lørdag 25 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Kommandør Castörper

- Kan kvinder marchere?

Castörper stod i kommandantens kontor og tænkte ud af vinduet. Han var blevet nummer to i sin officersklasse, og kammeraterne havde givet ham øgenavnet Drømmeren

 

matroser

Den gamle kommandant stod bag ham og pustede, mens han tog sin officerskappe af og talte om isvinteren og alt det salt på vejene som ødelagde hans bil. Og mørket, som gjorde folk syge. Udenfor defilerede en deling konstabelelever forbi i deres stive arbejdstøj. Det var et blandet hold, på vej til hans skib for at påmønstre. Pigerne havde bakset deres lange hår op under kasketterne. Undtagen 2311 Konstancia som havde et lille ironisk smil, han tidligere havde lagt mærke til på kasernen. Han havde også husket hendes navn og nummer, som stod på et lysegult mærke med velcrolukning på brystlommen. I dag hang hendes halvlange, korngule hår løst over skuldrene. Imod reglementet. ET-TOO ET-TOO kommanderede sergenten som gik langs med delingen.

Men selv om Konstancia marcherede med korrekt fodudstrækning og armsving, var hun en kvinde der vandrede roligt afsted og så sig omkring. Hun kiggede op og så hans ansigt i vinduet på første sal. Hun smilede til ham og fløjtede. Det er forbudt at fløjte på værnets tjenestesteder. Ligesom det er forbudt at henvende sig til officerer på den måde.
- Ja, det er Deres nye elever dernede. Kommandanten stod pludselig bag ham.
- Castörper...De bryder Dem vist ikke rigtigt om ideen med kvinder ombord på de sejlende enheder? Jeg forstår! Derfor... Kommandanten skridtede sit kontor af, derfor har vi også udkommanderet en ny skoleofficer, som kan holde disciplinen. De kender ham vist allerede...orlogskaptajn Spock.
- Spock? sagde Castörper og vendte sig fra vinduet.
Han havde ikke set sin gamle klassekammerat fra Officersskolen i 23 år.
- Ja, Castörper. Spock havde vist meget høje ambitioner. Men han endte på orlogskutteren Mågen på Færøerne. Man siger at han har brugt de mange ledige timer derude på at skrive en ny ordensinstruks for Marinen. Da han blev udkommanderet til deres skib, sejlede han langt ud på havet med lukket radio. Vi fandt ham til sidst i Reykjavik, hvor politiet havde afleveret ham døddrukken på  den danske ambassade. Men det er en god mand, en dygtig officer.

 

Få timer senere medlte Castörper minelægeren og skoleskibet Fiona klar til afgang, sådan som han gjorde hver mandag, når de skulle af sted på patrulje i Østersøen. Intet var så beroligende, så bekræftende, som hyletonen fra turbinen, som lidt efter gennemtrængte hele skroget. Deres togt varede altid fem dage, så der var landlov hver weekend.
Han mente selv, at han var en god chef, som forudså konflikter i besætningen, og han gav personellet lang line, så længe hver mand gjorde sit arbejde. Han havde aldrig været typen, der gik op i hilsepligten, og når han tog sig en runde gennem skroget og ned til maskinen, var det kun få, der bemærkede ham.
Castörper vidste også, at han var en paria på sit eget skib. Der var noget krampagtigt over den måde, han forsøgte at være jovial på. Som da han forsøgte at snakke med rorgængereleven, da de lagde kursen sydover efter Drogden Fyr.

- Nå, Sønderborg… (eftersom det vigtigste i henvendelsen var at vise, at man kunne alle navnene)… har de fået fornemmelsen. Der skal jo ikke mange kræfter til at styre med hydraulikken vel?. Rorgængeren gloede bare tilbage.

Castörper gik til briefing i officersmessen. Seniorsergent Blok blev kaldt ind for at give en status over kærlighedslivet. På dette togt var to af de kvindelige konstabler kærester med to mandlige konstabler, en fra maskinen og en fra våbensektionen. Der var ingen nye klager over seksuel chikane.
- Ja, og så er der påmønstret 24 nye elever, som De ved, chef.  Seks af dem er kvinder. De kan hilse på det nye hold efter firevagten.
- Eleverne skal straks gå i gang med at male den skibsside, der skal vende mod kaj, når vi aflægger officiellt besøg i Ystad om en uge. Der er ikke råd til at male hele skibet, Blok. Så lad os sige... bagbord side.
- Javel, chef.
- Man skulle måske også huske at bakke ud af havnen, så den anden skibsside ikke kan ses!
Den nasale stemme kom fra orlogskaptajn Spock. Han sad længst væk fra Castörper og kiggede ned i bordet mens han talte. Castörper kunne slet ikke genkende manden. Spock havde et langt, stridt fuldskæg, men hovedet var kronraget. Bemærkningen skulle vist have været morsom, men ingen grinede. Spocks hænder var knyttede.
- Ja, og velkommen til dig, Spock. Jeg hører at du ikke var meget for at komme ud med os…men måske er det en trøst, at vi er det første skib med kvinder ombord i Værnets historie, sagde Castörper.
Spock rejste sig. Han var en lille, tæt bygget mand.
- De skal vide, Castörper, at jeg ser det som min pligt - min simple officerspligt - at bevise, at kvinder intet har at gøre i Værnet. Man kunne høre hans tunge åndedræt da han satte sig igen.

 

De havde begge været nitten år gamle, da de for lang tid siden stod forskræmte på Eksercerskolens plæne, der er formet som en halv ellipse. Rundt om den lå den asfalterede vej og de 11 identiske bygninger. Helt ukendte med den militære verden blev de skubbet sammen i en ukendt formation, ført ned i en kælder og fik ordre til at klæde sig af. En ung nervøs læge stak dem med en kanyle og tog en blodprøve. De blev ført hen i en anden bygning og klædt ud i stive, mørkeblå arbejdsuniformer med et håbløst, men velment 70’er svaj i bukserne.
De fik den mærkeligt tunge stålhjelm på hovedet, de hørte sergenterne råbe simpelt ad dem og ophæve begreber, som de hidtil havde taget for givet: At ‘gå i seng’ og at ‘spise’ var herefter forbudt. I stedet måtte personellet ‘tørne ind’ og ‘skaffe’ på nærmere bestemte tidspunkter.  
Om aftenen sad de side om side i pudsestuen med det skarpe lys. Nogle syede vaskemærker i tøjet. Andre åbnede den tunge, mørkeblå Grundbog for Orlogsgaster og åndede den skarpe spritduft fra siderne ind, mens de læste og kiggede på billederne af Værnets sejlende enheder. (UDDRAG)

Læs hele novellen og 9 andre på Ipad. Tryk på linket og få mere at vide

...Castörper huskede tydeligt, da sergenten kom ind og pludselig var lidt mildere stemt. Han uddelte et postkort med et luftfoto af Eksercerskolen. Kortet skulle være en hilsen til deres familier.
- Nu skriver alle: “Kære familie. Jeg er vel ankommet. Har orlov på fredag,” sagde sergenten.

...Skibet skød roligt frem i et sølvspejl af stille vand. Som skoleofficer skulle Spock deltage i velkomsten for de nye elever. De ubefarne elver var tavse og blege da de steg ned ad de indre lejdere for at indtage deres formation på agterdækket.

Der manglede én elev allerede. 2307 Bejbel var besvimet, da han første gang blev sendt ned på elevbanjen for at få tildelt sin køje og sit stålskab. Der kan godt lugte lidt af urin og bræk på en elevbanje. Samtidig kan det lavloftede lysegrå stålrum virke klaustrofobisk. I dette tilfælde havde Castörper vurderet, at der kun ville blive problemer med 2307 Bejbel. Han blev overført til landtjeneste inden skibet afsejlede.
Faktisk var det Spock, der som skoleofficer burde have taget beslutningen. Eller givet en irettesættelse. Men Spock havde bare skulet med dette blik, straks faldt ned når man søgte hans øjne. Selvfølgelig var Spock ikke egnet til jobbet som skoleofficer. Men alle officerer tilbagelægger uforklarlige ruter mellem skibe og andre tjenestesteder, som forgængelige brikker i et stort puslespil der aldrig lægges færdigt.

Copyright Ørestad Avis og forfatteren 2010

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser