• Jakob Korshøj
  • Ørestad

Konservativ debutant: Ørestad skal kunne fungere i hverdagen

anderskyhlAnders Kyhl har debut på stemmeseddelen for De Konservative: Ørestad skal stadig udvikles - der skal være bedre rammer for aktivt byliv.

 

Han er helt ny i politik. Ved kommunalvalget til november opstiller 41-årige Anders Kyhl for første gang. Det gør han for De Konservative. Anders Kyhl er nyuddannet cand. scient. i human ernæring. Han har tidligere arbejdet som kabinechef for SAS, Emirates Airlines i Dubai og til sidst Norwegian. Der var en bestemt grund til, at han valgte at  tage en ny uddannelse:
"Alle de forskellige mennesker med andre nationaliteter var helt færdige af grin over, at man i Danmark får gratis uddannelse, og ikke nok med det får man også løn oven i. Altså SU. De kunne slet ikke forstå, at jeg ikke var i gang med en uddannelse," fortæller han.
"Efter at have oplevet så mange forskellige lande og byer, er det virkelig gået op for mig, hvor fed en by København er at bo i. Det har også lært mig at påskønne det velfærdssamfund, vi bor i," siger Anders Kyhl.

Gør det anderledes i Ørestad
Kyhl har boet i Ørestad siden 2014, hvor han flyttede til fra Vesterbro: 
"I Ørestad købte jeg en ejerlejlighed og fik min debut på boligmarkedet. Jeg synes, her er dejligt. Vi er tæt på naturen og tæt på byen. Men når man har boet her i syv år, finder man også ud af, at ja, der er gode kvaliteter, men der er også virkelig mange ting, som man kunne gøre på en anden måde."
Her nævner han specifikt Ørestad Syd: 
"Syd er jo ved at udvikle sig til en bydel i sig selv. Det hele er meget mere lokalt, og der er kommet mange flere små butikker. Man har formået at få noget der, som jeg ville ønske, man kunne få i resten af Ørestad. Der er jo masser af muligheder. F.eks. i hjørnet af Byparken med den vilde natur. Her er der da  rig mulighed for, at man kunne få en café."
"Ørestad  kunne også have flere frisørsaloner, og flere læger. Det er også en del af mit program, at der skal flere læger til lokalsamfundet."

Rammer for aktivt byliv
Anders Kyhl er enig i, at lokalplanerne for Ørestad skal stramme sop, så der kommer flere krav om butikker og erhverv i gadwplan. Men byliv kræver også innovative mennesker: 
"Helt generelt er jeg modstander af, at politikerne skal regulere alting. Der skal være et behov, en lyst og ikke mindst nogle innovative mennesker, der ønsker at skabe noget. Men politikerne skal lytte bedre til lokalsamfundene, når de sender lokalplaner i høring."
"Ørestad skal kunne fungere i hverdagen. Det handler ikke kun om skoler og jobs. Man skal også kunne gå ned og få sig en kop kaffe med hinanden. De mangler også flere fritidsaktiviteter.  Lokalplanerne kan skabe rammerne for de ting, men der skal staig være nogle ildsjæle, som får tingene til at ske."
"Vi kunne også lade os inspirere af Berlin, hvor man eksempelvis har fået etableret masser af butiksliv med caféer, restauranter og tøjbutikker under metroen i gadeplan."

For høje p-licenser
Anders Kyhl synes at prisen på p-licenser i Ørestad er for høj:
"Helt grundlæggende er der en forskelsbehandling mellem bilister i f.eks. Ørestad og bilister i andre bydele. Argumentet om, at By og Havn er et privat selskab, som selv sætter priserne på p-licenserer, er bare en dårlig undskyldning. København skal stadig have plads til dem, der har bil. Folk har en grund til at have bil. Det kan være, at man har familie, der bor langvejs herfra, eller at man pendler langt. Offentlig transport kan ikke dække alles behov. Jeg mener ikke, at man skal straffes for at have bil."

Idræt ude i naturen
Udover emnet parkering, er flere fritidsfaciliteter også et varmt politisk emne i Ørestad. Et af problemerne er, at der snar tikke er plads nogen steder til flere faciliteter. 
Anders Kyhl mener, at man godt kunne bruge nogle af naturområderne, hvis idrætsaktiviteterne har et klart sundhedsperspektiv: 
"En af mine mærkesager er, at København skal være en sundere by, og der kunne en af løsningerne være, at man etablerer flere vandre- eller mountainbikerstier, eksempelvis på Kalvebod Fælled eller Amager Fælled."
"Men der skal ikke bare bygges alt muligt i naturen, der skal være en god offentlig høring omkring det, og man skal lytte til eksperterne."

Stærk LGBT-dagsorden
Blandt Anders Kyhls andre mærkesager er bl.a. en fortsat stærk opbakning til LGBT-miljøet fra kommunens side: 
"Det er vigtigt, at vi tænker LGBT-miljøet ind i hverdagen. Mange har svært ved at være i den krop, de er i, og det gør det jo endnu sværere at være i sig selv, hvis man ikke føler, at man eksempelvis er accepteret på den arbejdsplads, man er på. 
Danmark og København er godt på vej, men min pointe er, at vi skal blive ved med at være det. Og vi ser stadig homofobi i for eksempel sportsverdenen. Det kunne man eksempelvis skabe et større fokus på i skolerne. Hvis man kan have seksualundervisning i folkeskolen, kan man også have undervisning i LGBT."

Vi skal udnytte vandet
Anders Kyhl vil også arbejde for, at København skaber endnu mere aktivitet i havnen og lang kommunens kyster ud til Øresund.
"Vi er et af de lande, og en af de hovedstader, der er omgivet af allermest vand i verden, og det skal vi udnytte." 
Han synes at den nye badezone, som er på vej tæt ved Ørestad, er et godt bud.
"Vi skal have mere af det. Jeg savner også nogle løsninger, som gør at man kan  færdes nemmere udenfor, selv om det regner. Det kunne for eksempel være nogle store sejl, der kan hænges ud over gader og fortove. Ligesom man gør i Sydeuropa for at beskytte folk imod den sætrke sol. Det skal vi have en debat omkring, synes jeg."

 

 

 

 

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk