fredag 10 april 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

”Du har lige brugt din pension”

louise raaschou OKT 2015Økonomisk uansvarlighed og selvbedrag er efterhånden umuligt. Næsten.

Det er blevet trange tider for os uden økonomisk overblik. Siden bankerne har lanceret diverse mobil-tiltag, som nidkært oplyser om hver eneste, spenderet krone, er det blevet tiltagende vanskeligt at gå i flyverskjul. Det er tough love fra pengeinstitutterne til os. For vores egen skyld, naturligvis, og jeg skal så sandelig love for, at fløjlshandskerne er blevet flået af. Ikke engang en lille smule fortrængning kan man slippe afsted med mere. Det har ellers virket så fortrinligt, men det var naturligvis før beskederne, som popper op på skærmen, tre nano-sekunder efter at købet er godkendt:

”Du har brugt 585 kroner i denne måned på Shell tankens bake-off produkter. De 400 kroner udelukkende på kæmpe kanelbasser.”

Bloody hell, altså! Hvem filan har lyst til at vide det? Ikke mig, det er helt sikkert, og da slet ikke når det kun er den niende i måneden. Det ser jo vildt voldsomt ud, sådan helt officielt på tryk. Og desuden tilgængeligt ikke bare for PET og diverse, udenlandske sikkerhedstjenester, men også for bankmand. Aldrig mere vil han tro på, at en ret stor udskrivning var dybt nødvendig til en taxa hjem, fordi man var blevet bortført af aliens, som af ukendte årsager havde sat en af igen et sted i nærheden af Solrød Strand. 

Men ok, bankmand har nok været klar over tingenes rette sammenhæng alligevel. Det er straks værre, at jeg selv ikke længere kan lukke øjnene. Når ens økonomiske omtanke aldrig har udviklet sig længere end til, vi-leger-købmand-stadiet, (næææh, kun 4.000 for den lækre sandkage? Den vil jeg gerne købe, her er otte sneglehuse, jeg vil gerne betale resten med modelérvoks . . .), så er det uhyre angstprovokerende sådan at få virkeligheden slynget op på mobilen: 

’What? Over 1200 bobs på madvarer i denne måned, men det er jo kun den første! Har ikke købt andet end mælk. Og de der småting fra nonfood afdelingen, men det tæller da ikke. Sjit, må holde op med at spise.’ 

Som om det ikke var nok få skræmt livet af sig, skal man derudover også have frarøvet sig sine små glæder: Så står man der i Matas og har lige betalt for vatrondeller og skumgummiklude samt en læbestift i superfed nuance. Straks får man følgende besked:

”Du har brugt helt åndssvagt store beløb på Personlig Pleje i denne måned. En læbestift, really? Endnu en? Har du ikke allerede fire i den farve? Det må du selvfølgelig helt selv om, men det er penge, der kunne være gået til din pension. Siger det bare.”

Man får jo slet ikke lyst til tage den læbestift på, nu man er så velinformeret og ved, at hver eneste gang den bliver taget i brug, ryger der en dag med mad engang i 2035.

Ja, ja. Ved naturligvis godt, at det er sundt for mig; at jeg måske ligefrem vil blive glad for den venligtsindede, løftede pegefinger. På den lange bane. Og skulle det ikke ske, har jeg hørt, at man simpelthen kan deaktivere funktionen, men da jeg faktisk ikke er klar over, hvordan jeg overhovedet kom til at aktivere den, er den løsning ikke mit umiddelbare valg. Desuden vil jeg så nødig skuffe bankmand, fordi han er en meget venlig og overbærende en af slagsen, og han mener helt sikkert, at jeg har hårdt brug for støtten. Det synspunkt skal jeg ikke diskutere her. 

Kun vil jeg lige påpege: Man når jo ikke så langt, som jeg er nået, indenfor økonomisk selvbedrag uden mestringsstrategier af ret høj kvalitet. Man har lært et og andet. Og derfor tror jeg også, at jeg har fundet en løsning, som både kan fjerne mit ubehag og samtidig undgå at skuffe rare bankmand. 

Man kan nemlig - vistnok - selv navngive de forskellige områder for sit forbrug. Og hvis dét er muligt, ser verden jo helt anderledes ud: I stedet for Restaurantbesøg og Take-out har jeg brugt store beløb på Mad Til Mine Børn. De lidt for mange-cifrede tal inden for Shopping bliver til reelle, mange-cifrede beløb indenfor Elementære Nødvendigheder. Og hvad angår Fornøjelser, vil posten fremover hedde Basale Uundværligheder. Så skulle den ged være barberet. 

Det er ren win-win. Hvis alt går vel, vil jeg ikke tapsvede af nervøsitet, når beskeden fra omsorgsfulde pengeinstitut, straks efter hver nyerhvervelse, plinger ind på mobilen. Jeg vil derimod med ro i sindet kunne læse mig til, at jeg netop har brugt 768 kroner på elementære nødvendigheder. Og kan med ren samvittighed glæde mig over min nye håndcreme. Desuden vil det syne, som at jeg rent faktisk har taget noget til mig, hvilket vil bringe glæde til bankmand også. Måske vil han ovenikøbet gå hjem en aften og rørt fortælle familien om den utrolige forvandling: Historien om kunden, som før var notorisk helt uden for pædagogisk rækkevidde, men som nu pludselig er blevet økonomisk ansvarlig. Se, dét var en rigtig julefortælling.

 

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 18 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: