• Tekst og foto: Andreas Kirkeskov
  • Ørestad

Store Høj Sø mister gangbroer og fugleskjul

store hoej soe gangbro 2Gangbroer ved Store Høj Sø er pilrådne og kollapset flere steder. Nu rives de ned.

‘Gangbroen lukket pga. fare’ advarer et interimistisk skilt på en tværgående bjælke, der blokerer for adgangen til gangbroen, der snirkler sig igennem rørskoven og fører ud til de overdækkede fugleskjul i Store Høj Sø. Skiltet er strengt taget unødvendigt, for umiddelbart bag det er en stor del af broen kollapset ned i vandet og det omkringliggende træværk er synligt mørt.


Derfor er der nu lukket for al adgang til broen, og lukningen er desværre permanent. Det bekræfter Naturstyrelsen der oplyser, at broen og fugleskjulene på vandet, vil blive fjernet i løbet af 2021. 

Broerne og skjulene, som fugleinteresserede har brugt til at observere fuglelivet i søen, blev opført i 2003 og finansieret med 300.000 kroner fra en særlig velfærdspulje på finansloven det år. Naturstyrelsen vurderer, at det ville være nødvendigt at udskifte hele molevitten, hvis man fortsat vil have broer og fugleskjul i søen, og at prisen ville blive omkring det dobbelte af den oprindelige udskrivning i nutidens penge. Og de penge ligger styrelsen ikke inde med på nuværende tidspunkt. Derfor bliver anlægget altså nu revet ned.

Farvel fuglekiggere
Det ærgrer Ingelise Aarøe Petersen, der er Formand i Dansk Ornitologisk Forening i København.
"Store Høj Sø er et fint sted specielt i forårsmånederne, hvor det er let at observere de ynglende vandfugle og småfugle i rørskoven. Gråstrubet lappedykker, gråænder, lille lappedykker, grågås, svaner, landsvaler er nogle af de fugle man kan se der og det lettes jo ganske meget med en gangbro og hele to fugleskjul. Så det er ærgerligt."

Hun mener at fjernelsen af anlægget er et tab. Ikke bare for fuglekiggere men for alle københavnere.

"Det er bestemt et sted der benyttes og observeres fra. Området er en del af Vestamager som er et fantastisk fugleområde, og alle områder, der byder på vand, er gode fuglesteder, forklarer hun og tilføjer:
"Det er ikke bare ornitologer der mister noget. Det er endnu et bynært fuglested, der forsvinder fra listen over lettilgængelige steder; det er så utrolig ærgerligt. Det er et sted, hvor det er let at tage børn og børnebørn med på eventyr. 

Billedtekst: Både træ og metal på træbroerne gennem Store Høj Sø er i så dårlig forfatning, at det er farligt at gå på dem. De bliver fjernet helt til næste år.

DEBAT:

  • Sænk prisen for at parkere i Ørestad

    jakob naesagerDet er alt for dyrt at parkere i Ørestad, og man er ikke en gang sikker på, at der er en ledig plads. Vi konservative vil gerne sætte prisen for at parkere ned.

  • Ørestad skal have sin egen tagfarm

    mette annelie rasmussen 2019Et ellers gråt tag på en høj bygning i Ørestad kan gøres til en tagfarm, hvor der dyrkes grøntsager i stor stil, hvor der holdes høns og bier, hvor der er spisested, madskole og et grønt opholdssted i højden.

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk