onsdag 18 juli 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Ørestadbørn måtte kæmpe om plads på børnekokkeskole

boernekokke sarah aagaardCrowne Plaza Copenhagen Towers havde i den forgangne weekend inviteret til børnekokkeskole med professionelle kokke. Tyve børn i alderen otte til tolv år deltog både lørdag og søndag og billetterne til kroner pr. barn var revet væk

• Det var 20 ivrige børn med forældre, der søndag morgen kl. 9.00 mødte op i det indbydende Atrium mellem Crowne Plazas to tårne i Ørestad Syd. De blev budt velkommen af Peter Hejselbæk, der til daglig er Partnership Manager for BC Hospitality Group, hvorunder både Crowne Plaza, Hotel Bella Sky og Bella Center hører. Han fortalte, at Crowne Plaza er et af verdens grønneste og mest bæredygtige hoteller og at køkkenet i Copenhagen Towers så vidt muligt bruger lokale råvarer. De har egen farm i Nordjylland, hvor der opdrættes dyr med fokus på dyrevelfærd, og fisk kommer primært fra havene rundt om Danmark. boernekokke soeren kjestrup

Lidt ligesom Masterchef
Køkkenet arbejder desuden på at undgå madspild og har fået sølvmærke i brug af økologiske varer. ”I skal lave mad i vores professionelle storkøkken sammen med de to kokke Søren Kjestrup og Sarah Aagaard. Det bliver lidt ligesom Masterchef i TV, bare uden konkurrence”, sagde Peter Hejselbæk til børnene. Søren Kjestrup forklarede derefter, at det var vigtigt, at alle børnene gjorde hvad der blev sagt, for de skulle blandt andet arbejde med nogle skarpe knive, som dog var særlige knive til børn. Der blev derefter vinket farvel til forældrene, der var indbudt til middag kl. 12.00, og så gik turen til storkøkkenet.

Børnevenlig menu

Til en start fik alle børn udleveret en kokkehue, et forklæde, opskrifter, et spækkebræt, en kniv og en bakke med råvarer. Kok Søren Kjestrup instruerede i vigtigheden af god hygiejne og at man vasker hænder flere gange undervejs. Børnene virkede meget dedikerede og gik straks i gang med at hakke og snitte. Den børnevenlige menu, som skulle trylles frem på 2½ time, bestod af marinerede kyllingespyd med peanutbutterdressing, en vegetarisk lasagne med røde linser, honningglaserede gulerødder, majspandekager, og til dessert flot pyntede cupcakes.

boernekokke asbjoern gustav

 

Godt for bydelen

Tvillingerne Gustav og Asbjørn på 10 år, der bor i Ørestad, havde tilmeldt sig, fordi de håbede det ville blive sjovt og fordi de nogle gange hjælper til i køkkenet derhjemme.

”Det var meget sjovt og spændende at lære, hvordan man laver tingene. Det var ret nemt at lave lasagnen. Man skal bare blande tingene til tomatsovsen og så lægge det sammen med pladerne”, fortalte drengene, der selv syntes det smagte godt.

Lokale beboere er også veninderne Andrea på 9 år og Sophia på 10 år:

”Vi kan godt lide at lave mad og vi tror, det bliver sjovt”, sagde pigerne samstemmende, inden formiddagens program gik i gang. Bagefter var de enige om, at det havde været sjovt og at de gerne ville prøve at lave retterne derhjemme.
”Det er et supergodt initiativ og det er en god måde for børnene at lære noget nyt. Det er også godt for bydelen, at man kan samles om sådan noget her”, sagde Sophias mor Mette Pugholm.

boernekokkeskole01Læring om sund mad og bæredygtighed

Formålet med børnekokkeskolen er, at de deltagende børn arbejder mod samme mål og undervejs lærer lidt om mad, madvaner og bæredygtighed.

”Vi har kun reklameret for dette arrangement på vores egen og på Ørestads Facebook-side. Der blev hurtigt udsolgt og det tegner til at blive en succes, så vi vil formentlig gentage det måske engang til efteråret. Hvis vi kan være med til at lære børn noget om bæredygtighed på denne måde, er det rigtig godt. Vi vil meget gerne have, at alle beboerne her i Ørestad lærer vores steder at kende og vil bruge dem. Mange tror fejlagtigt, at der kun kommer konferencegæster på et sted somme dette, men vi arbejder gerne sammen med nærmiljøet og er også til for lokalbefolkningen. For eksempel er vores fredagsbar med DJ et tilbud til de lokale”, fortalte Peter Hejselbæk til avisens udsendte.

Kagekokkeskole eller råvarer fra fælleden

”Der er mange muligheder for at udvide konceptet. Vi er blevet spurgt, om vi også kunne lave en kagekokkeskole for børn, men det kunne også være et arrangement til vinter med et juletema eller i sensommeren, hvor børnene først tager ud på Amager Fælled og henter nogle råvarer. Der er også en mulighed for et samarbejde med de lokale skoler”, supplerede Morten Jensen, der er marketingdirektør hos Crowne Plaza Copenhagen Towers.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme

euronews