mandag 30 november 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Fremragende karakterarbejde i Viggo Mortensen-debut

falling film anmeldelse1'Falling' - om forholdet mellem en far og en søn - skildrer et generationsopgør med lige dele humoristisk vanvid og dyb alvor i Viggo Mortensens debut som instruktør.

4stjernerTitel: Falling. Instruktør: Viggo Mortensen. Medvirkende: Viggo Mortensen, Lance Henriksen, Sverrir Gudnason, Laura Linney. Varighed: 112 minutter. Premiere: 5. november.

Der er rigtig hyggestemning i køkkenet. Willis med begyndende demens kigger på sin søn John og spørger, hvorfor han ikke er på arbejde? Han konstaterer, at de har fyret sønnen som pilot, fordi han er “fag”.


Willis er far af den gamle skole, fra landet og en gammel galning med hang til bajere og smøger og jagt, en rigtig mand der nu skal passes af sin bløde søn, der bor i Los Angeles sammen med en asiat og deres adoptivdatter, der også er til stede rundt om spisebordet.


“Er du fra Japan” spørger farfaren, selvom han burde vide, at Eric er halv kineser.
På køleskabet hænger Obama med sloganet Hope. 

“Stemte I på den negro” spørger han. 

Willis har en en barnlig gammelmandsjargon, hvor ord som “bøsse” og “negro” flyver i flæng fra demente mands mund i forsøg på provokation og konfrontation. Det er på en gang hamrende alvorligt, fordi de her ensporede mænd findes i bedste velgående, men også et comic relief, fordi alt det forbudte bliver sagt, og fordi den rutinerede skuespiller, 80-årige Lance Henriksen, spiller Willis med den helt rette “out of this world”-galskab.


Viggo Mortensen, der har også har skrevet manus, har udtalt, at filmen er inspireret af hans egen opvækst med en skilsmisse, der splittede familien. Filmen viser et generationsopgør- og kløft. Et meget karikeret et af slagsen. Bedste eksempel er, da Johns søster, der også er Willis datter, kommer forbi til frokost med sine to børn, en piercet, tyk pige og en lettere androgyn dreng med blåfarvet hår. De er lige udklædte nok til lejligheden, og morfar går da også amok på dem og anklager dem for at være, ja - bøsse og lebbe.

 
En pointe med scenen er nok den, at det er de to børn nok ikke, i hvert fald er det ligegyldigt, men den nye generation er kamæleoner, klæ’r sig som de vil, og har bløde værdier, hvor den gamle mand kun forstår sig på den gammeldags rollefordeling: Altså på patriarken, den handlekraftige mand, og den hjemmegående, omsorgsfulde husmor.


Filmen begynder med et flashback, og flashbacks gennemsyrer hele fortællingen, så vi får to historier i én: Nutiden og netop fortiden, dengang Willis gik på jagt med sin lille søn John, og lærte ham at skyde fugle,. Dengang mænd hørte country, og sønnike fik en flad, når han var provokerende. Men det er også en rørende fortælling om en far, der tydeligvis elsker sin kone og sine børn, men ikke har de følelsesmæssige værktøjer til at udtrykke det.

Særligt Viggo Mortensen og Lance Henriksen stråler i deres roller som far og søn, man tror på Henriksens stenhårde mine, og man tror på Mortensens bløde og reflekterede søn med viftende håndled.
I sidste ende bliver Willis fastlåst i rollen som tyran, der nu skal passes af sin følsomme søn, der gør sit bedste for at bløde ham op og give ham en god sidste tid her i livet. Det er både en stærk og morsom skildring af demensens udvikling.

Anders Højberg

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: