torsdag 29 oktober 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Vi ses på vaske-hår-dag

louise raaschou OKT 2015CORONATID: Ugedage bliver komplet overflødige, når tid er en flydende størrelse.

Man husker dem bedre. De små ting. De fylder ganske enkelt mere i ens opmærksomhed, når hverdagen - stadig - er uhyre svær at få øje på. Selv har jeg adskillige gange måttet fakta-tjekke ugedag hos andre, fordi mit indre kompas efterhånden peger permanent på torsdag. Derfor er kalender og ugedage også blevet ret meningsløse som målere af tid på det sidste, i hvert fald her på matriklen. I stedet bliver dage husket ved små eller almindelige hændelser af den slags, som under normale omstændigheder slet ikke ville være fyldestgørende som ugedagsmarkører 

For eksempel var der pc-retur-dag, hvor yngste pode endelig fik sin computer tilbage fra reparation. Der var gået adskillige uger siden indlevering af defekt maskine, overraskende mange uger, for egentlig var det ikke en særlig kompliceret skade. Plastikrammen omkring skærmen på den bærbare var bare gået op i sømmene, så at sige, der var ikke tale om den store udskiftning af indre, vitale dele. Oprindeligt. Men computer befandt sig herhjemme, da plastikkanter en aften gik fra hinanden. Desuden var adskillelsen helt ren, ingen knækket plastik. Ja, faktisk kunne man snildt trykke de to sider sammen, og da jeg altid har et lager af forskellige former for superlim liggende, så jeg intet til hinder for lige at fikse den lille sag. 

Det viste sig desværre, at superlim ikke kunne holde ramme sammen. Hvilket jeg stadig ikke fatter, for limen virkede stærk nok. I hvert fald ætsede den pc-plastik eftertrykkeligt, ligesom det også var ret svært for mig at få mine fingre fri igen. Måske sivede lidt lim også ned i selve computeren, jeg kan ikke helt udelukke det. Men skide plastikkanter forblev separate, og bærbare røg derfor til profferne. Nu med synlige, selvpåførte skader og derfor ikke dækket af garantien.

Senere på ugen(?) var det tyndskidsdag. Ikke mig eller poderne, (havde det bare været så vel, vi havde brugt toilettet), men chihuahua, der på måde bidragede til at adskille dagene fra hinanden. Og nætterne også. I det mindste denne specifikke nat, hvor jeg blev vækket af lyden fra hundekløer, der hektisk klik-klakkede frem og tilbage over gulv i gang og entré. Da hund lidt efter lagde sig tilbage i sin kurv og lod som om den sov, blev jeg naturligvis en anelse mistænksom. Og med god grund: Uhygiejniske kræ havde droppet al selvkontrol og dryppet myllerbæ på gulvet i hele gangen. Så vidt jeg kunne vurdere sporene, var dyr derefter vendt inde i stuen, hvorefter festen var ebbet ud et stykke ude i entréen. Jeg skal ikke gå i detaljer omkring rengøring. Lad mig bare fastslå, at jeg var virkelig, virkelig pissed-off, da jeg en hel pakke klude, trekvart flaske Ajax og en halv time senere kravlede tilbage under dynen. (Snedige chihuahua, som ellers altid reagerer, hvis jeg bevæger mig, holdt øjnene lukkede og kiggede ikke på mig, før det blev morgen.)

Og så var der jo også fællessang-dag/aften. Det var fredag, dét ved jeg. Eller lørdag, måske. En weekendaften, er jeg i hvert fald temmelig sikker på. Tilfældigvis var tv tændt på DR, da fællessangen gik i gang. Skærmen viste klip af folk fra hele landet: Børn og voksne, unge og gamle og også en masse familier, som havde samlet sig i sofaer eller på altaner. Så sad man der og sang gode, danske sange samtidigt med en masse andre. Jeg blev lidt grebet af den varme stemning og opfordrede sønner til at deltage sammen med mig, hvilket afstedkom ingen reaktion overhovedet fra yngste. Ældste snøftede i det mindste, også selv om det var foragteligt. 

Nu var det imidlertid ikke den varme, fælles sangoplevelse, som jeg netop ikke havde med mine drenge, der adskilte aftenen fra andre. Ej heller, at jeg tidligere selv havde lavet huller i et bælte med en hultang, selv om jeg var lidt stolt af den bedrift. Næh. Derimod skiftede sønners lade grundstemning til meget højlydt eufori i det øjeblik, ældste fik øje på hul-tang og bad yngste om ”lige at hive tissemanden frem.” 

Så gik drenge i fuld kamp med puder og hultang, mens jeg sad og forsøgte at synge med Dodo og intenst ønske, at jeg også havde fået en sød lille pige. Som jeg kunne holde i hånden, mens vi sang. Og som helt sikkert ville have sunget med i stedet for at råbe klamme gloser om kropslugt og kønsdele.

Jeg kan, som sagt, ikke præcis redegøre for ugedage, eller hvad tiden ellers er gået med. Men i det mindste har jeg planer for næste uge: Blandt andet skal jeg have hængt nogle spritnye, topfede lyskæder op i haven. Jeg regner med, at det bliver på alle-sikringerne-springer dag.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: