• Jakob Korshøj
  • Ørestad

P-huse står halvtomme døgnet rundt

parkeringshus edv thomsenP-huse står tomme: Politikerne er åbne for alternative løsninger: Park and Ride parkering, lavere p-priser, eller færre p-pladser. Andre tror, at belægningen nok skal stige igen.

De seneste 14 år har By & Havn opført syv parkeringshuse i Ørestad, og i alle på nær ét står halvdelen af pladserne tomme døgnet rundt — i dagtimerne ofte endnu flere.

Det viser en opgørelse over tre måneder fra By & Havn. Kun Richard Mortensens P-hus er nogenlunde fyldt op døgnet rundt med en belægningsgrad på 81 %. Med kun 294 pladser er Richard Mortensen dog også det klart mindste af de syv p-huse. Bjergets P-hus har næstmindst pladser med 413 stk., og Edvard Thomsen har flest med 747 pladser.

De fleste andre end Richard Mortensens P-hus har en belægningsgrad på under 50 % døgnet rundt:

p huse belægning
 
Siden 2013 er antallet af biler pr. 1.000 voksne steget med 10 %, men det er altså ikke nok til at fylde pladserne i p-husene i Ørestad. Trods den lave belægningsgrad er der to nye parkeringshuse på vej til Ørestad.
 
Det drejer sig om:
- Arena (under opførsel), 413 pladser
- Asger Jorn (under planlægning), ca. 630 pladser
 
 
Borgerrepræsentationen reagerer
Den lave belægningsgrad skyldes ifølge politikerne flere faktorer.
 

Ifølge Jens-Kristian Lütken (V) skal p-husene udnyttes bedre:
"Belægningen viser, at det er afgørende, at p-husene bliver meget bedre udnyttet. Det kunne ske ved at etablere 'park and ride'-løsninger, hvor pendlerne kan parkere deres bil i p-husene og så tage metroen det sidste stykke ind til centrum. Det er helt oplagt, da Ørestad ligger lige ved motorvejen. Det vil kunne skabe en bedre indtjening og dermed rum til at kunne sætte de vanvittigt høje parkeringspriser ned. Samtidig er der en hel del beboere i Ørestad, som parkerer andre steder end i p-husene. En mere rimelig pris for parkering ville kunne flytte mange af disse bilister hen i p-husene, og det ville være en stor fordel for alle."

Finn Rudaizy (DF) er enig i, at priserne holder bilejerne væk fra p-husene:
"Lokale forhold kan være afgørende for de tomme pladser. Gode offentlige forbindelser, f.eks. med metro, får borgere over i den kollektive trafik. Men Ørestads urimeligt høje p-priser gør også, at nogle beboere i Ørestad dropper bilen. Det sker samtidig med, at københavnske borgere forskelsbehandles for betaling af parkering. I Ørestad findes ikke en årlig p-pris på under 12.000 kroner. På Christianshavn betaler jeg årligt i alt 800 kr. for p-licens. Jeg skal love for, at By & Havn har taget for sig af retterne. Det kan styret i København ikke være bekendt. Det er på tide, at vi får en granskning af By & Havns arbejde."
 
Andreas Keil fra Socialdemokratiet forklarer det med, at man er på forkant med byudviklingen, men at S også er åben for dialog: 

"Når p-husene ikke er fuldt udnyttet endnu, skyldes det blandt andet, at Ørestad endnu ikke er fuldt udbygget. Det er stadig forventningen, at udnyttelsesgraden vil stige i takt med, at Ørestad bliver mere udbygget. Ligeledes bruger mange virksomheder og håndværkere p-husene i dagtiden.
Vi er altid åbne for at tage en debat ift. parkeringsnormen, og vi følger parkeringsudviklingen i området tæt. Vi vil gerne rådføre os med forvaltningen, de andre partier og andre relevante aktører om, hvad man kan gøre."

parkeringshus edv thomsenLÆS OGSÅ: Ørestad Parkeringsforening nedlægges

Klaus Mygind (SF) er åben for en eventuel sænkelse af parkeringsnormen:
"Den lave belægningsprocent kan være udtryk for, at beboerne i Ørestad ikke har behov for så mange p-pladser pga. lavt bilejerskab. Det er positivt, og det må selvfølgelig resultere i overvejelser om, hvor mange p-pladser, der er behov for videre frem. Der er flere faktorer, der gør sig gældende. For det første: Hvis det er fordi, Ørestads beboere parkerer andre steder f.eks. øst for Ørestad til gene for beboere der, så er der et problem. For det andet: Udbygningen af Ørestad er ikke helt færdig. Hvis der ikke er brug for parkeringspladserne, kan man sænke parkeringsnormen. Det er en god ide."

Mygind er også enig i forslaget om 'park and ride', som tidligere er foreslået af Konservative og Venstre:
"På den måde kan pendlere fra Dragør og fra Amagermotorvejen stille bilen og tage metroen. Derved vil der komme mindre trafik ind i byen. Men det vil skabe mere trafik i Ørestad, hvilket jeg kun vil støtte, hvis beboerne i Ørestad er positive overfor det. Ørestads beboere skal ikke løse, at der er for mange, der kører i bil ind til København fra omegnen. Omvendt kunne det forbedre økonomien i p-husene, og derved kunne p-prisen for Ørestads beboere falde. Man kunne fremme ordningen ved at indføre en billet, der gjalt både parkering og metro."

Ifølge Line Barfod (EL) skal der slet ikke bygges flere p-huse, hvis der ikke er behov for det:
"Hvis der ikke er behov for p-huse, er det tåbeligt at bygge dem. Der skal hvert fald ligge nogle undersøgelser, der meget klart viser, at biltrafikken og behovet for p-huse kommer til at vokse eksplosivt, hvis vi fortsat skal bygge p-huse, der kommer til at stå halvtomme. Vi drøfter i øjeblikket, at man, der hvor der er planlagt p-huse, i stedet for bygger ungdomsboliger eller idrætsfaciliteter, der kan skabe noget byliv, som beboerne i Ørestad i høj grad savner." 

Parkeringsnormen spiller ind 
Den store mængde nye P-huse i Ørestad hænger sammen med stor mængde nybyggeri. I lokalplaner for et nyt byggeri kommer den såkaldte parkeringsnorm nemlig i spil. Den betyder, at bygherren skal etablere et bestemt antal parkeringspladser pr. m2 etageareal, og i Ørestad er der både områder med parkeringsnormen 1:200, 1:150 og 1:100.
 

I 2019 fik Enhedslisten, Alternative, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti vedtaget en reduktion af parkeringsnormen med 30%, og at man kan fritages for kravet om at bygge parkeringspladser, hvis området eksempelvis er godt betjent af metro. Det så man et eksempel på tidligere i forbindelse med boligbyggerier i Bella Kvarter, hvor der af Teknik- og Miljøforvaltningen blev givet dispensation til at bygge færre p-pladser.

bellakvarter bella torv 1LÆS OGSÅ: Bellakvarteret får færre parkeringspladser

Borgerrepræsentationen godkendte 17. september 2020, at Teknik- og Miljøforvaltningen er bemyndiget til efter en konkret vurdering at dispensere fra parkeringskrav i ældre lokalplaner, så normerne følger Kommuneplan 2019.

By & Havn oplyser sammen med den nye opgørelse, at:
"...belægningen for p-husene endnu ikke er tilbage til niveauet fra før covid19-niveau, men at den er på vej op. Endvidere kan det oplyses, at perioden juni-august inkluderer sommerferien, hvor der generelt er en lavere belægning i p-husene."
 
En tidligere opgørelse fra 1. kvartal af 2020 viser, at i det nyeste af P-husene, Hannemann med 519 pladser, når man på intet tidspunkt af døgnet op over 17% belægning. Det største P-hus, Edvard Thomsen med 747 pladser, sniger sig op på godt 45% i nattetimerne og falder til cirka 35% midt på dagen.

Ørestad Avis har kontaktet By og Havn om deres overvejelser ift. alternativ brug af den tomme plads i p-husene samt fremtidige parkeringsbyggerier, men de er endnu ikke vendt tilbage. 

Artiklen opdateres...

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk