søndag 9 august 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader                    BUSINESS

Walk-in med champagne, tøj og gode råd til indretning

camilla damgaard walk in 8tallet 2020Walk In er en ny tøj- og boligindretningsbutik i Ørestad Syd. Indehaveren Camilla Damgaard håber at folk vil handle her, i stedet for at skulle besøge 12 butikker i city.

Har man brug for en værtindegave eller nyt tøj til festen, så er der nu en lokal mulighed for shopping i Walk-In i  8TALLET, ud mod Richard Mortensens Vej. 

Oprindeligt var butikken planlagt til at åbne 2. juni, men 28. maj besluttede indehaveren Camilla Damgaard at åbne dørene.

“Alt var stort set klart, og jeg kunne simpelthen ikke vente længere,” fortæller hun.

Camilla vil  skabe en one-stop-shopping oplevelse i en livsstilsbutik, så man ikke behøver tage helt ind til byen og besøge 12 forskellige forretninger. 

"I Walk-In har jeg samlet et udvalg af gode, danske brands både inden for tøj, sko, plejeprodukter og boliginteriør bl.a. mærker som Rabens Saloner, Sofie Schnoor, Karmameju, Tine K Home og mange andre samt et nyere spændende mærke EMM. Det er vigtigt også at være med der, så man kan give nogle unge nye muligheden,” uddyber Camilla Damgaard.

Bestil buketter
Butikken har desuden et udvalg af planter og torsdag, fredag og lørdag kan der bestilles buketter på forhånd.

“Vi har nok altid lidt ekstra back up, så man kommer aldrig til at gå forgæves efter en værtindegave, uanset om det er blomster eller noget andet lækkert. Vi hjælper gerne med inspiration både inden for boligstyling, og gaver der skal gives,” fortæller den nybagte indehaver.

walk in 8tallet 2020 01Karriere i it-branchen
For Camilla Damgaard er det helt nyt at være i sin egen butik. Hun har arbejdet i adskillige år i store it-virksomheder som Netdesign, Axcess, Atea og senest i Telia, men nu er det slut til fordel for at udleve drømmen og egen butik.

“Jeg er træt af store virksomheder og vil hellere have min egen og har valgt at springe ud i det og indtil videre, virker det, som om de lokale beboere har taget supergodt imod mig og fortæller, at de har savnet en sådan butik.” 

Gode råd til indretning
En del af konceptet er også at Camilla Damgaard hjælper folk med at indrette deres hjem - ikke mindst i forbindelse med salg af boliger, hvor en sidste optimering af indretningen før fotografen kommer på besøg kan være med til at give bedre billeder.

Hun har selv stået for indretningen af forretningen, der har en let rustik stil, der passer til det betonbyggeri, der dominerer i Ørestad.

“Jeg har selv været ude og finde hver en skrue, så der kælet for hver detalje, selv bordet har jeg selv lavet, og jeg har valgt en stil, der passer til de meget rå boliger, der er herude, så selv om boligen som sådan ser kold ud, så kan man gøre meget for at få den superlækker og indbydende,” forklarer hun.

Kølige bobler fra Reims
Tøjstilen er Camillas egen, så det er tøj, hun selv synes, ser godt ud. Og så til champagnen.

“Champagne er en hobby, vi har. Vi importerer selv direkte fra Reims i Frankrig, hvor vi har været nede og tale med forhandlerne, og om et par uger får vi den helt store sending. Men det er jo en større ting, for vi vil også gerne have en alkoholbevilling, så man lige kan komme forbi og få et køligt glas bobler,” uddyber hun.

Det har været lidt af en udfordring at skulle realisere drømmen om at åbne ny butik midt under coronakrisen, og hun håber, at hendes egen oplevelse af, at der manglede noget i bydelen deles af andre beboere.

“Jeg har da været i tvivl, om det var nu, der skulle åbnes, men jeg tror og håber på, at det savn, jeg selv har oplevet ved at bo i Ørestad de sidste halvandet år genkendes hos andre beboere. Jeg tror at mit ønske om at gøre livet nemmere i hverdagen og skabe liv i Ørestad vil gøre min tvivl i maven uret.”

walk in 8tallet 2020 04

walk in 8tallet 2020 03

Kultur:

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: