mandag 14 oktober 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

SHELTER. Kap. 11: Røvsvedende fallit

Resumé: Jack er gået i stå. Hans kæreste Connie har fået nok af hans ledigængerliv og mangel på ambitioner - udover at få en førtidspension - og rejst væk for en tid med deres datter. Han modtager mystisk hadepost fra gamle fans af hans punkband The Periods og er blevet ‘fyret’ fra sit aktiveringsprojekt på det private “I Love My Life Institute”. Det er gået op for ham at hans genbo - den irriterende og pedantiske efterlønsmodtager og tidligere politikommissær Verner, faktsik var den mand som brækkede hans arm i en port i Rosenborggade under en BZ-demo for 26 år siden. Og alligevel er han den eneste, som hilser på ham hver dag.


Hjemme igen. Postkassen. Han fik lyst til at kradse Connies navn væk af postkasselåget. Men også Siouxsies? Fuck. Inde i et katalog fra et byggemarked lå et aflangt stykke gråt papir, foldet sammen og tapet i den ene side. Det var en tegning fra Siouxsie. Den forestillede nogle bål, nogle nøgne mennesker med langt sort hår og en Buddha i meditationsstilling. Solen var kæmpestor og der var  bølgelinier fra jorden og menneskerne, som om de afgav store mængder vanddamp. Nederst havde Connie skrevet for hende:

”Hej far, vi er på en dejlig rejse, jeg savner dig ikke endnu. Jeg bygger hule med Klement og spiser kylling. Du skal måske også komme! Kærlig hilsen S.”

Han vendte papiret og så efter et poststempel. Der var ikke noget poststempel. 

Han begyndte at lede huset igennem for at finde koden til Connies konto. Men faldt i søvn på sofaen. Næste morgen ringede vækkeuret, eller mulighedsuret, som Connie kaldte det, engang hun var kommet hjem fra et af sine første managementkurser, hvor en kendt tv-vært havde fortalt om sin ”opportunityclock”, som hver morgen tilbød ham en ”ny dag, åben for dine ønsker og drømme.” Meget underligt, at det vækkeur ringede, to døgn efter at Connie var rejst med Siouxsie. Hun plejede heller aldrig at bruge det. 

Han havde sovet dårligt som følge af en slags røvsved, som kløede afsindigt. Han kløede igen, han fik sår og hæmorrider. Fopr et par år siden var han blevet bange for, at han måske havde indvoldsorm, og gav modstræbende Birte Bak lov til at undersøge problemet. Det var en aparte oplevelse. Men der var ingen orme.

Ude i postkassen var Dustbin Dead ankommet, med en forsidetegning hvor man så op langs et højhus. Luften var fyldt med faldende kvinder og mænd i citydress, med mapper og paraplyer i hænderne. Vandhanen dryppede. Skuffen med klare plastposer, madpakkepapir, bagepapir og sølvpapir stod halvt åben. Jack rev en pose af, men rullen så nøjagtigt lige så stor ud som den altid havde gjort. De andre ruller lå side om side, stolte, urørlige. De ville overleve ham, fortsætte deres liv efter ham i denne del af virkeligheden, denne underlige parentes i verdenshistorien, hvor mennesket blev indfanget af sin egen bevidsthed, gjorde sig selv til en gud, begejstredes af gentagne selvspejlinger, selvhøjtideligt ophøjende små kruseduller til kunst, følende sig forpligtet til at respektere en hver sygelig tilbøjelighed, dyrkende massemordere som byronske personligheder. Dernæst, i samme parentes, imploderede det forsvarsløst i sit eget net af selvfedme, gik i frit fald gennem tre århundreders falske spejlsale, ud gennem køkkenregionerne og hen over den bare jord, hvor det måske ville lykkes at finde fodfæste inden natten på en sørgelig knold af ængstelig, sammenbidt pietisme.

Han satte Siouxsies ”Thomas og vennerne” på DVD’en. Dukkefilmen handlede om om damplokomotivet Thomas og hans venner, som lever et hårdt men lykkeligt arbejdsliv på de engelske jernbaner. 

”Stephney kører normalt på Klokkeblomstruten, men hjælper til på stationen, hvor de andre lokomotiver bor. Nu er Stephneys besøg ved at være slut. - Vi kommer til at savne dig, sagde kontrolchefen. - Vi har meget travlt her på stationen, og jeg er tilfreds med jeres arbejde. Men vi har brug for hjælp, og det eneste vi kan få, er et diesellokomotiv. Gør nu jeres bedste for at undgå uoverensstemmelser. Hvad skal det betyde, sagde Doc. - Det betyder at diesellokomotivet er besværligt! svarede James. Og det var han. Dieselen så sig om i remisen. - Ikke så dårligt, I er i det mindste rene, snerrede han. Lokomotiverne måbede. - Det er ikke jeres skyld, men kontrolchefen skulle få flere af min slags. På med brændstof og et tryk på knappen, så er jeg er afsted. De skal mase med jer i timevis, før I er klar. Lokomotiverne var rasende. Næste morgen holdt de protestmøde omkring drejeskiven. - Skandaløst! brummede Gordon. - Modbydeligt, sagde James. - Uforskammet, fnyste Henry. - Vi burde give ham en lærestreg, men hvordan gør vi det? De fik chancen før end forventet. Diesel brummede afslappet. En inspektør så til, mens en mekaniker lavede de sidste justeringer. Vinden blæste inspektørens hat af. Diesel var klar. - Se nu på mig, Doc og Stephney, så skal jeg vise jer noget. Han trillede stolt over mod sine vogne. Så skete det. BUM, BANG. Diesel rystede, skramlede og standsede. Imens ledte inspektøren efter sin hat. Diesel fnyste af arrigskab da Doc og Stephney skubbede ham ind i remisen. - Min hat, udbrød inspektøren. Du har suget min hat ind i dit luftindtag. - Pyt med din hat, sagde kontrolchefen, - toget skulle have været afsted nu. Du må trække det, Doc, vil du være rar at hjælpe Stephney? - Ja tusind tak! råbte Stephney glad, jeg vil gerne have en lang tur på min sidste dag. Lokomotiverne var hurtigt klar. - Gordon overtager på halvvejen, så I må skynde jer afsted! Held og Lykke! - Bare rolig, smilede Stephney, - vi skal nok være der til tiden. Hele følget trillede forsigtigt ud af baneterrænet og ud i det åbne landskab. - Så spurter vi, tøffede Steårdt arbejde. Endelig rullede de pænt og roligt ud af skinnerne imod den store station. - Hej, sagde Gordon, - I kommer for tidligt, det var en streg i regningen for diesellokomotivet. James siger, at han er meget syg, og står og surmuler i remisen. Det har han godt af, sådan som han er! Og Gordon brusede afsted. Næste dag kom alle lokomotiverne for at sige farvel til Stephney. - Kom snart og besøg os igen, fløjtede lokomotiverne. - I er også velkommen til at besøge mig på klokkeblomstruten, svarede Stephney, og så tøffede han afsted. Og hvad så med Diesel? Han havde sneget sig ud mens ingen så det. Han sagde ikke farvel til nogen. Men efterlod sig to ting. En temmelig ækel lugt og en bulet bowlerhat.”

”Knud skal lære at styre sit temperament. Hvorfor kaldte han ikke på en voksen?”

Ordene bevægede sig gennem luften et stykke over Jacks hoved. Han lukkede øjnene og kiggede på sin barndoms tomme skolegård i Asnæs. De røde mursten, det røde tegltag, de store, hvide vinduesfag, efeuen og den grålige, stenbesatte asfalt. Den smukke frk. Prahm havde igen kaldt hans mor til samtale på skolen. Jacks lilla sæbeøje og to forstuvede fingre var anledningen; Han havde været oppe at slås igen, som det blev sagt. Denne gang havde han imidlertid fået utvetydigt mange tæsk.

Det var begyndt 12 timer tidligere, midt om natten, da hans mor vækkede ham forpustet og sagde ”Kom, Knud, kom ned i stuen, de lander på månen!”

Med dynen omkring sig tumlede han ned ad trappen og satte sig foran det lille grå plastikfjernsyn fra B&O, hvor en Michelin-mand netop trådte ned fra en stige og satte foden i en sandkasse som var oplyst af projektører. Ligesom dengang de spillede strandfodbold med gymnastiklærer Stolpe på feriekolonien, og han tændte forlygterne på sin nye Toyota Crown, så de kunne spille videre, da det blev mørkt.

”Et lille skridt for et menneske, men et stort skridt for menneskeheden” hviskede hans mor. 

Jack var søvnig da han mødte i skole tre timer senere. Historielærer Otte sagde ”I vil altid huske denne morgen. Om mange år vil jeres børn spørge jer, hvad i lavede den dag de landede på månen.” 

”Det var da bare en strand” mumlede Jack. Der blev stille og de nærmeste elever vendte sig om. 

”Hvad siger du, perker?”

”Der var projektørlys på. Det var jo bare en film...” 

Et skrald af grinende børnestemmer slog ud i klasselokalet, 

”En strand! Perkeren tror, at de landede på en strand!”

Historien kørte hele skolegården rundt i frikvarteret og det endte planmæssigt med at tre af de store drenge slog kreds om ham, begyndte at udspørge og skubbe, og så videre. Der skulle ikke så meget til at starte Jack, han sigtede efter den største af bonderøvene og knaldede sin knytnæve ind i kartoffelnæsen. Og så videre og så videre i al sin banalitet. To af dem holdt om hans arme og vred dem rundt, kartoffelnæsen begyndte at arbejde på hans ansigt. Slag på slag. Næseblod, blåt øje, knækket fortand. Han græd ikke. Mere var der ikke at sige. Heller ikke, at han ventede på det rette øjeblik, inden alt blev sort, og fik placeret en støvlesnude i nosserne på det dejagtige landbosvin. Ingen grund til at beskrive banal uro i en skolegård yderligere. Jack spændte den sidste rest af muskelkraft for at tricke de to andre, de reagerede automatisk med at holde ham endnu fastere, og idet de slækkede på deres greb igen rev han sig løs med sine sidste kræfter, kastede sig ned, rullede rundt og kom på benene. Og sådan kunne det blive ved. Nu kom de en ad gangen, hvilket gjorde sagen mere overskuelig. Den første var for usikker og tøvende, kunne ikke bestemme sig for om han skulle slå mod hovedet eller vælte Jack rundt. Detaljerne er obskure, skammelige. Jack gik instinktivt ned i knæene, ventede på at fyrens kropsmasse kom i fart, og fangede hans arm i bevægelsen, vendte sig hurtigt og lavede springbuk på den flyvende masse, skød ryg mens han hev i armen, så kødstykket fløj et par meter og ramlede ind i boldbanens rækværk. 

Sådan gik der endnu nogle minutters afskyelig, koncentreret og evigt ligegyldig kamp mellem hanner. Den næste kom væltende, endnu mere usikker i lyset af sin foregangsmands skæbne. Adrenalinet virkede igen på Jack, der var alt for meget blod i hans hjerne og hans øjne, han stod fast, stødte sit bryst mod kirketjenerens søn Ove, greb ham i kraven og sparkede skråt ind under hans ene knæskal og ned, så huden på skinnebenet skrællede af og han skreg. Den sidste, kartoffelnæsen med de 40 kilo i overskud, havde slet ikke lyst til at kæmpe. Han sad allerede på sin Kreisler knallert, sparkede kickstarten og pegede på Jack: ”Du er død, perker, død”.

Men det var lang tid siden og nu kunne han høre ‘Delveaux’ med Secret Oyster, hvad få kunne, og ingen andre som han kunne, efter at have røget en halv joint. Ingen. Fordi alle forgangne, nuværende og kommende bevidsthedsformer og følelser ALLE SAMMEN var beskrevet af toner, eller var mulige at beskrive med toner. Lyd var essensen af alle tankesystemer og erkendelser. Lyd var den nøjagtige og sande manifestation af al bevidsthed, mens sproget, udover at være lyd i sig selv, blot var et fattigt morsesystem. Mennesket var sat til verden for at skabe lyd, selv om de kun delvist fornemmede meningen og budskabet. Hele jorden var skabt til at udsende lyd. Det var den energi, jorden bidrog med i kosmisk forstand, det eneste formål med alle oxideringsprocesserne, fotosynteserne og havstrømmene. Jupiters lyd var for eksempel metallisk, faretruende.  Jordens lyd var sær, jungleagtig, som banken på baobabtræer, berusede papegøjer, noget der slæbes hen over savannen.

Denne dag gik han ikke ud til sletten, men i modsat retning, ud til Sundet, hvor han tændte en smøg og kiggede på en kranbåd, som smadredre en gammel badeanstalt med sin grab og læssede de gamle grønmalede brædder op på en pram. Hjernen var tom. Han kom i tanke om Charles Bukowski, efter hukommelsen: “Hvis du ikke fuldstændigt holder op en gang imellem og bare laver ingenting i lange tider, mister du alt.” 

Hjemme på vejen var to stære i gang med en duet på telefonledningen. Verner var ikke i forhaven. Jack gik ned langs hans snorlige hæk og kiggede om på bagsiden af huset. Der gik han og hakkede med krampagtige bevægelser i jordklumper mellem ligusterens rødder.

“Hallo, Verner?”

“Ikke nu, Period”, sagde han uden at kigge op.

“Verner vil ikke tale idag? Utroligt. Glem det med armen, Verner. Se her, den er vokset sammen igen...Ved du hvad de har gang i, oppe på vejen. Razziaen. Vejspærringen?”

Verner rettede sig op og kiggede både til venstre og højre.

"Det skal jeg fortælle dig. Hvis du kan holde kæft med det. Punker.”

Verner stillede sig op ad hakkejernet og lænede sig lidt frem.

“Min søn. Søren. Du har set ham komme her nogle gange ikke? Han er skilt. Han kommer her med vores barnebarn, Anders?”

Jack trak på skuldrene.

“Lige meget. Søren har været i Helmand to gange”.

Verner holdt en pause og kiggede op på Megamalls facade.

“Han har dræbt nogen dernede. En eller anden stor kanon. En mufti eller hvad det hedder. Er du med? Jeg må slet ikke fortælle dig det her... De så Søren. Der opstod tumult, der blev skudt. Inden de kunne komme væk var der én, som nåede at tage et billede af ham. De har sgu et foto af ham, med sergentvinkler og det lille dannebrog på armen. Det hele”. 

“Fuck, men hvad så? De kommer vel ikke herop for at finde ham?” Jack grinede.

“Hold din kæft. Det er jo det de gør! Søren bor på en hemmelig adresse nu. Det kan være der er EN HEL SATANS HÆVNBRIGADE PÅ VEJ. Tror du det er sjovt, Period, er det mere at grine ad? Så spørg lige MIG, hvorfor de laver checkpoints i der her dødssyge villakvarter.”

Jack rystede på hovedet.

“Du er sgu for langt ude, Verner. Der er sgu da ikke nogen brigade på vej. Verner. Hallo? Det er for langt ude. Slap af, ikke?” 

Men han vendte sig lidt for hurtigt væk, gik lidt for hurtigt over til sin egen bungalow, til at han kunne skjule en vis ængstelse eller paranoia. 
Jack tændte for anlægget og gik ud i badeværelset. Siouxsies små frugtsæber udformet som alfer satte han forsigtigt på række i vindueskarmen. Så begyndte han at kyle alle Connies naturkostpræparater ud gennem vinduet til tonerne fra MC5s ”Kick Out The Jams, Motherfucker.” I pausen efter nummeret hørte han en lyd af en rive, der bankede hårdt mod en rude. Verner stod og råbte noget med sin jægerhat på hovedet. Jack åbnede hoveddøren.

”Jeg siger, ER KONEN SKREDET MED UNGEN?”

”Verner. Hvad fanden taler du om?” 

”Bare rolig Period, vi overvåger situationen. Beredskabet er på plads. Vi starter en efterforskning.”

Jack nåede at tænke “hvad sker der når to paranoide mennesker mødes?” men så pressede tårerne sig på.

”Fucking panser. Er du også med i det her syge komplot? Din syge fascist. Hold dig væk fra mig. meget langt væk!”

Men Verner blev bare stående. Som om han havde det på samme måde som Jack, bare i en tynd og gennem mange år modnet udgave.

”Er det den gamle historie, nabo? Ok, jeg har en alt for stor kæft. Men... jeg kommer jo bare for at se til dig, nabo. Men nu til rapporten. Fakta. Hun var her igår, Period. Men jeg så hende først da hun cyklede ned ad vejen med hele ladet fyldt med pakkenelliker. Ringede selvfølgelig straks til min gamle kollega på stationen. Men han sagde at der ikke var nogen patruljevogne i nærheden... Men jeg stoler ikke på dem nede på stationen længere. Mellem os to, så kan de også være med i det. Det må vi tage med i betragtning. Har du en bajer?”

Verner kom ind i stuen og Jack fandt to tjekkiske øl, som han åbnede med en kniv fra skuffen. De drak.

”Aaah. Period, jeg ved hvordan kvinder tér sig. Min svigerdatter lavede det samme nummer. Konen er helt ude af den. Og Søren. Vi må kun se vores barnebarn to timer, en gang om måneden. Søren har fået et tilhold. Min søn!… Som har været i Helmand. Tre udsendinger! Nede og få styr på de bastarder…”

De sad stille i sofaen og drak videre i et roligt gurglende tempo.

“Ved du hvad? du skal have noget surveillance her. Jeg sætter nogle kameraer op. Alle mulige kan jo liste omkring herude. For at holde øje med os. Måske kommer din, øh, kone tilbage efter flere ting?“

"Tror du?” sagde Jack bare. Han var sunket helt sammen.

“Ja. Hun er vel flyttet ind hos en anden sheik, ikke? Og så siger hun at du kan finde på at være voldelig. Han ringer til nogle at sine stærke bodegavenner. For fanden, Jack, tror du ikke jeg har stået i den slags stuer mange gange. Så... tænk på din egen sikkerhed. Selvforsvar. Skål!”

Fortsættes..

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser