HOFOR tester for Covid19 - helt lokalt

hofor covid19 HOFORs hovedkontorI Ørestad har HOFOR lavet forsøg med test af spildevand for Covid-19 smitte -  i én bygning ad gangen. 

Metoden giver præcis og hurtig information om smitteudbrud.

Sammen med bl.a. virksomheden WSP har HOFOR udviklet og testet systemet i sin egen bygning, HOFORs hovedkontor på Ørestads Boulevard 35. Testen forløb godt - og håbet er nu at den nye metode kan blive en 'gamechanger' i kampen imod corona. Løbende test af spildevand gør det nemlig muligt at afsløre smitteudbrud meget tidligt, så man lynhurtigt kan sætte ind med lokale restriktioner eller tiltag. For allerede indenfor et døgn begynder menneskekroppen at udskille kopier af coronavirus i toilettet - altså før man typisk oplever symptomer. 
Forsøget i Ørestad viste, at det er muligt at overvåge smitten helt ned på bygningsniveau via spildevandet. Det kunne for eksempel være på et plejehjem, en skole, en stor virksomhed eller en anden institution, hvor det er særlig vigtigt at spore smitteudbrud tidligt.

 "Selv om vaccinerne er i gang med at blive rullet ud, vil overvågning af smitteniveauet og nye mutationer være nødvendig i måneder, måske år ud i fremtiden. Det er vigtigt, at vi kan få lukket hurtigt ned for Covid-19, så vi kan få genåbnet samfundet. Her kan den metode, som vi har afprøvet med succes, være et godt supplement til den eksisterende teststrategi, som handler om massepodning af individer," forklarer Caroline Myhre-Gregersen, der er seniorprojektleder hos WSP.
 
På HOFOR hovedkvarter i Ørestad har en metalkasse med prøveudstyr været monteret på en spildevandsbrønd siden september 2020. Hvert 20. sekund har udstyret udtaget en lille spildevandsprøve fra brønden, som så er blevet samlet i en dunk og sendt til analyse to gange om ugen.
"Vi har i forsøgsperioden haft flere tilfælde, hvor vi har målt smitte i spildevandet fra vores hovedkvarter. Disse tilfælde har passet med, at vi har haft medarbejdere, der er testet positive for Covid-19 med traditionel podning. Det viser, at overvågningsmetoden virker", forklarer Jes Clauson-Kaas, der er seniorkonsulent i HOFOR.
"Hvis vi på samme måde kan overvåge smitten på kritiske samfundsfunktioner via spildevand fra bygninger, kan vi målrette vores indsats og sætte ind med yderligere test samt tiltag og restriktioner, hvor det viser sig nødvendigt - uden at man er nødt til at teste alle medarbejdere individuelt hele tiden".
 
Kan effektivisere og fokusere smittesporing
I udlandet har man i flere lande overvåget smitteniveauet i samfundet ved at teste spildevandet på byernes rensningsanlæg. Denne metode kan dog ikke fortælle præcis, hvor smitten er udbredt, da spildevand fra tusindvis af kilder bliver samlet samme sted.
"Med denne metode kan vi indkredse smitten til en enkelt bygning. Dermed har vi endnu et værktøj til kassen, der kan hjælpe med at effektivisere og fokusere vores smitteopsporing", siger Caroline Myhre-Gregersen fra WSP. WSP er initiativtager og projektejer på forsøget, der er lavet i samarbejde med HOFOR, FORS, Eurofins Miljø og DNAsense.
Udviklerne af den nye metode er i dialog med syndhedsmyndighederne, for at finde ud af, hvordan systemet kan indgå i den nationale teststrategi.

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk