• Jakob Korshøj
  • Ørestad

Kultur- og fritidsborgmesteren: Dialog med borgerne i Ørestad er afgørende

franciskarosenkildeFranciska Rosenkilde (ALT): Dialog med borgerne er afgørende for kulturlivet og den grønne omstilling.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (ALT) har boet flere forskellige steder i København. Familien er oprindeligt fra Amager, men hun voksede op med kunsteriske forældre i 70'erne, og de levede lidt af en nomadetilværelse. Udover København har de har boet i Lissabon og Paris. Siden hun var 20 år gammel, har Franciska boet i Indre By: "København ligger mig meget på sinde. Jeg har fulgt byens udvikling i årtier," siger den 45-årige leder af Alternativet.

Klima og bærdygtig omstilling er hendes største mærkesager, og netop de emner var også grunden til, at hun i 2014 gik ind i politik:
"Jeg blev politiker, fordi jeg ikke kunne lade være. Med en uddannelse indenfor klima og ernæring fandt jeg ud af, at jeg var nødt til at bidrage til den bæredygtige omstilling af vores samfund. Jeg har et inderligt ønske om, at vi ikke bruger alle planetens ressourcer, så der ikke er noget tilbage til de næste generationer. Den måde, vi indretter vores samfund på i dag, er destruktiv. Det kunne ikke være anderledes, end at jeg måtte arbejde for det politisk, og da Alternativet blev dannet netop på det tidspunkt, gav det god mening at melde mig ind der," fortæller Franciska, som har været medlem af partiet siden 2014. I 2018 blev hun kultur- og fritidsborgmester efter Niko Grünfelds utidige afgang, og i februar 2021 blev hun politisk leder af partiet efter Josephine Focks afgang.

"Vi skal have en økonomisk politik, der understøtter livskvalitet og det levede liv - og ikke omvendt. Vi arbejder meget og er stressede på trods af vores priviligerede liv i Danmark, og det må være fordi, at der er nogle systemer, som kan gøres bedre," siger hun.

Bærerygtighed i det offentlige
Et af de systemer, som Rosenkilde er stolt over, at kommunen har ændret, handler om måltiderne i kommunens insitutioner:
"Jeg er stadig glad for den mad- og måltidsstrategi, som Borgerrepræsentationen stemte igennem i 2019, hvor man omlagde hele den offentlige forplejning til at være mere klimavenlig. Udover det gamle økologimål har vi også fremmet plantebaseret mad og reduceret madspil i hele den kommunale forplejning."

Hvad vil du gøre fremadrettet for at bidrage til bæredygtig omstilling i kommunen?

"Alternativet vil inspirere borgerne til at leve mere bæredygtigt. Det vil mange københavnere, men det er også svært at ændre vaner, og der har vi som politikere et ansvar for at gøre de bæredygtige valg til de letteste valg. Det betyder eksempelvis meget at omlægge måltiderne til at være bæredygtige i offentlige institutioner, for det er med til at inspirere og opmuntre folk i stedet for at give løftede pegefingre. Vi kan bygge videre på den metode, for eksempel ved at give brugerne mulighed for at købe billigt mad med hjem, som ellers ville være til overs i skolekantinerne."

Ønsker I, at skolerne og andre offentlige institutioner skal overgå til 100 % plantebaseret mad?

"I Alternativet arbejder vi for 100 % plantebaseret mad - med animalske produkter som tilvalg - i de 70.000 måltider, der dagligt serveres i kommunen. Og så har vi en konkret mærkesag om at tilbyde gratis, økologiske og vegetariske måltider til alle københavnerbørn.”

By- og kulturlivet i Ørestad skal plejes
Som Kultur- og fritidsborgmester lægger Franciska meget vægt på, at skoler og andre institutioner skal slå dørene op for alle borgere i fritiden:
"Ørestad er en bydel, der udvikler sig, og som efterhånden har rigtig mange tilbud. Det er super vigtigt, at vi plejer bylivet og kulturen, så det er et rart sted at være for dem, der bor der. I starten var der ikke opmærksomhed på at skabe et gade- og kulturliv, så det kommer man efter nu. Især på kultur- og fritidsområdet skal der være mere synergi med bylivet. Skolernes idrætshaller og madlokaler skal kunne bruges til kulturarrangementer om aftenen, og i kommunen skal vi være bedre til at samarbejde på tværs af forvaltningerne. 

Beboere skal inddrages i processerne
Også Franciska Rosenkilde har lagt mærke til, at flere og flere beboere i Ørestad ønsker - og kræver - mere byliv og gadeliv.
"Det er vigtigt, at de her processer bliver drevet fremad sammen med beboerne, så vi bliver bedre til at forstå beboernes behov. For hvis der skal være noget kulturliv i en bydel, skal der også være nogle aktiviteter og et aktivt gadeliv. Ingen er jo interesserede i et dødt område, så når vi ser, hvordan lokale arrangementer og madvogne skyder op i bydelen, så skal vi politikere understøtte det.  Det handler om samarbejde, og det kan vi godt blive bedre til."

Små spillesteder er godt for vækstlaget
"Der burde helt klart være flere små underholdnings- og spillesteder i Ørestad. For det er vigtigt for vækstlaget og hele det musikalske økosystem, at man har mulighed for at øve sin kunst gennem øvelokaler, klub- og fritidsaktiviteter - og selvfølgelig mindre scener, hvor der kan komme publikum udefra."

Ørestad har også brug for flere idrætsfaciliteter, men de skal ikke bygges i naturen, mener hun:
"Nye fritidstilbud skal ikke bygges på Kalvebod Fælled og Amager Fælled.  De områder skal bevares så naturlige som muligt. Skal der være fritidsaktiviteter ude i naturen, skal de kunne indrettes på naturens præmisser. Der går det jo for eksempel ikke med en ny kunstgræsbane. Sådan noget må vi finde plads til et andet sted."

Alternativet har tidligere stemt for en boardwalk og udkigstårn ved Asger Jorns Allé og ud på Amager Fælled. Så I kan godt gå med til noget byggeri i naturen?

"Det er hele tiden en afvejning af, hvor stor en indgriben det har på naturområdet. Så ja, det kan vi godt. Men Ørestad bidrager meget til København som CO2-neutral by med dens unikke naturområder, og det er vigtigt, at vi bevarer dem, så meget vi kan. Vores børn skal lære at kende naturen, som den rigtig er, og derfor er det vigtigt, at vi beholder den så oprindelig som muligt."

Bæredygtigheds-undervisning og klimavenlige byggerier
"I skolerne arbejder vi også på at udvikle madskolerne, hvor vi kan undervise vores børn i, hvordan vi skal spise i fremtiden, og hvordan vi producerer maden. Det er vigtigt, at vi uddanner den næste generation i bæredygtig omstilling," lyder det fra borgmesteren.

Ifølge hende er klimavenlige byggerier vejen frem:
"Den midlertidige pavillonskole på Stævnen er Danmarks første svanemærkede skole, og det er vejen frem. Vi har som politikere et ansvar for at gå forrest i den bæredygtige omstilling og vise, hvordan den kan lade sig gøre både indenfor byggeri, mad og naturbevarelse. Samtidigt sætter vi også nogle tanker i gang hos borgerne om, hvad man selv kan gøre derhjemme."

Her er det igen vigtigt med dialog:
"Dialogen med borgeren er fuldstændigt afgørende for den bæredygtige omstilling og for byudvikling i det hele taget. Ørestad er beboernes bydel, og vi politikere er jo 'ansat' af dem til at udvikle byen. Alternativet mener derfor også, at vi skal have endnu flere borgermøder, hvor de lokale beboere kan fortælle, hvordan man ønsker, at ens egen bydel skal udvikles."

Nej tak til billig parkering
Der er meget debat om parkeringspriserne i Ørestad, som er en del højere end i resten af byen. Skal der gøres noget ved det?

"Der ser vi helst, at man gør parkeringen dyrere i resten af byen. Har man behov for bil, så skal vi lave ordninger, der gør det langt mere fordelagtigt at have delebil i stedet for sin egen. Det skal være sværere og dyrere at have bil, for det, der forurener mest, skal være dyrest. Det betyder også, at det, der forurener mindre, skal være billigere," fortæller kultur- og fritidsborgmesteren. 

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk