lørdag 25 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Djævelen i transit

naturlegepladsHan flyver næsten altid, og har gjort det siden ruteflyene bredte sig over hele kloden. Med en flaske portvin foran sig, i natbelysningen på første klasse, mærker han de fysiske ødelæggelser og graden af afmagt i hvert landskab og hver en seng, han flyver henover

 

Lufthavne og hoteller er hans øvrige opholdssteder. Han sidder ofte ret op og ned i en sofa i alverdens flyterminaler, i en lounge for business-folk, og sover med hagen mod brystet mens han venter på det næste fly. Alle er på vej et sted hen. Ingen ved noget som helst om Satan. At han netop er landet fra Tokyo og nu venter på flyet til Stavanger, hvor han skal med et vandfly til Lofoten og tilbage igen, hvorefter han flyver direkte til La Guardia, og derfra over London til den lille Billund Airport i Danmark.
Det sker at han checker ind på et hotel. Men heller ikke receptionisterne bemærker noget usædvanligt. Han er jo stille og fredelig, en ældre excentriker på gennemrejse, men ikke den eneste, som stadig går med flip og hvide handsker. Satan indlogerer sig aldrig samme sted to gange, og er altid alene på det dyreste værelse, hvor han straks tænder for fjernsynet og lader det køre uafbrudt, fordi al væsentlig kommunikation er telepatisk.

Han bruger al sin tid på sit arbejde. Han er sit arbejde, har intet andet formål med at være her. For tre år siden nedlagde han alle sine regionskontorer. Nu står han personligt for rekrutteringen af agenter, og er  på konstant jagt efter nye og bedre folk. Udvælgelsen er vilkårlig, uforståelig og uden det enkelte menneskes vidende. Denne evige rejse på det globale flynet er nødvendig for at finde, dyrke og fastholde en dedikeret medarbejderstab.

Den dag i Fælledparken lignede han en rig udlandsdansker, som i 60 år havde tænkt på sommerdagene i derhjemme, og nu ønskede at gense isboden, pigerne med hyttesko og barnevognene af træ. Eller også var han en af byens særlinge, sådan som han kom spadserende i sine hvide bukser, golfsko og stråhat, uden at ænse de topløse piger med deres smartphones, eller trommerne som kom fra den afrikanske kolonis søndagsskovtur under et stort bøgetræ.

Jeg selv er rekonvalescent. Der var absolut ingen grund til at jeg skulle sidde der på græsset i solen, da han gik forbi på stien og satte sig på en bænk lige foran mig. I mit rastløse humør fik jeg lyst til at tale med ham. Med anvendelsen af den fineste etikette indledte vi en samtale om vind og vejr. Jeg er ikke typen, som letter mit hjerte. Som regel er det mig, der får folk til at tale, når jeg sidder på barerne i de tidlige morgentimer. Han tog et helt hvidt lommetørklæde op af en jakkelomme og duppede sin pande.

“Hvilken herlig ophobning af temperatur og uforløste drømme!” grinede han.

Han satte sig lige ved siden af mig på bænken. Der var en foruroligende elegance over hans  plastiske, hvid-gullige ansigt som indrammede de to sorte øjne midt i de aristokratiske træk. Jeg blev nervøs og fascineret. Han fik mig til at føle mig forsømt, overset. Uden at vide hvorfor begyndte jeg at tale løs, om fyringen fra bladet og sygdommen og mit had til branchen, og jeg talte hårdt og bittert om visse mennesker, og blev ophidset, og  ønskede dem helvedes ulykker.

“Forstår De, jeg har fået det her stempel, og kan aldrig komme videre...”

Mine hænder var knyttede. Det så ikke ud til at røre ham. Han smilede bare, og lettede lidt på hatten for lufte sit hvide hår. Til sidst sagde jeg, at han lignede djævelen selv. Han indrømmede med det samme, som om mit spørgsmål var det naturligste i verden.

“Og derfor glæder deres lidelser mig, det er klart. Men jeg kan også fatte sympati. Kan jeg på nogen måde være Dem behjælpelig?”

Vi aftalte et interview nogle dage senere i udsigtssalonen i Billund Lufthavn. Hvad fanden, havde han nær sagt, det er rart at lette hjertet en gang i mellem. Hvert århundrede bare, ligegyldigt til hvem.

Han har ikke horn, men rigtig nok et hvidt gedebukkeskæg helt ned til butterflyen og den mørke blazer, som er skæmmet af en enkelt fedtplet.

Jeg følte at mit held var astronomisk, men blev også nervøs i ventetiden, jeg sov dårligt, holdt næsten op med at drikke, og tog lange, kølige bade for at skylle min krop, skylle noget af, som jeg ikke vidste hvad var.

Udsigtssalonen ligger på første sal i et hjørne af afgangshallen. Det er svært at finde lufthavne med gode udsigtssaloner i dag, men her er der frit udsyn over hele flytrafikken, eftersom der kun er en enkelt bane i øst-vestlig retning. Jeg var alene på dette underlige mødested med skrammede skolemøbler og fyldte metalaskebægre. Der var hedt i lokalet på grund af de store vinduer. Efter en halv time steg et midaldrende ægtepar stilfærdigt op ad trapperne.  De var sikkert på campingferie, og havde brugt dagen på at se Legoland og Bilmuseet. Nu ville de overvære landingen af Fokker-maskinen fra London, før de kunne gå hjem til deres autocamper ad de nyanlagte asfalterede stier, for at se lidt tysk tv og gå til ro. Normalt ville jeg have studeret dem nøje, og måske brugt dem i en indledning til en artikel, som handlede om noget helt andet. Men lige der i salonen hadede jeg dem. Konens svage jeg, og mandens lille ego, som voksede ud af nakken på hende.

Der stod en gammel model af en lufthavn, hvor man kunne se hvordan flyene lander ved hjælp af radiopejling. Manden pegede på masonitpladen med antennerne af ståltråd og de små røde og gule lamper, mens han forklarede sin kone hvordan det hele virkede. Selv om det var tydeligt, at han ikke havde en pind forstand på radiopejling.

“Et dejligt sted. Ikke sandt”.

Stemmen mindede om en stor hvid fisk med et kæmpe gab. Satan sad pludselig lige overfor mig og talte som i en dansk film fra fyrrerne. (UDDRAG)

Læs hele novellen og 9 andre på Ipad. Tryk på linket og se mere

Satan holdt en affekteret kunstpause, han virkede betaget af sin egen talestrøm. Vi fløj mod øst, og var nu over det mørkeblå vand i skumringen. Piloten var bare noget mørkt foran os.

“Den savanne i Vestafrika var helt TOM, før munkene kom. Jordens overfalde kan være i hvile, i balance. Forstår De det?” råbte han.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser