mandag 30 november 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Er du sød lige at rette puderne?

louise raaschou 2020Hverdagens små neuroser er harmløse. De gør kun alt mere besværligt.

 

Af Louise Raaschou

• Tror sgu’, at jeg er en anelse neurotisk. Altså, ikke i den helt tunge ende med psykiatriske definitioner og handlingslammelse. Bare sådan præget af små hverdagsneuroser af den slags, som absolut ikke er livsnødvendige, men som alligevel er et must. I mit hoved. Også selv om mine små regler i virkeligheden er monster irriterende, fordi de både er meningsløse og gør tingene mere besværlige. Og dybest set også er - jeg ved det godt - total åndssvage.

Det gik op for mig, da jeg en aften stod i matriklens køkken og forklarede en voksen mand, hvilke knive han skulle bruge til at snitte et løg. Et enkelt løg. Og knive, ja, i flertal. For den lille urtekniv, (her pegede jeg), er jo bedst til at kappe toppen og fjerne skræl, hvorefter man tager den store kniv til selve snitningen . . . kontroltårn, much? Et øjeblik havde jeg den der følelse af at se og høre mig selv udefra, og manner, det var en tåkrummende oplevelse. En af de helt pinlige selverkendelser, lige pludselig, der i mit eget køkken. (Hvor mand i øvrigt havde nået at snitte løg med en tilfældig kniv fra skuffen, inden jeg var færdig med mine retningslinjer.)

På samme måde spænder jeg også ben for mig selv, når jeg skifter sengetøj. For betræk til dyne og pude skal være fra samme sæt og matche. For det skal de bare. Hvilket ikke ville være noget problem, hvis jeg bare kunne hive et samlet sæt ned fra hylden. Desværre har ordensans aldrig været i sync med neuroser, så sengetøjsskiftning udvikler sig oftest til et større Find Holger projekt bare med et pudebetræk som det snedigt skjulte objekt.

Kunne jeg forestille mig at sove i mismatchende sengetøj? (Har droppet alle forsøg på at fikse ordenssans.) Niks. Har mærket efter. Kan. Ikke. Have. Det. Heller ikke selv om det ville være så meget nemmere, det er jeg jo godt klar over. Jeg kan i øvrigt heller ikke sove, hvis skydedørene på mit skab i soveværelse er åbne. Nu ligger der i samme rum næsten permanent en større bunke tøj i stolen, hulter til bulter. Plus flere, uidentificerede papirstakke på reolen samt diverse bøger og sko på gulvet. Så man kan med ret stor sikkerhed udelukke en feng shui forstyrrelse. (Ha! Som om.) Men skabet? Det skal saftsuseme være lukket. Og det er vel egentlig det, der kendetegner en neurose: Den strider imod sund fornuft og har ingen logisk sammenhæng med andre omstændigheder i ens liv.

Men heldigvis er jeg ikke den eneste. Jeg kender nemlig til flere med små, tvangsprægede principper, som står i direkte modstrid med resten af deres liv. Eller de har sære ideer, som ikke giver nogen mening. Som faktisk bare gør tingene mere besværlige. Og som af og til ligefrem modarbejder det egentlige mål.

For eksempel er der en, som rigtig godt kan lide leverpostej. Ja, faktisk holder hun meget af leverpostej, men kan kun spise den, hvis den er varm. Hvilket altså betyder, at hun ret sjældent får leverpostej, skønt hun er så glad for det. Hvilket jo er lidt fjollet. En anden bruger absurd meget ekstra tid på at hænge alt tøj op med klemmer, også indendørs, fordi ellers tørrer det ”ikke ordentligt.” For tøj tørrer jo bedre med klemmer end uden, viste ingen undersøgelse nogensinde. Og en tredje gør aldrig nogensinde rent, men insisterer til gengæld på, at elkedlen altid tømmes efter brug, så der ikke dannes kalk, og den prioritering giver jo bare ingen mening overhovedet. Præcis ligesom hende, der insisterer på matchende sengetøj, men som samtidig lader det vildeste rod herske på sengetøjshylder. Og i øvrigt bruger et kvarter ekstra på at skære et løg, fordi der skal to - specifikke - knive til, som hun heller ikke kan finde, fordi der ikke er den mindste sammenhæng mellem hendes tåbelige ordnung-muss-sein neurose og den kaotiske virkelighed, hun befinder sig i.

Neuroser handler om angst og om at håndtere den, siger de, der ved noget om den slags. Og selv om jeg ikke ligefrem mærkede angst, den aften hvor alle løg-snitte-kniv-regler i mit køkken blev brudt, så kunne jeg ikke sige mig fri for en vis anspændthed. Nok også et par dybe - meget dybe - indåndinger, indtil løg var snittet, og vi igen var ude af farezonen. Måske er det noget, jeg burde arbejde med. Måske skal jeg slå håret og leve livet farligt og bare gribe efter en tilfældig kniv næste gang. Eller simpelthen . . . række ud efter det nærmeste pudebetræk! Hvad er det værste, der kunne ske? De burde nok kunne tæmmes, mine små tvangshandlinger, for de er heldigvis netop relativt små og harmløse; og i øvrigt er erkendelsen i sig selv den halve sejr, har jeg læst. Desuden er jeg heldig, at jeg ikke lider under andre, sære og mere indgribende ideer. Godt nok mener min nærmeste familie, at jeg også har et forstyrret forhold til tid, og ja, ordet neurotisk er blevet nævnt i den forbindelse. Men det er alligevel at stramme den, synes jeg. Bare fordi jeg helst er i lufthavnen fire timer før flyafgang, og altid kommer et par og fyrre minutter for tidligt til arrangementer. ”Neurotisk.” Pfftt! Må jeg være fri. Den korrekte definition er ”at være i god tid.” 

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: