lørdag 25 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Else Møller af Torbay

Else har givetvis ikke kunnet klare det med skibet, som fik hendes navn, kort før hans kone gennede hende ud af køkkendøren. Måske blev hun sindssyg, og lagde spædbarnet dér, en sen og varm aften, hvor musikken oppe fra pubberne kunne høres svagt nede for foden af klinten

 

Desmond er så gået sin sædvanlige morgenruteud af kajen og hen til sit mærkelige skib, blot forat betragte det fra land. Det tomme klargjorte skib med alt tovværk korrekt opkvajlet og de lysegrønne lugedæksler svagt duvende i svage dønninger fra ebben i Kanalen. Så har han hørt den spinkle klynken fra den hvide bylt. Måske er han gået lidt nærmere sit skib og set noget ligge på dækket. Måske er der gået panik i ham, og han er gået derfra så hurtigt han kunne, med forsigtige afsæt i kajens træplanker, ned af cementtrappen til den smalle strandbred, og den halve mil hen til trappen med de 476 trin op til villaen.

Nu drømmer han ofte om forladte skibe der flyder for egen drift i et stille og diset regnvejr. Og om den hvide bylt som ligger dér, svinebundet langs skanseklædningen, og om Klabautermanden, ham der tog alle mand med sig ned i dybet uden at røre fartøjerne, som sejlede videre, og somme tider passerede tæt forbi andre sejlere og sømænd, der aldrig overvandt det uhyrlige, tavse, skræmmende øjeblik når en mennesketom skonnert skar sig tæt forbi stævnen og pludselig igen var væk. Og han følte ensomheden og hørte riggen knage på spøgelsesskibene, indtil han vågnede.

Nej, Desmond Kuerlevich, kaldet DK, skulle nok aldrig have købt skonnertbriggen Anna Lea, Marstal, for 16.5OO danske kroner. Det var i øvrigt et dårligt køb. Anna Lea havde en medfødt slagside på en halv grad og var misligholdt gennem alle de 27 år, reder Klausen ejede den. Skroget var tjæret ind i asfalt for at forlænge hendes hårde liv endnu nogle år, hvor hun sled i det som stenfisker med et lille grimt styrehus af stål helt ude agter. Riggen var gået sig en tur for mange år siden, i forreste mastehul gnavede et stort hydraulikspil i de møre dæksplanker.

else_moller_torbayMen hun havde nogle linier, som faldt den distræte englænder i øjnene, da han promenerede på havnen med sin nye kone. Det var som om han i lang tid havde vidst, at han ville til Danmark og købe et skib på deres bryllupsrejse. Mrs.Kuerlevich føjede ham. Rover’en, som de havde fået i bryllupsgave af svigerfar, holdt ved stejlepladsen med hjulene drejet i neutral position. Forlovelsen havde varet to år. Efter reder Klausens død og alt postyret om hans hemmelige udskejelser i København, stod nu stenfiskeren som ejer af det syge skib. Prisen var ikke til diskussion, det var varmt den dag, most honourable mr. Jensen kunne få disse16 thousand and a five hundred too, imod that charming brig over there, som bare skulle på et godt værft og have sig en overhaul.

Anna Lea gik for egen kraft til Lynæs, hvor skibstømrer Ove E. Kals var med til at bygge skibet op næsten fra kølsvinet. Herefter udgik det af skibsregisteret i Danmark. En tidligere orlogskaptajn af færøsk oprindelse førte med fuld sejlføring den mærkeligt smukke og stadigt en halv grad hældende skonnertbrig ud af havnen en morgen i november det følgende år. Det nåede Den Engelske Kanal syv dage senere, og lå vinteren over ved yderste mole i Torbays nydelige lystbådehavn. Uden navn og kendemærker.

Else Møller må have lignet det skib, være lige så præget af stille regn og mågeskrig, med et klogt ansigt og en slank krop i en blå hverdagskjole. Måske var det derfor, at han fik lavet de tre navneskilte af træ og med guldtryk med hendes navn på.

På grund af sine forældres forsyn havde Else fået lov til at komme ud at tjene i verden. Hun trådte ind i ægteparret Kuerlevichs hall en marts-dag med toget fra Paddington Station. Herren og fruen talte aldrig sammen i andres nærvær. Når han røg eller lige var kommet hjem fra sine lange gåture langs klinterne, så hun en tristhed og en længsel i hans øjne og fruen var heller ikke glad, men fair mod Else, barsk og venlig. Dagene gik med at pakke store sivkufferter til skovture, skure fliser eller anrette buketter fra haven. Og børnene var uspolerede, elskede.

- Du synes sikkert at vi er skøre her i huset. Men bare vent min pige. Du bliver også gift en dag, sagde fruen en aften, hvor de sad og strikkede og hørte BBC. Der var overhovedet ikke noget beregnende over det fra Elses side. Hun var virkelig hjælpeløst betaget af Desmond og han vidste, at der ikke skulle siges særlig meget og at hans indflydelse netop skyldtes ægteskabets ulykke, som sad i hans øjne.

Når de lå tæt sammen på hendes kammer og han kiggede ind i hendes blege blå øjne, så han en sule, som flød ubevægelig på enluftstrøm.

- Else, sagde han bare. Ingen opdagede deres møder, men det var heller ikke nødvendigt fordi hans kone alligevel mærkede den mindste vibration af følelser i huset. Else Møller blev fyret da hun var gået 12 dage over. Men hun tog ikke hjem til sine forældre i Østbanegade i København. Hun skrev heller ikke til dem om sit fejltrin, men flyttede ned i en pension ved havnen. Ingen så hende nogensinde forlade Torbay, men et år senere var hun selv og det faderløse barn forsvundet. På den samme dag, som ansættelsesforholdet hos Kuerlevichs ville have ophørt, hvis alt ikke var gået galt.

Esbjerg-fiskeren Th. Klamer beretter i Ude ogHjemme nr. 8/78:

“Det var i skumringen og vi havde sat voddet ud 120 sømil øst for Berwickupon-Tweed, på Dogger Bank. Skyerne hang lavt, det blev hurtigt mørkt, men ude i syd lå en sejler på støt kurs, den havde dobbeltmast og fladt agterspejl. Det er sgu ikke hver dag man ser en skonnertbrig for fulde sejl på en bidevind.Vi gjorde ingen fart og jeg ville vente med at bruge maskinen til han var fri af os. Men så ændrede den kurs og slækkede ud, så han tog os bagbord om. Til at begynde med var der en kabellængde derud, men han skar op og gik forbi os med helt totte sejl, så skroget huggede i søen.

Nu var det næsten mørkt, og jævn vind havde vi, men jeg sværger ved min mors grav, at jeg hørte en unge græde derovre på dækket, og jeg så med mine egne øjne en bylt, ligesom et barn der var svinebundet op ad skanseklædningen lige ved vanterne til formasten. Den bylt og barnegråden. Jeg stirrede bare derover så længe det varede, før skibet var fri af os og slækkede ud, så det kom i fart igen. Det først bagefter, at jeg kom i tanke om, at der ikke var mandskab ombord. Jeg lover det, på skibet her! Ikke et øje. Og hvad, det kunne jo ikke passe, sådan som han låog manøvrerede i Nordsøen. Men det gør det”.

Blade af den art er fyldt med sådanne fantastiske beretninger. Jeg havde aldrig sammenkædet alle disse oplysninger, hvis ikke jeg en novembereftermiddag havde set Else Møller,Torbay, ligge ensomt og nedrigget i Frihavnen,så tæt som skibe nu en gang kan ligge i forhold til Østbanegade.

Copyright 2010 forfatteren og Ørestad Avis

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser