lørdag 25 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Snefrids forvandling

panel_snefrid_022_0091
Novelle: Snefrid kom ind i deres liv en søndag, hvor Vigdis for en gangs skyld fik lyst til at gå en tur på standpromenaden. Börje var på forretningsrejse for at sælge skibsmaling til militæret, og hun sagde til chaufføren Abidon, at han skulle sætte hende af ved frihedsmonumentet og hente hende præcis tyve minutter efter ved Credit Lyonnais, som lå fire gade længere mod vest.

 

“Mais Madame, êtes-vous sur? Est-ce que je peux venir avec vous?”, sagde Abidon.

Hun afslog. Dette var en af de gange, som indtraf hvert fjerde eller femte år, hvor hun kastede sig ud i noget nyt og farligt. Sidste gang hvade været da hendes kusine fra Thorshavn var på besøg med sin mand, og hun inviterede dem med på kasinoet på Hotel de l’Or og spillede på rouletten hele natten.

Vinden luftede og stranden var fyldt med badegæster og sælgere. Hun fik en helt uventet lyst til at købe en cola og vinkede en sælger hen til sig ved at vifte med en franc-seddel. Han gik hen imod hende men forsvandt af syne i en stor flok afrikanske kvinder i farverige kjoler og tørklæder, som gik den modsatte vej. Da han endelig dukkede op igen, så Vigdis med det samme tøjbylten som lå i  hans køletaske, ovenpå et leje af knust is og skinende, tilduggede coladåser.

Vigdis tog bylten op og viklede et spædbarn ud af tøjstykkerne. Det var en mulat, men helt mørkeblå og stille. Lukkede øjne og kort kruset hår. Colasælgeren begyndte at råbe op for at finde moderen, og mennesker strømmede til for at se barnet i Vigdis favn. Man ville kunne se moderen i opløbet omkring dem. En kvinde i flokken, som knyttede hænderne og stirrede. Med udtryk af lettelse og sorg i øjnene så hun Vigdis bære barnet ind i den sorte diplomatlimousine og køre væk.

Vigdis mærkede barnets kølige krop mod sin  senede og blege skikkelse. Hjertet slog let og langsomt. Hun vuggede barnet mod sit ene, tilbageværende bryst, indtil øjenlågene begyndte at plirre og de små brune hænder greb fat om hendes finger.
I en alder af 45 blev hun endelig mor. Hun betalte for ind-læggelsen på den bedste franske privatklinik, og bad familiens advokat om at ordne adoptionspapirerne, og hun fik barnet døbt i Den norske Missionskirke en søndag i advent, og bragte det først derefter hjem til palæet i en krybbe af siv.

Hun havde valgt et navn fra Snorres Saga, Snefrid blev det, efter datteren til Svåse fra Tofte, som lokkede Harald Hårfager til at gifte sig med hende.

Den mauriske barnepige tog sig af Snefrid i de første år. Vigdis sad for det meste på sin faste stol i køkkenet med sin te og airconditionanlægget på fuld kraft. Der havde hun strikket sine mange islandske sweaters til familien på Færøerne, og nu var det Snefrids tur til at få en sweater i blødt garn med isblomster i norsk mønster. Börje var som sagt ikke meget hjemme, men ude i landet for at sælge maling til militæret. De havde fire vagtmænd, men Vigdis sov alligevel med en økse under sin seng.

Hun havde aldrig valgt at bo her. Hun stolede ikke på de indfødte. For hende var de en flok dyr med AIDS og alle mulige andre sygdomme. Også Østafrikanerne ser ned på folkene her. De finder dem uhygiejniske.

 

snefrid_022_0091

 

Selv de fattigste Østafrikanere forsøger at adskille madlavning og toiletbesøg så godt som muligt, selv om de bor på gaden. Men Vestafrikanerne går ifølge rygterne ikke så meget op i den slags. Oppe i højdedragene mod nordvest - praktiserede man tidligere børnekastning. Et barn blev kastet mange meter gennem luften mellem to mænd indtil de trak deres lanser og barnet blev spiddet til ære for guderne dér.

Hun havde altid hjemve. De spiste klipfisk eller fårekød, som Ole kom med i særlige frostbeholdere. Han var  kaptajn på et af de blå skibe, en gammel ven af familien.

Vigdis ansatte altid tjenestefolk fra Burkina Fasso eller andre lande længere nordpå. Hun kendte kun nogle få franske ord, som var nødvendige for at manøvrere rundt med personalet. De fik små stjerner i hendes lommebog, og Lillejuleaften forærede hun brugte strygebrætter, gryder og plæneklippere til dem, der havde ydet en god indsats.

Hendes mand havde udviklet en uendelig træghed i kroppen efter 27 års ægteskab, og til daglig sagde Vigdis alt hvad der skulle siges, og lidt til. Eller også var det omvendt. At hans tavshed havde tvunget hende til at tale med sig selv, skælde ud på tjenestefolket og irettesætte Börje, hans påklædning, små talefejl og morgenvaner. Herregud, de havde jo kun haft hinanden at tale med indtil Snefrid kom ind i deres liv.

Da hun var bare 25 måneder gammel, fik Snefrid den stilfærdige konsul, som på mærkelig vis var blevet forretningsmand i den tredje verden, til at smile. Et forunderligt smil trængte frem i hans ansigt, der udgjordes af fire skarpe furer og et kraftigt brillestel. Det var midt på dagen, på de hvide vægge hang der mørke reproduktioner af Edvard Munch. Der var mindst 3 lag netgardiner, og køligt. Der var også en konstant sugen og hvæsen fra husets aircondition, de måtte højst have 15 grader indenfor, og det var som regel 30 udenfor, så de var tit forkølede.

Hun kan huske at noget stort kom ind over vuggen og et ansigt svævede højt oppe uden at blive bøjet nedefter, men det begyndte at smile og kom nærmere og udstødte nogle mystiske, nærmest indestængte lyde. Det skyldtes en ømhedsformular, som skulle blive Börjes underlige kaldelyd, og noget som Vigdis  undertiden talte alvorligt om, fordi det lød så sært, ukontrollabelt. Men Snefrid elskede den lyd og udstødte et skrig af glæde hver gang hun hørte hans  Oo-HU Oo-HU Oo-HU.

Da hun blev tre-fire år, flagrede hun rundt om ham, når han var hjemme. Lynhurtigt bevægede hun sig bagom ham, hoppede op i plydssofaen hvor han sad med en dansk øl, eller listede en lille brun hånd ind under den grå jakke til den stive skjorte og kildede ham mens hun sang ‘Ååh, Börjefar, måå jeg ikke nok’.

Og han kunne ikke stå for de sorte øjne og sangstemmen fordi han elskede hende overalt på jorden, og lod hende altid få sin vilje til sidst med et nik der skulle se resigneret ud mens hun forsvandt som en vind ud i haven og ofte over muren og hen ad den smalle lertrampede sti, forbi Supermarché, hvor friske jordbær netop var fløjet ind fra Marseille, og ind i byen af blik.

Snefrid var hurtigt begyndt at tale både færøsk og fransk. I en alder af fire år var hun bedste venner med kokken, chaufføren, vagtmanden og gartneren. Hun var tolk for Vigdis, når hun en gang imellem vovede sig ned på markedet. Og ved konsulens cocktailparties gik hun rundt for at lære alle gæsterne at kende. Hun havde fået langt, sort hår og store dådyrøjne. Hun hvirvlede rundt som en sky i selskabet.

Vigdis indførte enetimer i islandsk. Snefrid kunne næsten ikke sidde stille på gulvet imens, men hendes adoptivmoder var fast besluttet på af læse alle sagaerne sammen med hende.

Da Snefrid var seks år gammel, kom de til historien Harald Hårfager og Svåse fra Tofte. Det regnede udenfor og Vigdis læste lidt langsommere end normalt. For hun havde faktisk glemt historien bag navnet Snefrid, så man kan ikke bebrejde hende. Hun hævede sin spinkle stemme for at overdøve styrtregnen på taget og airconditionanlæggets hvæsen:

“Da kongen atter kom til Svåses bygd, gik Svåse til hans lejr og bad ham følge med hjem, hvor Harald så Svåses datter Snefrid, den fagreste, rødkindede kvinde én kunne se (..). (UDDRAG)

Læs hele novellen og 9 andre på Ipad. Tryk på linket og læs mere

 

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser