torsdag 15 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Overfladisk hævnfilm vil for lidt

film you were never really hereFlot, men anstrengende og ekskluderende hævnfilm om en gal pædofil-lejemorder er alt for indholdsløs

2stjernerTitel: You were never really here. Instruktør: Lynne Ramsay. Medvirkende: Joaquin Phoenix, Ekaterina Samsonov, Alex Manette, John Doman. Varighed: 90 minutter. Premiere: 22. marts

• Du var aldrig rigtig her, hedder filmen, oversat til dansk, og gid det var så vel. For her er ikke meget andet at hente end æstetisk jagt på seksualforbrydere i hævnfilmen om en mentalt forstyrret antihelt, der dræber pædofile på skumle hoteller.

Det begynder forvirrende. Vi ser en skægget muskelmand, Joaquin Phoenix, med en hammer foran en seng. Vi hører en stemme tælle ned: 25, 24, 23. Sådan får voldtagede børn tiden til at gå. Vi ser flygtige billeder af en lidende dreng, en plastikpose han ånder ud i og en seng.

Den forpinte dreng går igen i løbet af filmen. Her skal seeren forstå, at hovedpersonen blev mishandlet som dreng. Af sin egen far. Billederne af hammeren og sengen skal vise, at han ernærer sig som lejemorder med pædofile forbrydere som mål.

Meget bliver insinueret i billeder snarere end fortalt. I det hele taget er det en visuel film med få og fattige ord. Desværre er det unødigt anstrengende, selv hvis seeren snildt kan følge med. Flotte fotografier og kunstneriske fortællegreb kan ikke redde en svag fortælling med svage karakterer.

De bedste scener kommer omtrent efter den tågede indledning. Joe tager sig af sin gamle, syge mor, der ønsker at sin søn finder en kæreste. Hun kom for skade at se Hitchcocks berømte 'Psycho' alene, og sønnike gengiver knivscenens lyde eminent foran moderen.

Det er livsbekræftende og viser Phoenixs styrke som skuespiller.

Så er der filmens egentlig plot, som er fortalt efter den overdrevne action-drejebog: Joe bliver kontakt af en toppolitiker, som har fået bortført sin datter af en sexring. Joe tager til hotellet, nakker forbryderne og redder pigen. Men undervejs begår politikeren selvmord. Politiet overfalder Joe og bortfører datteren til sexringen. Joe er fanget i et spind af korrupte toppolitikere, der bytter børn.

Han føler sig tilintetgjort og magtesløs mod overmagten. I en alt for lang kunstscene drukner Joe sig selv med sten. Indtil han klichetungt genopstår som hævneren.

Instruktør Lynne Ramsay, kendt for historien om en massemorder, 'We Need to Talk about Kevin', skriver sig ind i rækken af hævnfilm fra den ufrivilligt morsomme 'Taken' til mesterværket 'Taxi Driver'. Men 'You were never really here' har intet at måle sig med i forhold til Scorseses karakterdrevne, ordkloge og storbyskildrende mastodont.

Til det er muskelmanden Joe alt for ordfattig og kompromisløs i modsætning til Robert De Niros ensomme, fortvivlede New Yorker-rotte. Nok er eks-soldaten også forstyrret med sine vrangforestillinger. Og nok vil filmens flotte storbyfotos skabe dyster noir-stemning. Men når der både mangler ord og liv mellem gaderne, forbliver New Yorker-miljøet sterilt.

Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood larmende lydinferno inviterer heller ikke indenfor. Men ekskluderer yderligere. I modsætning til underholdende Tarantino, Rambo og Die Hard-film er her ingen selvironisk distance. Efter den hæsblæsende hævnjagt er vi heller ikke blevet klogere på noget som helst. Og går ud af biffen tørstige efter kalorier.

 

Tre hævntørstige mesterværker:

film taxidriverTaxi Driver (1976)
Scorsese er en mester ud i miljøskildring. I Taxi Driver tager han sig særligt af New Yorks rendestensliv med neon, gule taxier, ludere, politikere og gangstere. Efter Vietnamkrigen kører Travis Bickle taxi dag og nat. Han er depressiv og har svært ved at finde livets mening. Han går i pornobiografer, forsøger sig som politisk aktivist og inviterer piger ud. Uden held. En dag møder han en ung teenager, spillet af Jodie Foster, som er prostitueret. Han ser, hun er i knibe, og tager sagen i egen hånd. Det er tid til at rydde op i gadens morads.

 

 

film naadesloeseDe nådesløse (1992)
Clint Eastwood er fænomenal i denne beskidte og hårdkogte western, der vækker minder om 30ernes hårdkogte kriminalforfattere som Hammett og Simenon. En gammel revolvermand, nu landmand, enkemand og far til to børn, tager et sidste job, da han hører, at en luder er blevet skamferet inde i byen af en galning. Han rider mod byen, for at retfærdigheden skal ske fyldest, men fortiden spøger i dette minimalistiske, dog komplekse menneskeportræt.

 

 

film once upon a timeOnce upon a time in the west
(1968)
Den er langsomt fortalt. Og dog er man fuldstændig fastlåst til skærmen. Man drømmer sig langt væk i Morricones musik og de flotte landskaber, da det mest usle familiemord bliver begået af en forbryderbande med ambitioner om at overtage byen. Men inde på en kro sidder en mand og spiller harmonika. Og han er hævntørstig. Dette er muligvis Sergio Leones bedste film og i hvert fald i samme liga som 'The Good, the bad and the ugly'.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser