• Jakob Korshøj
  • Ørestad

Bilkøer ved testcenter - vej lukket

politi blink onlineOPDATERET: Naboerne til drive-in testcenter i Bella Center er trætte af bilstøj og trafikkaos. I fredags blev C.F. Møllers Allé lukket ved Ørestads Boulevard. 

 Især i dagene op til Store Bede-dagsferien ville tusindvis af borgere ind og kviktestes på Copenhagen Medicals døgnåbne testcenter i Bella Center, så de kunne komme på bar og restaurant. Omkring 50.000 benytter testcentret hver uge, og mange af dem kommer i bil. 
Det betød at C.F. Møllers Allé og Doris Lessings Vej i dagene op til Store Bededagsferien var én lang kø af biler med tændte motorer. Med dytten, affald, bilos og manglende trafiksikkerhed til følge. 3. maj var politiet til stede for at dele bøder ud til bilister, der simpelthen parkerede i vejsiden.
"Jeg kan ikke komme ind til P-Hus Bjerget. Det kan ikke være rigtigt, at firmaer, der skal tjene boksen på at lave test, ikke også afsætter ressourcer til at få dirigeret trafikken," skriver Aske Stentoft på Facebookgruppen 'Ørestad'.

Afspærring
30. april blev vejen afspærret ved Ørestads Boulevard, så bilerne kun kunne komme ind til testcentret via Center Boulevard. Men det hjalp ikke stort på generne for dem, der bor i den vestlige del af gaden.

"Hvis det er for at skåne beboerne med have og slippe for trafikkaos forstår jeg ikke helt, hvorfor man ikke har gjort det omvendt ... Indtil videre kan jeg kun se at det giver ekstra kaos nede ved afspærringen – og den ultra dårlige skiltning gør intet godt for farlige vendinger på vejen," skrev en anden bruger på 'Ørestad'.

Mange lokale bruger os
Copenhagen Medical, som driver det døgnåbne center, har ansat yderligere personale, så der i spidsbelastninger er maksimal bemanding.

"Det er vigtigt for mig at understrege, at der også er rigtig mange lokale beboere, der giver udtryk for, at de er glade for at have et testcenter så tæt på. Men selvfølgelig skal vi tage de hensyn, vi kan og jeg vil appellere til brugerne af centeret til at opføre sig ordenligt – lukke deres vinduer, hvis de hører musik, lade være med at lave hjulspin og så videre", udtalte Jeppe Handwerk, direktør i Copenhagen Medical. 

Skru ned for musikken
Parterne holdt igen møde mandag 3. maj for at vurdere om der var brug for ændringer.  Ventetiden til Drive-In test var 5. maj på 15-30 minutter. 

Copenhagen Medical skriver på sin hjemmeside: 
"Vi opfordrer alle besøgende til at respektere, at der er folk, der bor i området og at de skal generes så lidt som muligt. Kør ordentligt, skru ned for musikken, vis hensyn. Indkørsel til drive-in kan kun ske via Center Boulevard".

  • Sidst opdateret den .

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk