lørdag 25 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

DØDSFALD

skeet-field-layout
Hastighedsfænomenet Theodor Piatnik, er død 52 år. Th. Piatnik var i mange år før sin død blind, og bundet til sin kørestol. Forrige sommer forsvandt hørelsen, hvilket alt i alt var en befrielse for min ven

 

Og fredag nat var det så hjertet, der slog sit sidste, forhastede slag. Men vejret er vidunderligt, og jeg vil snart traske ud i foråret, fast besluttet på at fuldende livet ligesom Theodor var det. Uanset hvor fristende det hinsides tog sig ud i hans plagede sjæl.

De færreste unge mennesker har hørt om Theodor, men alle der var unge i 70’erne husker de berømte TV-udsendelser med musikalske arrangementer af Bob Ramsing, hvor amatørjægere skød til måls efter ‘TH’ på en skeetskydningsbane, og hvor han altid undveg projektilerne.

Vi få, der holdt oprigtigt af Theodor, ønsker at han bliver husket for andet end det. Vi kendte ham som en helt almindelig dreng med et alvorligt handicap.
Hans liv i smerte og frygt begyndte en morgen, hvor han blev vækket af en solstråle, som var krøbet over vindueskarmen på første sal. Med ét bredte strålen sig med en mystisk fart hen over væggen. Moderens skridt på trappen lød travle, men tunge som altid. Døren sprang op, men uden larm. Hendes tunge krop rykkede slangeagtigt, klodset hen imod ham.

"Hun så bekymret på mig og talte beroligende. Men ordene svarede ikke til mundbevægelserne", sagde Theodor til mig længe efter, da det var endeligt fastslået, at hans opfattelse af tid havde forskubbet sig skæbnesvangert.

"Det var svært at adskille tingene. Pludselig råbte hun, pludselig var hun nede af trapperne, og øjeblikkeligt tilbage igen med huslægen. Jeg husker tydeligt, at han gav mig stetoskopet på, så jeg kunne høre den vanvittige dunken inde i mit bryst. Så blev det mørkt, min moder tændte et lys og satte sig på en skammel en anelse bag mit hoved. I et glimt så jeg hendes hænder strikke en halv meter af et halstørklæde. For at opmuntre mig sang børnevise om træet på bjerget langt ude i skoven. Hvert vers gentager ordene fra det forrige vers, så versene antog kolossale dimensioner i mit hovede. Det var forfærdeligt. Men hun vidste jo ikke, hvad jeg fejlede."

Da Theodor vågnede igen og så solstrålen på vinduets karm, hørte jeg selv hans skrig nede fra stuen. Vi besluttede at lade ham ligge. Først ved middagstid gik jeg op til ham. Han lå i sengen med dirrende krop og bind for øjnene. Han stammede, var stakåndet og vendte sig uroligt efter lyde. Jeg løsnede de snore, vi havde bundet ham fast med, og lagde mig stille på gulvet ved siden af sengen. Det fik ham til at slappe af. Langsomt begyndte han at hæve sig med albuerne, og jeg fulgte med, så vi langsomt rejste os op på samme tid. Det hele tog vel en times tid. På et kvarter gav vi hinanden hånden. Efter endnu fem minutter sagde han ‘Goddag, Tom’. Med nogenlunde normale bevægelser gik vi ned i stuen.

Hans moder Heike og jeg udviklede et nært forhold i de følgende dage. Jeg gik med til at lege med ham hver dag, og melde mig ud af fritidsklubben, eftersom Heike og mine forældre kunne se, at jeg var den eneste, der kunne bringe lidt ro i Theodors sjæl. (UDDRAG)

Læs hele novellen og 9 andre på Ipad. Tryk på linket og læs mere

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser