lørdag 25 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Abens år

• Det var abens år. Et ondskabsfuldt og drillesygt år, hvor hun var forfulgt af misforståelser og forlagte nøgler. Lynlåse sad fast og hun ville have mødt en længe savnet ven på et gadehjørne, hvis  ikke hun havde tvivlet på sig selv, og var gået tilbage til sit hus for at se, om brødristeren nu også var slukket.


Hun havde indbrud i bilen og en graviditet udenfor livmoderen. Men glemsomheden var det værste. Den gik også ind og tog stykker ud af hendes eget liv. Årstal og steder, hun havde holdt af, forsvandt over natten og drømme betragtede hende på gaden, men steg ind i en bus, da hun vendte sig.
Alle burde vide, hvor onde de små aber kan være. Hun måtte grine ad sig selv for at overdøve deres latter i det hinsides. 0g måske er det ikke en gang hele forklaringen på, hvorfor alting pludselig blev en overvindelse, for der er ingen som kan vide, hvornår et menneske vælger at gå over på den anden side.
Hen på efteråret lod hun en ung forfatter trænge ind i sig. Hun lagde alle sine hvide prinsedrømme og levende lys ind i projektet, og han var kejtet og sød. Men under hele akten var hendes højre arm fastklemt under ryggen, og under begge deres kroppes vægt begyndte den at sove og afgive en stikkende smerte. Det var nok for hende til at trække sig tilbage og lade telefonen ringe ud i de følgende dage. Man må være forsigtig i abernes år.
Hun trængte til en mand, men kunne begå katastrofale fejltrin. Driften og katastrofen var som to pergament-tynde lag i hjernen, der i små øjeblikke dækkede totalt for hinanden.


abens år,novelle,mifune jönsson,ømag,ørestad avis,litteratur,forfatterEn anden ting som generede hende var hans arbejde. Noget krympede sig i hende, da han sagde, at han var forfatter. Som om at han afslørede en karakterbrist. Hun mistænkte altid den slags mennesker for at have mere brug for at kalde sig forfattere, end læserne havde brug for dem. Men nogen skulle vel skrive i bøgerne.
Der gik et halvt år før hun turde opsøge ham igen. Hun gik hen ad den larmende gade langs den gamle kaserne, hvor han boede til leje, og trykke på en overmalet dørklokke ved den sidste af de mørkegrønne, blændede porte ud til gaden.
Alle fodgængerne på det lange og tillukkede stræk langs bygningen vendte sig en smule i forbifarten, da hun standsede ved den uantagelige port og pressede en stram knap i bund.
- Ja?
Hun sagde sit navn, tvang den grønne dør op til summelyden og var på militært område.
- Kom, lad os sidde herinde på arbejdsværelset sagde han og viste vej.
Hans ungdom overraskede hende endnu en gang og sårede hendes stolthed en smule. Men han var imødekommende og afslappet under sin fraværende og noget uinteresserede fremtoning. Engang havde han været, eller engang ville han blive, smuk.

Forfatteren sagde, at han var glad for at se hende igen, men at han ikke havde været ensom. Han var i gang med et projekt, som drejede sig om at konfrontere det middelmådige med sig selv, for at tvinge det til at tale. For tiden boede fem af personerne i hans nye manuskript i lejligheden.
- De bestemmer stort set alt og kommer hen til mig med deres historier på skift. jeg siger dig, jeg sidder tit som et eller andet udbanket medie foran tasterne og prøver at følge med. Når jeg bliver sulten forsøger jeg at dirigere dem hen til restauranter eller lejrbål, så jeg kan få noget at spise.
Helt vildt, sagde forfatteren. Engageret, og opstemt, og som om at de havde kendt hinanden i månedsvis.
- Og ved du hvad? Du er en af dem. Jeg får en masse at vide af dig, du stykker dig selv sammen, bid for bid. Er det ikke bare mærkeligt. Vildt, sagde han og gik for at lave kaffe i den anden ende af boligen.

Værelset var lavloftet. Til den ene side var der udsigt til en park hvor kuppelen fra universitetets astronomiske observatorium stak op over trætoppene. De små vinduer til den anden side vendte ud mod endnu en park med gamle slotsmure bag store bøgetræer.
Hen over et stort egetræsbord ved gavlvinduet så hun over mod den tidligere kongelige sommerresidens og ned i slotsforvalterens have. Et ekstremt deja-vu overmandede hende, så hun måtte gribe ud efter bordkanten.
Det var en fuldvoksen svane som vraltede rundt i bedet uden at ænse turisterne som var på vej hen mod hvælvingen med den gamle konges inskription. Grim og klodset og ondskabsfuld var den, med halevingen skødesløst strittende ud. Svanegumpen vrikkede fra side til side i kejtede ryk og den sked med et lille skvæt uden at sænke farten henover plænen.  
Men så skete det vidunderlige, at den lige som hørte en lyd, og solen skinnede så varmt og så godt, da bruste dens fjedre, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den og den stod dér - som en engel i et enkelt stillestående sekund, stræbende mod noget ukendt i luften. Lidenskabeligt.
Så foldede den vingerne ind igen og vraltede videre på sine fødder, endnu mere klodset end ænderne. Idet to soldater med bjørneskindshuer skridtede forbi den på stierne med perlemorsgrus, så hun at den standsede for at nippe i endetarmsåbningen.

Forfatteren var imens kommet tilbage og sad og talte om en biograf i Los Angeles hvor han det forrige år havde oplevet en virtuel forestilling.
- Først viste de bare et flammehav. Så blev de forskellige effekter lagt på: lyden af ilden steg op fra alle sider og der blev lukket en skarp røg ud fra nogle dyser under sæderne. Jeg siger dig, temperaturen steg også.
- Nå, men på et tidspunkt begyndte de første gæster at gå. De havde ikke lyst til at opleve en brand, om den så var nok så kunstig. Men jeg blev altså foreløbig, ikke, og lidt efter  blev der sat ild til nogle petroleumsmættede rockwool-baner langs væggene.
- Så skred der nogle flere. De mennesker skulle ikke havde noget af en virkelig brand, altså at illusionen skulle gå hen og blive til virkelighed. Men jeg blev sgu lidt endnu. Indtil ilden fik fat i noget overtøj, som var lagt ude i siderne, og det begyndte at slikke gulvtæppets kanter. Så var jeg skredet.
- Men jeg var ikke den sidste. En fem-seks mennesker blev siddende i hver sit sæde rundt omkring i salen, selv om de vidste, at det virkelig brændte. Før vi blev evakueret så jeg i et sidste glimt at de blev opslugt i en orangegul stinkende ild, og inde i ilden hørte jeg en mand skrig. Han var sådan set vendt tilbage til virkeligheden, ikke, fortalte forfatteren.
Imens havde hun siddet og tænkt, at nogle mennesker er strøtanker, og at han så absolut hørte til den kategori. Han kedede hende. Hendes liv kedede hende. Hun ville alligevel prøve at sætte ham udførligt ind i sin situation, sige at hun befandt sig i en elendig roman, og at når forfattere ikke gør deres arbejde godt nok, er det ikke fordi hændelserne er usandsynlige, men fordi at de forekommer usandsynlige. Han burde ikke være så tilbageholdende.

Vagter trådte an og stod ret og præsenterede gevær nede i tusmørket uden en sjæl til at kigge på.
Der var også udgiveren at tænke på. En hasarderet eller trist slutning (hun tænkte på døden) kunne blive censureret væk. Og der var det typiske spørgsmål, hvad der ville ske, hvis  forfatteren døde før hende selv. Livet ville selvfølgelig fortsætte på den afstukne bane, som hun ikke kendte og heller ikke ønskede at kende, og dog alligevel ville hjælpe ham lidt på vej med. Men retningen.....det var jo regelen, at man forandrede sig. Det kunne gå godt og det kunne gå dårligt, men man FIK SIN TUR.
Hun havde ikke fået sin tur. Hendes liv var en gentagelse af en dårlig vittighed varieret i et endeligt antal misforståelser og tåbelige forglemmelser.
- Jeg frygter intet. Men jeg ønsker at komme ud af mit dødvande, forklarede hun, da han havde spurgt, hvordan det ligesom gik.
Hun var nødt til at sige det, for inderst inde frygtede hun, at han skrev patetiske romanudkast fra sin ungdom ind i hendes liv, skrev hele hendes liv ind i en ny fortid i overensstemmelse med det overordnedes princip, som rækker ind i historien, i psyken og hukommelsen, og kan omarrangere alt i nye enheder. Måske forekommer det ofte og mens mennesket sover.
- Du, har du haft noget med svaner i dit liv? Det er noget du er kommet til mig når jeg skriver. Har du? Han forsøgte at drikke af kaffen selv om den var alt for varm. Hun blev kold,  og vidste hvorfor.
- Jeg kan ikke hjælpe dig. Det liv, du gerne vil leve, bliver realiseret et eller andet sted lige nu. Sådan er det bare. Og det liv, jeg opfinder for dig, skal passe ind i min historie.
- Jeg kender dig jo knap nok....
Han talte til hendes krop på en behagelig måde gennem et diskret vandrende blik. Hvad havde hun på?
Et kjolesæt i grå flonel, netstrømper og sorte sko. Hun kunne se at han observerede og noterede alt imens de talte, omformede hendes bryster og hofter en smule og forestillede sig hvordan han ville kneppe hende.
Hun elskede at blive betragtet, men det hjalp ikke stort på samtalen. Hun fik en mistanke om, at han var manisk og kun skrev til en psykiatrisk overlæge. Kaserneområdet og slotsparken omkransede ham med en retrograd systematik, en standhaftig patos i alle de små ritualer, som ingen brød sig om længere. Han skrev i en nedsænket historisk døs, beskyttet af hærens fornemste regiment.  

- For ikke attale om læserne, fortsatte han. - Du eksisterer i lige så mange versioner, som der er læsere og som der er mennesker, der kender dig.
Hun kunne høre musikkorpset øve et sted i nærheden.
Ingen af hans forklaringer virkede troværdige.
Da hun gik ned ad trappen råbte han:
- Tror du ikke det bliver bedre, når du bliver udgivet?

Alt hvad han havde sagt, vidste hun, at hun vidste i forvejen. Hun var ikke vred, men frygtede at træde ud på gaden til abernes spil og deres tilfældige puds. Hvad den unge måske-smukke forfatter angik, var der blot en smule medfølelse tilbage. Stakkels fyr. Mens hun ledte efter sine bilnøgler i tasken tænkte hun, at han aldrig nogensinde ville blive en stor forfatter. Af smålighed måske, for at plage ham lidt i hans natlige kampe med det hvide papir, besluttede hun sig for at køre hjem og tage sit eget liv. Hvis hun ellers kunne finde de satans nøgler.

Copyright 2010 forfatteren og Ørestad Avi

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser