|
Amager Hospital får lov til at beholde en døgnåben skadestue. Politikerne i Region Hovedstaden har mandag aften indgået forlig om hospitals- og psykiatriplanen, og besluttet at bevare alle skadestuer i regionen. Samtidig skal der reserveres en Ørestad-grund til hospitalsbyggeri.
Oprindeligt var det planen, at Amagers eneste skadestue kun skulle være åben i dagtimerne på hverdage. Men Socialdemokraterne,
Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk
Folkeparti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten indgik mandag et bredt
forlig, som betyder at
skadestuerne på alle hospitaler i regionen forbliver døgnåbne. Børneafdelingen på Amager Hospital skal dog stadig lukkes.
I det
oprindelige forslag skulle der kun være døgnåbene skadestuer ved de
store akutmodtagelser på de fire områdehospitaler i Hvidovre, Herlev,
Bispebjerg. Og det skal fortsat være sådan, at de fire store akutmodtagelser modtager patienter med komplicerede og alvorlige skader. De små skadestuer vil ikke kunne tage sig af alle slags sygdomme og skader.
Frygter flere lukninger
Partierne er også blevet enige om at der bliver brug for et nyt hospital på Amager indenfor ti år. Amager har et befolkningsunderlag på 200.000 plus lufthavn, Amager Strandpark og
mange store virksomheder. "Grundet størrelsen af planlægningsområde Syd og
befolkningsudviklingen på Vestamager indgår det i planen, at regionen
vil søge at få option på en grund i Ørestaden til et eventuelt
fremtidigt større hospitalsbyggeri" står der i pressemeddelelsen fra regionen.
Men socialdemokraten Jette Bergenholz-Bautrup frygter, at
regionspolitikerne når at lukke en række tilbud på Amager Hospital -
inden det nye hospital er bygget.
- Jeg vil gerne se hvor mange afdelinger, der bliver lukket på Amager Hospital, inden de ti år er gået, siger Jette Bergenholz-Bautrup.
Adm. direktør i Ørestadselskabet, Jens Kramer Mikkelsen, har ikke
ønsket at kommentere, om der er en ledig grund i Ørestad til at bygge
hospital på.
Svære forhandlinger
Medlem af Regionsrådet for Det Radikale Venstre, Trine Petersen, som bor på Islands Brygge, fortæller at forhandlingerne om hospitalsplanen var svære. Hun er en af de få politikere, som mener at borgerne er bedst tjent med få og store skadestuer, der kan tilbyde alle specialer og behandlinger. I stedet for de mindre "halve" skadestuer, som på f.eks. Amager.
- Vi har i det radikale venstre i høj grad arbejdet på at skabe løsninger, der giver borgerne høj kvalitet i behandlingerne, også på sigt. Desværre betød det, at vi måtte sluge kameler på nogle områder, de største på skadestueområdet. Overordnet må siges, at debatten inden forhandlingerne og forhandlingsprocessen klargjorde i mine øjne, at vores strukturelle visioner har været bedst forenelige med SF's, og dernæst Venstres. Derfor er det med stor beklagelse, at Venstre som det eneste parti har valgt at stå udenfor forliget, og deres begrundelse herfor er stadig uklar for mig, men den viser sig formentlig de kommende dage, skriver Trine Petersen i sit eget nyhedsbrev.
Læs også: Opgør om hospitaler og Nærhospital til debat
Fakta om hospitalsplanen:
Amager Hospital hører ind under "Planlægningsområde Syd" (Hvidovre Hospital (områdehospital), Amager Hospital og Glostrup Hospital). Hospitals- og psykiatriplanerne bliver vedtaget på regionsrådets møde d. 15. maj. Hovedparten af hospitals- og psykiatriplanen planen forventes gennemført i perioden 2007-2012. Aftalen hentes i PDF her
|