lørdag 30 maj 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Coronakrisen trækker folk til kolonihaverne

hf energien corona 2020 68Masser af par og familier er draget fra byen ud i deres kolonihaver for at komme væk fra selvvalgt hjemmekarantæne, men også kolonihavelivet har sine udfordringer.

Første april indvarsler også sæsonen for kolonihaverne, og flere af dem ligger som perler på en snor på Kongelundsvej. Lige øst for Ørestad Station ligger Energien, der er en kolonihaveforening med 92 haver, hvor der i den seneste tid har været særdeles travlt og allerede nu er der mange familier i haverne. Men det var lige før, at foreningen ikke var i stand til at komme i gang til sæsonstart på grund af reglerne i forbindelse med pandemien covid-19.

"Jeg begyndte allerede i begyndelsen af marts måned med at henvende mig til Kolonihaveforbundet for at høre om, hvordan det ville forholde sig med covid-19, og om det overhovedet gav mening at åbne sæsonen," fortæller Jens Iver Christiansen, beboer i Energien.

hf energien corona 2020 45Forbundet har lavet nogle generelle retningslinjer i forbindelse med coronakrisen. Mange haver er ikke kloakerede, husene har campingtoiletter eller tanke, som skal tømmesved hjælp af en kloakbil. Men forinden skal campingtoiletterne skal tømmes i en udskyldningstank. Og det gav Energien en udfordring, for hvordan skulle  rengøringen foregå, og hlvem skulle stå for det?

"Vi kunne ikke bare overlade det til den enkelte, fordi vi er forskellige, og folk har forskellige tolerancer, så vi kunne ikke være sikre på, at området blev gjort ordentligt rent fra dag til dag. Heldigvis har Karen Margrethe meldt sig frivilligt til at tage sig af rengøringen hele sæsonen, så hun har vagten ved tanken og sørger for at få åbnet til udskyldningstanken og rengjort med klorin, så vi har en god og  standardiseret rengøring af området,” forklarer Jens Iver Christiansen.

Ikke et drømmejob
For Karen Margrethe Larsen var det måske ikke ligefrem et drømmejob at tage tjansen med toiletterne, men udsigten til, at hun ikke ville kunne komme i sin kolonihave, gjorde udslaget.

"Jeg har selv et campingtoilet, og jeg var meget opsat på, at jeg gerne ville ud i min kolonihave, så det var en lille ting, som jeg kunne bidrage med, men det var også mest for min egen skyld. Jeg har set frem til at kunne komme ud i haven og væk fra byen," fortæller Karen Margrethe.

Kolonihaveforeningen har også et fælles toilet, men igen efter anbefaling fra Kolonihaveforbundet, er dette toilet låst af, da foreningen ikke kan sikre en forsvarlig rengøring efter hvert besøg. 

Gang i den på facebook
Normalt har haveforeningen en lang række fællesaktiviteter, der alle i den nuværende situation er lukket ned, men ifølge Jens Iver Christiansen styrker udfordringerne med covid-19 også fællesskabet i foreningen.

hf energien corona 2020 31"Vi taler meget mere hen over hækken, end vi har gjort tidligere. Selvfølgelig taler vi om corona, men vi får også snakket om mange andre ting hen over hækken, så alt foregår i behørig afstand. På den måde er haveforeningen faktisk ideel, når man skal overholde reglerne," siger han.

Jens Iver Christiansen er moderator på foreningens facebookside, og her er det tydeligt at mærke, at fællesaktiviteterne er ophørt, for snakken går lystigt på det sociale medie.

"Vi kan tydeligt mærke, at facebook bliver brugt meget mere til at kommunikere med hinanden, og jeg tror også, at hvis det her fortsætter, vil der komme helt nye aktiviteter, der kan samle folk på nettet," siger han. 

Et åndehul
Både Jens Iver Christiansen og Karen Margrethe bor i en lejlighed i København. De er også begge pensionister, så opholdet i kolonihaven er et åndehul væk fra stenbroen.

"Jeg ville slet ikke kunne holde ud at skulle sidde spærret inden i min lejlighed. I kolonihaven er der altid noget at lave, og man kan være uden for. Der er masser af planter, der skal passes og gangene skal rives og så får man også lige en snak, når folk kommer forbi. Det ville jeg jo ikke opleve, hvis jeg sad hjemme i min lejlighed," fortæller Karen Margrethe.

Der findes ikke tal for, hvor mange der er flyttet ind i haverne allerede, men Jens Iver Christiansen er ikke i tvivl om, at der allerede er flere, der bruger deres have på nuværende tidspunkt, end der plejer at være. 

"Man kan høre, hvordan det summer rundt omkring på gangene. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det bliver hen over sommeren, hvis folk ikke kan rejse, så der vil være endnu flere, der bruger deres kolonihave. Det kan sætte hele kvarteret under pres, at der pludseligt er så mange mennesker, der skal handle ind og så videre," lyder bekymringen.

Går kilometer på gangstierne
Beboerne i Energien har også lagt mærke til, hvordan Kalvebod Fælled er blevet en magnet på udflugtslystne karantæneramte familier.

"I stedet for at gå på Kalvebod Fælled, går vi rundt her i vores get kvarter. En af beboerne har også målt stisystemet i haveforeningen op, og markeret, hvor mange kilometer, man kan gå på alle gangene, så det er jo nogle af de sjove nye ting, der også kommer med. Det er en gave, at vi har mulighed for at være her i denne her situation, så selv om der ligger en skygger over det hele, så er det ikke en begrænsning, der betyder så meget," fortæller Karen Margrethe.

På havevandring til andre dimensioner

Dyvekeskolen: Giv os børnene fra haveforeningerne

Hjemløseboliger på vej i Ørestads baghave

 

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: