den tid, jeg havde brugt forinden på at gøre mig selv og diverse tal klar. Det måtte de altså selv ligge og rode med derinde, besluttede jeg, og satte et stort, flot flueben ved ”ret forskudsopgørelse” på min liste. Så var forberedelsestiden da ikke helt spildt.

Jeg kunne også ligeså godt have ladet være med at bestille tid til at få skiftet dæk på bilen, for den røg alligevel på værksted inden. Akut og helt uden for planlægning: Fra det ene øjeblik til det andet - og midt ude i trafikken - besluttede bilmotor, at den ikke rigtig gad mere. I hvert fald ikke mere end otteogtyve kilometer i timen. Hvilket så var den hastighed, jeg med sømmet i bund (og katastrofeblink tændt) kunne få motor til at yde i mit forsøg på at nå hjem, inden åndssvage køretøj brændte helt sammen.
En anelse stressende, det skal jeg gerne indrømme, og det hjalp på ingen måde, at yngste pode var med i bilen. Da han er lidt ængstelig anlagt, fik han lynhurtigt pisket sig selv op i højeste niveau af hvinende dødsangst. At vi faktisk kørte så langsomt, så man snildt ville kunne løbe ved siden af - og risikoen for voldsomme sammenstød derfor var temmelig lille - gjorde ingen forskel: Søn var overbevist om, at vores sidste time var kommet og var klar til at lade sig rulle-falde ud af bil, inden den enten eksploderede eller kørte ud over en skrænt. End ikke min forsikring om, at der slet ikke var nogen skrænter at køre ud over på den tætbebyggede vej i indre by, kunne berolige ham. Med de sidste kramper fra motor trillede jeg derfor patetiske transportmiddel ind på en tankstation, hvorfra pode og jeg gik det sidste stykke hjem.

Jeg kan med glæde meddele, at vi begge stadig er i live og har det godt. Man skal jo være glad for de små mirakler her i livet.

På samme måde var det også utrolig heldigt, at jeg allerede havde været hos dyrlæge med idealvægtige chihuahua, nogle dage inden bil gik i udu. Hund er nemlig ikke den store traver, og havde vi ikke haft bil, ville jeg skulle have båret hund to tredjedele af vejen til lægen. (Hvorfor ikke bus? tænker nogle nok. Fordi chihuahua aldrig har været i en bus og med tanke på dens hysteriske glammen, bare nogen går forbi matrikel, ville den sandsynligvis ikke reagere tavst og roligt i et lukket rum med mange mennesker.)

I min ypperlige planlægning havde jeg regnet med et kvarters tid hos dyrlæge og en regning på omkring femhundrede. Det kom til at tage over en time og kostede mig tre gange så meget. Vaccinationer skulle gives, kløer skulle klippes, og tænder skulle renses. Desuden var idealvægtige chihuahua ikke længere så idealvægtig, hvorfor særligt, sindssygt dyrt, slankefoder skulle erhverves. Endelig var der også noget med analkirtlerne, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her. (Andet end at det var virkelig ulækkert, og hund lugtede virkelig dårligt resten af dagen.)

Efter oplevelserne med forskudsopgørelse og lægebesøg med ildelugtende chihuahua var mit selvbillede som den fremsynede, planlæggende type temmelig flosset og sårbart. Og blot et par dage senere fik selvopfattelsen de sidste, tilintetgørende par på skrinet med det overraskende stunt fra bil. Så jeg kastede håndklædet i ringen. Gav simpelthen op.

Fremover vil jeg overhovedet ikke forsøge at være på forkant med noget som helst, uden at jeg også har sørget for at lægge en margen omkring hver eneste planlægning. En stor, fed margen af tid og penge til de pludselige hændelser og uforudsete udgifter, jeg helt sikkert kommer ud for. Allerede nu har jeg noteret ”måske hente bil” i kalenderen på samtlige hverdage den næste uges tid, og jeg har mentalt afskrevet en større sum på kontoen. Jeg kender nemlig intet til bils skæbne, siden den blev kørt væk af autohjælpen. Men jeg går da udfra, at den har fået sommerdæk, når jeg engang får den retur.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme