lørdag 25 maj 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

SHELTER. Kap. 12: Den drøje plasma

Resumé: Jack er gået i stå. Hans kæreste Connie har fået nok af hans ledigængerliv og mangel på ambitioner - udover at få en førtidspension - og rejst væk for en tid med deres datter. Han modtager mystisk hadepost fra gamle fans af hans punkband The Periods og er blevet ‘fyret’ fra sit aktiveringsprojekt på det private “I Love My Life Institute”. Det er gået op for ham at hans genbo - den irriterende og pedantiske efterlønsmodtager og tidligere politikommissær Verner, faktsik var den mand som brækkede hans arm i en port i Rosenborggade under en BZ-demo for 26 år siden. Og alligevel er han den eneste, som hilser på ham hver dag.


Jack checkede sin mail igen, men der var kun henvendelser fra afrikanske milliard-arvinger, penisforlængelsestilbud og breve fra ensomme, smukke unge piger fra russiske poivinsbyer. Han gik ud og røg lidt i haven, slukkede sin smøg og gik ind. Hentede post ned endnu engang. I mailboksen dumpede Connies Hotmail-adresse ned. Hun skrev at hun var gået otte kilometer for at finde en netcafé, at de begge havde det fantastisk, og at hun endelig havde besluttet sig for at gå fra ham.  
...Du får meget snart Siouxsie at se igen, Jack. Jeg vil aldrig forsøge at tage hende fra dig. Men lige nu er vi begge midt i en meget spændende åndelig fase, og samtidig ved at bygge en helt ny verden sammen med en masse kærlige mennesker, som ikke vil leve sådan som du og jeg har gjort alt for længe.
Kan du huske, dengang vi boede i din seng i Centralsmedien, og jeg havde droppet BZ, og du havde droppet punken? Vores sind var åbne. Vi havde de rigtige drømme om hvordan vi selv og vores mange børn skulle leve.  Hvorfor tog du til Berlin for at blive superstar? Hvorfor troede jeg, at jeg kunne ændre systemet indefra, som skide fuldmægtig på Slotsholmen? Jeg ved det ikke, Jack. Jeg ved at jeg er en kølig skid, og det kan du jo også bedst li'. Men husk hvem vi var. Selv om jeg fucker dig nu, så stol på, at jeg aldrig fucker dig for alvor. Jeg har taget orlov fra ministeriet. Du hører fra mig igen...

Lad aldrig røvhullerne styre dit liv (kan du huske den graffitti?)
 

 

Din Connie

Jack så Connie første gang på Daddys Dance Hall i 1977. Der er stadig tvivl om antallet af betalende gæster, men i hvert fald Connie, Jack og David, var der. Og så Sex Pistols.
Forinden havde Jack lært tre akkorder i et fanzine. Efter de tre akkorder stod der: ”Then form a band”. Jack skrev sine punkolitiske danske tekster, David læste dem og legede lidt med sin guitar, stjal nogle riffs og fik de andre til at spille lige så hurtigt som Angelic Upstairs og de andre engelske Oi! Bands. Så kom Exploited, hardcore og Dead Kennedys, og derefter var der for Jack, David, SB og Finn kun to slags mennesker. Dem der hørte Crass spille Punk IS Dead og dem der hørte Exploited spille Punks Not Dead. Øveaftener var der ikke noget af. Hver weekend gik de på scenen for deres venner, som spillede på instrumenterne i pauserne.
På indercoveret af ”Smider sig ned”, deres første LP, lavede Jack en collage af små tekster, skrevet med tusch henover over avispapir, lokumspapir og gavepapir:  
 

”Grådige øjne opsvulmet af candyfloss-bæ
Himlen kun opholdt af lyskastere
Her på det sidste hører man om ligrøver-stress
og febrile tøj-fossiler
der opskovles dampende, begynder at smile
og græde baglæns.
Folk nedsmelter harskt - så alle er væk
før tusindårsnatten forsegler.”  
Og mere i den stil.  

Som rockstar blev Jack atter konfronteret med den kendsgerning, at han lignede en tyrker. Han kom bare ikke op at slås længere. Det lod til at hans sceneoptræden gjorde særligt indtryk på det kvindelige køn, han fik med andre ord rigelige mængder af fisse, dels en lidt tøvende anerkendelse af The Periods blandt drengene, eftersom miljøet var præget af meget blege, unge drenge med meget hvide forældre, samtidig med at tyrkere i landet på det tidspunkt var noget som man forbandt med støvsugerfabrikker, diskomusik og moskéer.

Dertil kom at hans sædvanlige problemer på gaden, som gjorde ham kendt for at dele flade ud, hvis nogen kaldte ham perker, tyrker, mullah eller det der var værre (ikke fordi at det fornærmede ham personligt, men fordi det var en fornærmelse mod et helt folk) blev fordoblet af den almindelige borgers reaktion på at se hans sikkerhedsnåle boret gennem kindkødet, hans knæ strittende ud af denimbukserne, hans kæder som bandt benene sammen, hans hanekam, øjensminke, ringe på alle fingre og læderjakken ornamenteret med graffiti, fuckfingre og æresbevisninger fra stjerneskæve kolleger skrevet med sølvtusch. Hvoraf det sidste gjorde mest ondt, idet rockerne følte sig som de sande beskyttere af den sorte motorcykeljakkes kulturarv, og samtidig fik lov til at tæske løs på alle punks uden at politiet greb ind. Nogle år senere, efter den lokale berømmelses store sug, begyndt det at kede David at spille musik, være høj og rakke rundt i landet til de samme punk-koncerter. Mens de andre ikke havde nogen anelse om, hvad de ellers skulle lave, havde David sit studium i biokemi, som han passede i bandbussen og om natten, mens de andre sov forskellige rusmidler ud af kroppen.

En aften, Hvor de sad backstage efter en koncert i Århus og kedede sig. David var fuld og høj, og begyndte at ævle. 

“I fremtiden vil alle ind i andre kroppe. De vil skære i sig selv, bygge deres kroppe om, kaste sig mod tv-stationernes glasdøre.”
Han sagde også, at han ønskede sig en krop, som han kunne ”dirigere rundt med, lave om på, og være i når jeg har lyst.”
De gik ud for at stagedive i salen. Der var ikke nogen til at gribe, så i stedet kastede de sig ud over scnene for at glide så langt som muligt hen over ølsjatterne på gulvet. David gled fire-fem meter hen ad gulvet, rejste sig og gik. Da det blev Jacks tur, ramte han et glasskår, så hans T-shirt blev revet op, men takket være indtagelsen af en flaske vodka mærkede han ikke smerten.

Han og SB havde lånt en gammel Sunbeam som kun kunne køre 95 i timen. Lidt senere endte han på bagsædet med Connie. Hun var ikke som de andre punkertøser. Dem, der kommer fra parcelhusene, og ender i parcelhusene. Som Jack altid sagde dengang. Hun sagde ”Nu skal du kysse mig” med sin mørke stemme. Hun holdt hans blik fast. De var ét stykke hud. Om morgenen vågnede de på bagsædet, filtret ind i hinanden. SB kastede sig ind på forsædet og smækkede bildøren i efter sig. Han kiggede ned på dem med et flabet grin. Jack fik hendes telefonnummer før hun forsvandt.
Hun skulle hjem og sad kort tid efter på færgen i den billige kantine med truckerne ved deres faste bord, de enlige mødre på barnestole i legeområdet, de unge som lå på gulvet med hovedtelefoner og tomme, drømmende blikke som kiggede indad på ruiner og rygende askehobe. Det nøgne land som både gjorde alting ligegyldigt og alting muligt.  
Jack og SB kørte sydpå uden noget egentligt formål og sang med på deres egen musik i kassettebåndoptageren: ”Verden Gik Under i 79.” Hele sommeren havde de kørt rundt i den Sunbeam, som om at det skide år, som de følte at de ejede, var det sidste i hele verden. Ude af Århus åbnede de lange, rolige dalstrøg sig med vejen som en åre, langsommeligt opmålt at unge landmålere, der i 50érne opsøgte gårdmand efter gårdmand, kiggede i okularet og benyttede den oldgamle Phytagoras sætning for at bestemme den nye villede transportkanals nøjagtige forløb i morænerne. Deres Sunbeam sendte en blåsort fane af stinkende benzin efter sig mens de langsomt bevægede sig sydover. Jack begyndte at få smerter og følte på maveskindet med fingrene. De gled ind i en langstrakt revne. Solen havde rejst sig over markerne og de hellige bronzealderjordhvælvinger, dengang med en gravhøj på hver arkimedisk højdeposition, og enorme, guldmalede offersale, nu med en hvid kirke på hvert højdedrag, og får bag indhegningerne. Det gjorde meget ondt nu og ved noget der hed Give drejede SB ind for at finde et sygehus. Jack skreg, at nu var det lige før han skulle dø. SB skrålede videre til musikken i kassettebåndoptageren:  
 

You know you can’t get enough Miss Mackenzie
Cause it gets in your brain
It drives you insane
With the frenzy
The wigglin guitars girl
The crash of the drums
Make you wanna keep-a-rockin’
Till the morning comes
Let me be who I am
And let me kick out the jam  

Han kørte rundt og rundt om gågaden og et skilt, oppe over en stor parkeringsplads der lovede ”Verdens største Kvickly”.
“Åh, jeg har lyst til at køre ind der, og mase op i den drøje plasma af danskere!”
De rullede frem til et lyskryds og SB ræbede højt ud for en kvinde i en hvid Mercedes. To mænd stod på fortovet, deres børn og samlevere stirrede på Jacks blodige maveskind, deres hanekamme, den latterlige bil.
“Du ska’ til læægen,” sagde den ene, og den anden gik frem mod dem for at hjælpe.

På den anden side af bilen stirrede kvinden i den hvide Mercedes skrækslagent på Jacks opkast i mundvigene.
“Se, hun strammer helt sammen som en røv der er blevet træt af at skide”, sagde SB og begyndte at rokke bilen fra side til side. Det blev grønt og de gasse de op så de to mænd måtte løbe tilbage til fortovet.
Endelig fandt SB sygehuset. En lægestuderende tog imod. Hun havde fyldige læber, langt korngult hår og en utrolig krop under den let gennemsigtige, hvide dragt. Hun studerede dem for at finde ud af, hvem der egentlig var kommet til skade, helt upåvirket af deres hanekamme, deres små pupiller og det særlige kropssprog, som punkerne var mestre i at demonstrere, når de ville gøre sig bemærkede.
“Hej med dig. Jeg hedder Vea. Er du sej? Så lig stille, det gør nok ondt det her..”
Hun kørte hans seng ind i et rum og bad ham om at tage tøjet af. Deres øjne mødtes, han gengældte hendes erfarne og ikke uinteresserede blik. En anden dag, et andet sted, havde de sikkert gjort noget ved det. Jack skreg, mens hun rensede hans sår i maven og syede det sammen. Bagefter lå han i en selvmedlidende døs bag et forhæng.
“Hallo Jack, er du der. Jeg vil spørge, om du vil deltage i et medicinsk forsøg. Du er jo en sund fyr, og vi har brug for flere prøver. Der er et honorar på 150 kroner.”
Jack blev sat ind i detaljerne, og forelagde sagen for SB.
“De fylder dig med drugs, Jack. Så ja, jeg vil absolut anbefale dig at prøve,” sagde han.

Næste dag sad Jack i et tog på vej hjem, med seks sting i maveskindet og en forbinding over det hul, de lavede i hans ryg. Turen ned over de langstrakte moræner i Østjylland havde været en befrielse midt i en masse punkaotiske relationer og begivenheder. Et dårligt fungerende band, et noget søgt seksualliv og samtidig indtagelse af alt for forskellige stoffer. Han ville gerne have fortsat sydpå gennem Europa med 95 kilometer i timen, mens han hørte på at SB svinede samfundet til. Måske var de havnet i Marseille, og havde lært at spille arabisk musik. Måske fik de lavet en plade dernede, som betød noget. I stedet sad han i toget, imens SB inviterede Vea ud. Hun sagde ja tak, fordi hun som det første menneske i verden så forretningsmanden, faderen og politikeren i ham. Deres gamle Sunbeam stod måske stadig på parkeringspladsen foran Vejle Sygehus.

Samme aften gik han ned i gaden, cirkulerede rundt i barerne uden at sætte sig, hilste kort på miljøet og gik hjem i seng. Næste dag tog han den samme runde, indtil han fandt hende siddende på en barstol længst inde i Café Strumpf. Jack gik ned gennem det aflange lokale med spejle og røde polstrede bænke langs væggene. Der lugtede af røg og lange våde frakker. Massen af blege mænd i lange sorte og grå frakker trådte et halvt skridt til side for ham.   

Hey, Kalamazo, long time no see
You connected us, you pick up the pieces
When I lit a cigarette, you lit at cigarette
When I take a drink, you take a drink
It’s driving me crazy
I’ts driving me nuts

My eyes are two tiny pictures
With small people in it
Listen to my heartbeat
Listen to my heartbeat  

Det var helt tæt af intense blikke omkring hendes hvide skuldre, men da de så at hun kiggede direkte på Jack, tog en eller anden fat i kraven på hendes sidemand, og hev ham ned af stolen, så Jack kunne sætte sig. Han kiggede på tjeneren, som stod klar, og pegede på hendes tequila.
“Tænkte nok at vi skulle ses igen.”
Han tog forsigtigt om hendes hvide og bløde arm. Den samme arm, som han havde sovet op af på bagsædet.
“Tak for sidst.”
“Din hud sendte vibrationer gennem mig.”
“Sådan her?”
De smøgede deres ærmer op og lagde underarmene mod hinanden.
“Du er en af dem fra Allotria?”
“Og Nutana, og så videre. Men lige nu bor jeg mere normalt, i et kollektiv, med huslejekontrakt.”
“Jeg har set dig et sted. I fjernsynet?“
“Nåh. På overborgmesterens kontor. og i en tv-debat. Men det nytter jo ikke. De vil bare se på et af de vilde dyr. Hører ikke efter,” sagde hun og drak ud.
“Der er mange som holder op nu. De har fået for mange tæsk.”
Jack skiftede emne.
“Kan du lide vores musik?”
“Nej.”
“Men du tog til Århus for at høre os?”
“For at se på dig.”

De gik over til Centralsmedjen, en forladt fabriksbygning i en baggård, hvor Periods havde studie og øvelokale. Derfra gik der en vareelevator op til fjerde sal, hvor han havde indrettet sin ydmyge bolig på 300 kvadratmeter uden at besvære myndighederne med diverse ansøgninger. De satte sig i hver sin ende af en stor, hullet lædersofa. Han turde ikke røre ved hende igen. Sofaen virkede som en påmindelse om de kroppe, den havde båret og gynget i tidens løb. Han turde heller ikke se hende i øjnene mere end i små korte øjeblikke. De øjne kunne få ham til at grine, græde, miste kontrollen.
“Har du en seng og en dunk vand? spurgte hun.”

De gik ned i den anden ende af etagen med store seksfagede stålvinduer ud til byens skyline og ind i soveværelset, som han havde bygget ved at mure en væg op direkte på trægulvet. Han fyldte en tiliters plastdunk med vand og tog tøjet af. De elskede, sov, elskede, talte, drak vand. Om morgenen indledte de endnu et samleje, og hun beholdt han slem inde i sig i det næste døgn, mens de talte videre, drak vand, sov, undersøgte hinandens kroppe. ”Næse”, sagde hun. De tog om hinandens næser. ”Navle”, sagde han. De kærtegnede hinandens navler. Hver af deres sætninger var som en af tavlerne på Sinaibjerget.

Men efter en uges tid kom SB og David kom op med elevatoren. Jack og Connie sad som John og Yoko i dobbeltsengen og nægtede at forlade den.  Virkeligheden udenfor sengen bestod i af aflyste koncerter og halvt indspillede numre. Jack havde ikke skrevet en god tekst i to år, og var ikke længere tændt, når han gik på scenen. Connie var blevet indviklet i stadigt flere politiske fraktionskampe. Militante marxister var ved at tage over, mange gode folk var begyndt at sive fra bevægelsen. De havde det simpelthen bedre i sengen end udenfor den.  

Fire år senere rejste Jack hjem fra sin ‘Berlin-epoke’ og gik rundt og følte sig fremmed i sin egen by i nogle uger, og en dag stod han ligesom tifældigt med sin militærsæk på en villavej og kiggede på hendes have. Det var ufatteligt. Connie med villa, bil og have. Han spurgte om han kunne låne en madras i nogle dage.
”Bare til jeg har fundet et sted for mig selv.”
”Du kan få stuen. Men husk at rydde op efter dig, og hold køkkenet rent.”

Nogle dage efter inviterede Connie ham ud til et lille stykke strand, hvorfra de kunne se atomkraftværket i Sverige og skibene på reden. Hun fortalte at hun var gravid. Hun fortalte også, at Jack må være faderen, og at barnet ikke på nogen måde skulle hæmmes i sin mentale, åndelige, intellektuelle, fysiske udvikling. Hun ville ofre alt for barnets skyld - fordi det kun er egoisme og svaghed der forhindrer os i at skabe kærlige, stærke individer.
”Du ved jeg har det svært med svaghed” sagde hun.
Fortsættes..

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser