Reol-loppemarked er åbnet i 8-Tallet

lelop3Et nyt koncept er kommet til Ørestad: Reolloppemarked.

Det drives af en mor og datter, som var spændte og glade på åbningsdagen.

Fremover kan man i stueetagen i 8-Tallet ud mod Richard Mortensens Vej finde indgangen til LeLop, der har slået dørene op. På åbningsdagen er der pyntet massivt op med flag og balloner, og få minutter efter åbningstid bevæger de første kunder sig rundt mellem reolerne, der allerede er fyldt godt op med sommerkjoler, keramik, retro-legetøj, bøger og meget mere. Her finder man et såkaldt reolloppemarked, hvor man som kunde på ægte genbrugsmanér kan leje en reolstand og sælge ud af sine gamle ting, der måske ellers bare suger støv eller fylder kælderrummet op.

”Vi har altid selv købt meget genbrug. Det er det her med at give noget gammelt et nyt liv, og så er det jo godt for miljøet. Vi har længe snakket om at starte det op, men tiden har ikke været til det. Det er den nu, og så har vi altid tænkt, at det skulle være i Ørestad,” fortæller Heidi Kæmmer, der driver butikken sammen med sin datter, Laura.

lelop2Selv er de ikke fra Ørestad, men de har altid tænkt, at det var et ideelt sted for en ny butik som deres: ”Området emmer af en masse forskellige mennesker, så vi kan nå rigtig bredt ud. Der er unge, familier, ældre og studerende, der bor sammen. Der er mange forskellige folkeslag også. Vi snakker lige så meget engelsk med kunderne nu, som vi snakker dansk. Vi har været på netværksmøde, og folk higer altså efter, at der sker noget herude. Når folk kommer forbi, har de også sagt, at de er glade for, at der endelig sker noget nyt, og så er de også glade for genbrugskonceptet. Især de unge,” siger Heidi Kæmmer.

LÆS OGSÅ: Ugandisk familie blomstrer i Ørestad City

lelop1

Konceptet foregår således, at man som kunde kan booke en reol i LeLop, hvor man kan sælge stort set alt, man kan finde på. Reolen lejer man for en uge eller flere uger, som man betaler for, og så får LeLop også en kommission på 15 %. Som lejer skal man ikke gøre mere end at booke en reol og fylde den op i butikken, og så klarer LeLops personale resten. Man kan også medkøbe bøjler, prisskilte og tøjalarmer til sin reol.

Heidi og Laura Kæmmer har indtil videre kun mødt positive og nysgerrige kunder, der glæder sig over en ny butik i bydelen: ”Mange af dem, der booker vores stande, har ikke prøvet det før, men de synes, at det er spændende. Og dem, der har prøvet det før, er glade for, at de nu har det i deres lokalområde, og ikke skal ind til byen. Vi har fået meget positiv feedback, og nu glæder vi os til at få endnu flere folk i butikken og endnu flere stande fyldt op,” afslutter Heidi Kæmmer.

LeLop holder åbent i hverdage til kl. 18 og weekender til 15, og booking samt spørgsmål foregår på deres hjemmeside eller på sociale medier.

DEBAT:

  • Ikke vilje til at løse parkeringsproblemet i Ørestad

    jakob naesagerVi konservative gik til årets budgetforhandlinger på Københavns Rådhus med et forslag om, at Københavns Kommune skulle overtage parkeringshusene i Ørestad, så alle i Ørestad kan få en beboerparkeringslicens til samme pris som i resten af København.

  • Tak for kampen til Ørestads Parkeringsforening

    jens kristian luetken 2021Ørestads Parkeringsforening har valgt at nedlægge sig selv. Ikke fordi målet om lavere parkeringspriser er nået, men fordi retssagen mod By & Havn blev tabt. 

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk