mandag 14 oktober 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

SHELTER. Kap. 10: Them living in caves

Resumé: De grønne vagter fra jobaktiveringsfirmaet “Love My Life Institute” kører rundt på villavejene for at finde Jack, når han pjækker fra selvudviklingskurserne. Før hans kæreste Connie tog afsted på seminar i hvid magi i Sverige, havde hun kigget underligt, oplyst og afklaret på ham, som om hun tog afsked. Nu er hun forsvundet sammen med deres datter Siouxsie. Han opsøger sine få venner for at søge råd, men ingen kan hjælpe ham. En nat sender Connie en mail, hvor hun forklarer, at hun har forladt ham, 'for hans egen skyld', og at alt nok skal blive godt igen. Jack har lovet at fortælle en 'livsbetydende historie' som en del af jobkurset. Han fortæller endelig om dengang hvordan politiet brækkede hans arm sidst i firserne. Kursuslederen er ikke tilfreds.

 


I frokostpausen blev Jack kaldet op på første sal. Bent sad bag skrivebordet i sit hjørnekontor, men rejste sig med en usædvanlig gestuts og gav Jack hånden.
“Sæt dig. Kaffe?”
Jack gik hen til vinduet og så ned på vejen og rækken af parkerede containerlastvogne langs de elektriske hegn omkring de transkontinetale selskabers varelagre. Ingen politibiler i sigte.
“Det jeg skal fortælle, er at vi er nødt til at lade dig gå…”
“Gå?”
“Vi kan ikke afvikle resten af dit forløb, eller tilbyde dig at komme med på næste modul. Du behøver ikke at komme mere.”
“Og hvad med pengene?”
“Du vil modtage din kontanthjælp helt normalt, på en bankkonto, en gang om måneden.”
“Nåh, jamen, det lyder da fint…”
“Ja det er skide ærgeligt, Jack. Den sidste uge har du virkelig arbejdet med dine blokeringer. Selv om du ikke er klar over det selv.”
Jack satte sig og tog sig til hovedet med den ene hånd.
“Bullshit. Jeg har udnyttet det her system i årevis. Var det her projekt ikke sidste chance? Var det ikke det, du sagde?”
“Jeg beklager virkelig. Men I er blevet for mange, Jack. Der er kommet nyt cirkulære. Vi samler kræfterne omkring de letteste. De tungeste må klare sig selv. Det vil de jo også helst.”
“De letteste?”
“Jeg ved ikke om du følger med i den slags. Men antallet af personer på overførselsindkomst stiger. Samtidig med at der er desparat brug for arbejdskraft. Folk siver ud i systemerne, Jack. Kontanthjælp, understøttelse, efterløn, pension. Det hele stiger og stiger.”
“Hvad har det med mig at gøre?”
“Jeg burde ikke fortælle dig mere. Men vi får opsagt vores kontrakter. Hele instituttet skal omlægges. Vi skal ud på arbejdspladserne, og finde ud af hvorfor folk ikke gider mere. Og sætte ind med programmer, som gør dem glade for at arbejde. Vi bliver til Love My Job instituttet.”
“Hvad med de andre på holdet?”
“Mellem os. Han satte en finger for læberne.”
“De får et par uger mere. Deres tilknytning til arbejdslivet er en smule bedre end din. Måske kan vi få et par af dem tilbage. Men jeg tvivler. Der er panik i branchen.”
“Panik?”
Bent slog ud med armene, holdt en pause, og talte til vinduet.
“Jamen for helvede. Et er at tvinge 50.000 dovne skiderikker til at arbejde. Men når 400.000 såkaldt almindelige mennesker begynder at udnytte systemet, så bryder det sgu sammen.”
“Det giver da masser at lave til dig.”
“Ha! Jeg er ved at være træt af det hele. Jeg tror jeg siger op og går hjemme et stykke tid. Min ældste søn er 14. Han har altid gerne villet lave noget med mig. Nu spørger han ikke mere. Har du børn?”
Jack nikkede.
“Måske havde mine børn været lykkeligere, hvis jeg havde levet som dig Jack.”
Jack smilede.
“Jamen Bent. Vi kan jo ikke være på støtten allesammen, vel. Hvem skal betale skat?”
“Det er sgu da ikke penge, der er problemet. Det er bare noget vi prøver at bilde jer ind. Forbruget, det er problemet. Hvis først vi holder op med at købe, så er systemet virkelig på spanden.”
Jack blev fulgt til døren og fik en hånd på sin skulder.
“Forresten. Du fik en hundredemand for meget i går.”
“Du sagde der var nye satser?”
“Jeg øh.. tog fejl. Undskyld. Har du 100, du kan give tilbage?”
“Nej!”
“Så husk det lige. Du skylder mig en hund, Jack.”
Han fik et kvarter til at samle sine ting – men der var ikke nogen ting at samle sammen. Fahrouk lovede at kontakte ham, hvis de vandt på lottokuponen. Mogens og de andre gav hånd.
“Hvad fanden er det for noget?”
“Spørg de høje herrer,” sagde Jack.
“Må du finde ly under Herrens nådighed og barmhjertighed,” sagde Arne og gav ham et kram.  

 

Hjemme på vejen stod Verner ude på fortovet, lænet op ad riven, og betragtede Jack.
“Er hun ikke taget hjem til sin mor. Der plejede vi at finde de fleste, når der havde været husspetakler i de pæne kvarterer...”
Jack ænsede ham ikke men fortsatte ind i indkørslen med det lange græs mellem fliserne. Men pludselig vendte han om og gik direkte hen imod Verner. Han pegede på ham med begge sine pegefingre.
“FUCK, nu kan jeg huske dig. Verner! Er du klar over, at du engang har brækket min arm?”
De stod helt tæt nu. Verner bevægede sig ikke, men så dukkede et lille smil frem på hans ansigt.
“Det er da ikke helt umuligt, Period.”
Jack talte sagte mens han så Verner lige i øjnene.
“I gjorde det jo nærmest for sjov. Trængte os op i en baggård og tæskede løs på vores arme, bare fordi vi så anderledes ud.”
Verner lænede sig frem.
“OG fordi I havde smadret alle ruderne i banken. OG fordi I nærmest bad om det..”
Jack trak sig lidt tilbage og rystede på hovedet.
“Og nu bruger du din tid på at holde øje med mig, og ringe til politiet hver weekend. Din stakkel. Psykopat”.
Jack gik. Verner råbte efter ham.
“Man holder aldrig op med at være betjent, Jack Period. Jeg kender sådan nogle som dig!”
Jack hilste med en fuckfinger over skulderen.
“Tikkende bomber er I. Tikkende bomber!”  

Jack lagde ikke mærke til hemlens rødmen og den aftagende trafik på ringvejen, som gav området en slags aftenstilhed. Dels på grund af et tilbagefald i hans tinnitus, dels på grund af en unormal lyd af et eller andet - i huskonstruktionen - noget som gav et lille knæk fra sig.
Der var ikke mælk til kaffen. Klokken var så mange, at han nødtvungent måtte benytte sig af den lange åbningstid i Superstore. Atter en gang i samme uge entrede han MegaMall, vandrede igennem den næsten tomme, indre handelsgade hvor de unge salgsassistenter gjorde klar til at lukke, og ind i supermarkedet, hvor han gik de 300 meter ned til mælkeskabene, som var placeret længst muligt fra udgangskasserne, så man var nødt til at passere det Kina-importerede tøj, parfumesektionens skarpe hvide landskab, de høje skumle reoler med chips, slik og fabrikskager, vinafdelingen og bageriet. Han åbnede en glaslåge for at tage en liter skummetmælk ud af kølemontren, men tog i stedet fat i en andens mands hånd, som om de hilste på hinanden fra hver sin side af detailhandelens slørede kulisse. Forbrugersiden og lortejob-siden. Den side han frygtede at ende på. Det viste sig, at de begge famlede efter den samme mælkekarton, Jack ude fra butikken, den anden mand inde fra det store kølerum.
“It is to old!. It is trashfood. You give it!”, råbte manden inde i kølerummet. Han var lille, havde stort mørkt hår. Jack syntes at han havde set ham før. Manden vendte sig og gik hurtigt ned i den anden ende af kølerummet. Han havde ikke uniform på. Jack så ham smide ti mælkekartoner op i en indkøbsvogn, som i forvejen var fyldt til toppen med udløbne varer. Med den anden hånd trak han endnu en fyldt indkøbsvogn, og trillede dem begge med sig ned af en slidske til parkeringskældrene.

Jack stod i kø bagved to overvægtige familier, som stod og spiste pølsehorn mens de ventede på at betale ved kassen. De havde købt flere dusin frosne kyllinger og store svineudskæringer. Da han kom ud af SuperStore, gik han ikke hjem igennem centret, men tog den stejle trappe ned til sideindgangen. Her lå vareindleveringen også, en bred vej som førte ind under MegaMalls indre, så bred at lastvogne med 40 fods containere kunne komme ind med fler asiatiske helvedesmaskiner og tarvelige klude. Han var lige ved at gå ind i de lille mand med indkøbsvognene på hjørnet. Manden gik bare videre ude på cykelstien, fordi fortovene var af groft tilhugget kinesisk importgranit, som vognene ikke kunne køre på. Det gik langsomt med én indkøbsvogn foran sig og én bag sig. Jack fulgte langsomt efter langs den 600 meter lange vinduesløse facade på MegaMall. Ved næste hjørne drejede manden til højre og fortsatte opad til gangbroen over motorvejen. Om lidt ville han nå de nyanlagte veje som løb ud i intetheden.
Jack stod og studerede den lille, seje mand og hans to topfyldte indkøbsvogne. Han fik lyst til at se, hvor han skulle hen. På den anden side af motorvejen standsede manden ved tomme byggegrunde og trafiklysene, som stod og skiftede signal efter et forudprogrammeret mønster, med rådyrene som de eneste vidner. Når der i tre timer ikke var kommet nogle biler, fordi vejene ikke var åbnet endnu, skiftede lysene for ligesom at vise, at de var der endnu. De ubebyggede grunde bredte sig til begge sider, fyldt med murbrokker, bunker af lerjord og kampesten, knækkede fliser og en enkelt udtjent gravko. Jack holdt meget af stedet. Naturen kørt op, begravet, ødelagt. Intet af det, som erstattede den, indeholdt betydning. Intet af det havde fået  navne, ejere eller beskuere. Han undgik som regel altid den såkaldt oprindelige natur, den var pakket ind i ord og følelser, som man forventedes at skulle stå til ansvar for.
Lige dér hvor den nyasfalterede og vellugtende vej løb ud i grus, vandpytter, lerjord og vissent græs, kørte den lille mands to indkøbsvogne fast. Jack kunne se, at vognene var fyldt med bulede mælkekartoner, grålig kødfars, revnede spaghettiposer, ildelugtende margarine og gamle fladmaste pakker med gær stablet ovenpå hinanden.
Manden havde en habitjakke som var for stor til ham og manglede knapper, gummiskoene var til gengæld helt nye, men af den billigste supermarkedsmodel.
“Hey, jeg har sgu da set dig før!” råbte han på 20 meters afstand. Manden vendte sig og vinkede ham væk.
“You never saw me before. You dont see me now.”
“This summer, at the festival. Remember? You said you came from hell?”
Jack Period havde mødt den lille mand på Rosklide Festival som han troligt deltog i, sidste år var hans festival nummer 23. Den lille mand havde stået ved en af de lange udendørs fadølsbarer med tre store affaldssække, fyldt med fladtrampede, tilsmudsede og tomme plastikølbægre, som han kunne få 25 øre for stykket. Der var flere af dem. Unge og ældre romanier, som gik og samlede bægre dag og nat, imens glade, fulde, velnærede, smukke, sexede skandinaviske unge hørte musik, dansede, elskede og powershoppede i teltbutikkerne. De var i konstant bevægelse rundt omkring musikteltene og på campingområdet med store affaldssække som langsomt blev fyldt med bægre. De ventede tålmodigt bagved grupperne af unge rødmossede fyre med solbriller, som hældte fadøl i sig, og havde hånden parat til at gribe det tomme bæger, så snart en af dem slap det. Da det blev den lille mands tur i baren, talte den unge piger de ulækre bægre op, iført beskyttelsesdragt og plastikhandsker. De udleverede en håndfuld mønter til de sorthårede mænd uden at skænke dem et blik.
Jack havde stået ved siden af og drukket af sin medbragte whisky fra en lille feltflaske mens han prøvede at forklare to svenske piger forskellen mellem Periods og Ebba Grön i begyndelsen af firserne. En periode som nok lå fire eller fem år før de to piger havde set verden for første gang. De lyttede interesseret, og spurgte til Crass og Exploited, som Jack havde set og hørt på et trip da han var i London i '80. Periods havde de aldrig hørt om. Da han ikke gjorde tilnærmelser til dem, var de blevet stående for at snakke, men Jack havde mistet interessen. Han havde været der. 18-årige svenske studiner med opskubbede bryster og masser af læbestift. Så lagde han mærke til den lille Romani, som stod og halede affaldet op af sin mudrede sæk.
“Hello, who are you?”
Manden havde kigget på Jack med trætte øjne.
“I am nobody.”
“Where do you come from?”
“I come from hell.”
“Come on, tell me. How did you get here?”
Manden stod stille et øjeblik og så direkte på Jack. Hans hår var uklippet, hans hænder usoignerede.
“I come from hell.”
Så fik han sine 23 kroner i små mønter fra baren og forsvandt i mylderet af hardrockere, interraliere, gothics, newpunks, deathpunks, dubbere, skas og hiphoppere.  

Nu stod de her i endnu en lidt akavet situation omkring solnedgang, med to overfyldte indkøbsvogne der dryppede af margarine og kødsaft. Jack var kommet nærmere, og kiggede på manden, som tilgengæld trak sig langosmt tilbage.

“I never see you before. So what do you want? What are you doing here, in this dead land?”

Romanien blev ved med at vinke afværgende mens han kiggede nervøst ud over sletten og op af vejen til Megamall, som tronede i sin gigantiskhed et par hundrede meter fra dem på den anden side motorvejsgennemføringen.
“Relax. So, I have never seen you. OK. But what kind of business is this?”
Efter en pause begyndte manden at tale.
“This is good stuff. Superstore so big, you can just walk in and take old food. The things they sell not. It is OK, the manager says.”
“Who is it for?”
“Me and my friends.”
“And where do you live?”
“Oh, mister, we live nowhere, smilede den lille mand.”
“We dont live here at all. We dont exist, you understand? I can get trouble with police you know...”
“But this food, it makes you sick!”
“Sometimes get sick. yes!”
Manden grinede igen.
“Sometimes get very sick. but many many do it! Also your people. Them living in trees. And them living in the big cave.”
Jack studsede.
“Who’s living in trees and who’s living in caves?”
Manden pegede ud over sletten.
“You dont see us. We are invinsibi!”
Han grinede igen, nervøsiteten var forsvundet, de var kun to mennesker midt på en øde byggetomt. Jack tilbød en cigaret og de røg sammen i tavshed.
“My name is Andro,” sagde manden lige pludselig.
“the people living in caves? Who are they?” spurgte Jack.
“Ah, they look like you. Them live out there,” han pegede ned mod skoven i syd, otte kilometer  derfra, på den anden side af den øde slette.
“Them very idea-lis-tic. I dont like. Them feel better than us..”

Langt ude over en jordvold kom tre mørkhårede og magre mænd gående.
“Ah, my friends.”
Da de var henne ved krydset, gav romanien hånd til dem alle, så begyndte en yngre fyr at råbe kommandoer, og de læssede mandens varer over i nogle kraftige militære vadsække og begyndte at bære dem tilbage over lerbjergene og ud på sletten.
“By the way. Tirana I come from”, sagde manden og vinkede farvel.

Fortsættes..

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser