onsdag 18 juli 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Så Længe Jeg Lever: Hyldesten mangler

film saa laenge jeg leverOle Bornedals sørgelige portræt af den forhutlede Dansktop-stjerne John Mogensen, der drikker sig ihjel, mangler romantisk hyldest til det skæve og livsbekræftende 70er-miljø, John Mogensen dyrkede i sit tekstunivers

3stjernerTitel: Så længe jeg lever. Instruktør: Ole Bornedal. Medvirkende: Rasmus Bjerg, Helle Fagralid, Harald Kaiser Hermann, Katinka Evers Jahnsen. Varighed: 109 minutter. Premiere: 8. marts

• I guder hvor har denne værtshusromantiske anmelder set frem til Ole Bornedals portræt af Dansktoppens vel eneste protestsanger: Selveste John Mogensen. Den langskæggede sanger, der efter at have været en af de fire stjerner i 1950ernes berømmede kvintet, Four Jacks, gik kunstnerisk ned med bajerne.
Han endte som bedaget værtshuspianist, indtil han fandt en kunstnerisk melodi, der sikrede ham 200 koncerter om året, radiohits ad libitum og gjorde ham til nationalskjald.
Hans melodi var simpel og let at synge med på, og bedst af alt var teksterne en hyldest til livet på randen, til strippere, alkoholikere og godtfolk.

Filmen begynder i barndommen. I Københavns Drengekor. Drengen John Mogensens ambitioner er milevidt fra de andres. En kontrast til hans forældre, der fester og hælder sprut på sønnike. Og sådan skaber man en alkoholiker, lyder det lidt for trætte budskab.
Jo, man er lidt skuffet over, at en børnefortælling skal være filmens anslag. Så endelig, efter 10 minutter med drengen i fokus, skifter kameraet til billeder af John Mogensen, i øvrigt meget tro spillet af Rasmus Bjerg, i hans velkendte brune omgivelser.

Man undrer sig over, hvorfor filmen ikke begynder lige netop her: Four Jacks er på vej i opløsning. Otto Brandenburg tager for let på tingene, mener perfektionistiske John Mogensen, der før optræden drikker sine nerver ihjel. Hans kone, Ruth, spillet til fulde af smukke Helle Fagralid, giver ham antabus, men pillerne bliver humoristisk skiftet ud med nogle, der ligner. John Mogensen kan jo ikke optræde uden alkohol, for fanden.

Man finder så ud af, at indledningen skyldes, at drengen vender tilbage og taler med Mogensen, hver gang sangeren er mest slået omkuld. Det gør filmen til en stor livsfortælling. Men den uskyldsrene dreng forbliver anstrengende.
Værst, fordi den svigtede dreng på sin vis bliver en typisk-for-tiden moralsk rettesnor for, at bajere og røg er noget skidt. Blandt andet derfor kommer filmen til at mangle Mogensens hyldest til livet på kanten og bodegaromantik.

Man skal ikke undlade at skildre Mogensens, fordrukne, fatale udgang, men vi bør også få lov at drømme os væk i sangerens farverige hyldest til rakkere, festaber og omstrejfere, han mødte på sin vej. I stedet får vi typisk dansk socialrealisme med doser af humor. En bølgedal af kunstnerens opture og nedture.

I filmens anden akt følger vi John Mogensen som fortabt, fordrukken værtshuspianist, der svigter både kone og datter, med i øvrigt flotte udendørs scener fra det københavnske. I tredje akt bliver han opdaget, landskendt i radioen og spiller uafbrudt på tivolier og foreningshuse fra Gedser til Skagen. Mens alkoholen tærer på John Mogensen, og John Mogensen tærer på kone og datter. Helst vil han have kunstnerisk anerkendelse i landets fine koncertsale.

Sideløbende er der en del velfungerende, humoristiske sidehistorier med pladebranchen, politikere og kendte i tiden. Men virkeligt dragende bliver det aldrig.

Tre hyldestfilm til øl, sprut og smøger
John Mogensen synges den dag i dag over byens brune værtshuse, der som bekendt stadig er populære, men ofte drejer nøglen om, ikke på grund af dårlig økonomi, men på grund af vedvarende klager fra nytilflyttede storbyfamilier, der synes at være både druk-, røg- og støjforskrækkede. En kedelig udvikling for værtshusmiljøet, og derfor - i anledningen af John Mogensen - hylder vi livet på kanten:

Spies og Glistrup (2013)
Historien om de to excentriske venner, politikeren med den rabiate mund, Mogens Glistrup, og forretningsmanden med morgenbolledamer og hang til helt unge piger, Simon Spies, er både morsom og et dejligt, romantiseret tidsbillede af 50erne. Her er hverken ynk eller moralske pegefingre, selvom filmen retfærdigvis også viser de mindre flatterende sider af de to tørstige herrer, der på usympatisk vis ender med at bekæmpe hinanden.

Fear and Loathing in Las Vegas (1998)
Filmatiseringen af journalisten Hunter S. Thompsons roman er både sjov, fængende og relevant. Egentlig skulle hovedpersonen dække en sportsbegivenhed, men han ender med at beskrive sin rejse på sprut og syre gennem et gennemkommercialiseret, overfladisk USA. En lang rus, der samtidig er en kritik af USA, småborgerlighed og hippiernes hykleri i slutningen af 60erne. Med den jeg-baserede, provokerende anti-journalistik opfandt Hunter S. Thompson det, man kalder for Gonzo.

Barfly (1987)
Charles Bukowski er USAs helt store drukforfattere (en musikalsk pendant er Tom Waits). I sit lange forfatterskab har han skrevet om livet set fra rosset på gaden og på baren. I filmen om forfatteren, Barfly, følger vi hans alter ego, Henry Chinaski (Mickey Rourke), vælte fra bar til bar, fra dame til dame, fra slagsmål til slagsmål og fra hybel til hybel. Livet går i ring, men lykkes det ham at finde lykken? Næppe. Men fest, stemning og miljø er der så rigeligt af i hans sølle liv.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

euronews