torsdag 29 oktober 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Action og adventure stjæler billedet fra de gode intentioner

film lovecraft country trailerPlottet i HBO-serien Lovecraft Country minder desværre om så mange andre letvægtige action-adventure-serier, men vinder på kunstneriske virkemidler og et racepolitisk opråb.

3stjernerTitel: Lovecraft Country. Serieskaber: Misha Green. Skuespillere: Jurnee Smollett, Jonathan Majors, Aunjanue Ellis, Courtney B. Vance. Varighed: 5 episoder a 60 minutter. Premiere: 17. august.

Genren bliver bestemt som horror og drama, men horroren er trods frådende monstre en børnefilm i forhold til eksempelvis Peter Jacksons splattere, italienske zombiefilm fra 70’erne eller slasherfilm som 'Fredag den 13'.-serien. Dramaet foregår til mestendels mellem de onde hvide og de gode sorte, lidt ungdoms-looove og en familiehistorie. Psykologisk er det her ikke Martin Scorsese, venner.

Og alligevel falder man for serien i begyndelsen. Chicagos gader i 50’erne er fuld af blinkende neon, smukke biler og fede blueskoncerter i de sortes distrikt. Atticus Freeman, spillet af Jonathan Majors kendt fra Sundance-indie-successen 'The Last Black Man in San Francisco', kommer hjem fra Korea-krigen, hvor han har en ond drøm om kæmpemonstre og UFO’er, eller er det drømme? - for at finde et brev fra sin far - en invitation om at komme til Massachusetts for at grave i familiens historie. I Chicago møder han sin smukke gamle veninde Leti, spillet af Jurnee Smollett, og hans onkel George Freeman, der i bedste 'Green Book'-stil, du ved Oscar-vinderen, er ved at skrive en guidebog til, hvor sorte kan opholde sig. 

Sammen tager de på et roadtrip, men snart bliver rejsen til biljagter, skyderier og en mødet med en ond sekt på et gammelt slot beboet af hvide racister. Lyder det som en plat roman, så er svaret ja - læs du hellere H.P. Lovecraft med det in mente, at den store horrorforfatter var en gemen racist, der nu fortjener at få igen. Og heri ligger seriens egentlige raison d'etre: Hyldesten til de sorte med øje for de store kunstnere.

Undervejs spilles der stemningsfuld musik fra 50’erne som Etta James, Nina Simone, Sarah Vaughan, Sister Rosetta Tharpe, alle fantastiske kvindelige sangere fra en musikalsk mere ærlig tid, men vi slipper så heller ikke for tidsmæssigt malplacerede kunstnere som Brockhampton og Tyler the Creator, men fint nok at hylde de nye også. 

Og alt imens roadtrippet bliver til et mareridt, er der fundet plads til spoken word-passager af forfatteren James Baldwin, der for nylig fik sit egen sublime dokumentar 'I am not your negro', der blev anmeldt her i bladet, og så soul-poeten Gil Scott-Heron, der er blevet kaldt de sortes svar på Bob Dylan. Man tror jo nærmest, det er en kunstserie?

Problemet er bare, at vi har set plottet 100 gange før og mest positivt er, at helt unge generationer kan få pakket den amerikanske racehistorie end i action og spænding. 

Vores lille hold bestående af Atticus, hans smukke flirt og hans onkel, ankommer til en sundown town, det vil sige, at sorte kan blive slået ihjel af myndighederne efter solnedgang, og så bliver de ellers jagtet af hvide sheriffer, der til gengæld får på puklen af store monstre i en skov, og efter et par biljagter ender vi hos en gammel hvide slægt af racister, der har at gøre med Freemans familiehistorie.

Det er mere action og popcorn-spænding (spænding og spænding, vi ved jo godt, at de onde i sidste ende får på puklen), end det er egentlig horror.  Skal der være splat, så lad der være splat. Den der puritanske middle of the road-tilgang til genren er simpelthen ikke farverig, endsige modig nok til at en ægte horror-entusiast holder hele vejen. Horrorfilm er bedst, når de er værst.

Serien er hverken god eller dårlig nok til at kunne ret meget, med undtagelse af skildringen af Chicago og den lejlighedsvise gode musik.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: