• Jakob Korshøj
  • Ørestad

Børne- og Ungdomsborgmesteren: Et fællesråd for Ørestad vil få endnu flere idéer til at blomstre

JesperChristensenJesper Christensen (S) er sikker på, at politikerne når i mål med skoler og daginstitutioner i Ørestad. Han håber også på mere byliv og handelsliv. Men det er et fælles ansvar mellem politikere og borgere. Et fællesråd vil kunne skabe vækst.

 ”Jeg bor i en almen bolig i Bellakvarteret. Tidligere boede jeg i Tingbjerg, også en almen bolig. Så det har jeg altid været glad for. I Ørestad er boligformerne blandede, det er en god ting, og det er vi lykkedes godt med i.” 

Det fortæller Jesper Christensen (S), Ørestadbeboer og børne- og ungdomsborgmester.

Han er født og opvokset i Tingbjerg som enebarn med enlig mor. Hun flyttede som den første ind i den nybyggede lejlighed i Tingbjerg i 1957, og flyttede først derfra mange år senere, da boligen skulle renoveres. 

Historien gentog sig med Jesper og hans egen familie. De boede i mange år også i Tingbjerg, men da bydelen skulle renoveres, valgte de at søge nye veje, og flyttede ind i Skyttehusene i Bellakvarteret for to år siden.

40 år med politisk engagement

Borgmesteren startede sit politiske engagement ien ung alder: 

”Jeg kom i afdelingsbestyrelsen i min boligafdeling ganske tidligt, for jeg var allerede dengang meget optaget af, hvad Tingbjerg skulle være for et sted. Det er snart fyrre år siden, hvor jeg også meldte mig ind i Socialdemokratiet, for at være med til at diskutere byens udvikling. Jeg var også med til at lave noget af Danmarks første lokal-tv i 1984, hvor vi lavede programmer med børn og unge fra Tingbjerg, så jeg har haft en del at gøre med netop børn og unge i lang tid". 

Jesper Christensen blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 2001, og har20 års jubilæum som BR-medlem i år. 

I 2013 blev han Børne- og Ungdomsborgmester, hvorefter han var Socialborgmester i fire år. I denne valgperiode er han tilbage som borgmester for børnene, skolerne og de unge.

 "Det har altid være børn og unge samt byens udvikling, der har optaget mig.”

Ørestad har nybyggerånd

Han er glad for Ørestad. 

”Der er en nybyggerånd, et lokalt engagement og rigtig mange ildsjæle, som gerne vil noget med hinanden i Ørestad, og på den måde er det et utroligt spændende område at være en del af. Der er idrætsforeninger, forretningsfolk osv., som rigtig gerne vil noget. Byen har et stort potentiale,” siger Jesper.

Hvad er dine ambitioner for Ørestad?

”Ørestad skal blive den blandede og levende by, som den er godt på vej til. Mennesker af alle slags og huslejer til enhver pengepung. Og der er mange lokale kræfter, som ønsker at gøre noget, og det er vigtigt. Man kan som politiker skabe en ramme for noget, men det er dem, der bor der, der skal fylde det ud.”

Hvordan vil du sikre, at skoleområdet vil opfylde den kapacitet, der er behov for i fremtiden?

”Vi skal snart til at bygge to nye skoler, og der kommer også flere daginstitutioner. Byudviklingen er selvfølgelig gået stærkere, end man har troet, og man har også været bagud i forhold til planlægningen. Men det har også været et økonomisk puslespil, og København har altså ikke uendeligt mange penge, som nogen måske tror. 

"For eksempel diskuterede vi i mange år, hvor meget grunden for Ørestad Skole måtte koste. Men vi kommer i mål nu, det er jeg sikker på. Vi får bygget en fantastisk skole på Hannemanns Allé, der retter op på en manglende kapacitet, og som bliver et kraftcenter for hele Ørestad med svømme- og idrætshal, som jo i den grad også hører til et lokalsamfund". 

"Lige nu ser det ud til at vi er et enkelt skolespor bagud i Ørestad. Men det får vi løst med den anden nye skole (i den omdiskuterede Fælledby, red.), der også kommer. Vi har nu et længere perspektiv og er mere strategiske i vores planlægning af skolebyggerier.” 

Udendørsarealer for alle

Jesper Christensen mener også, at skolerne skal kunne bruges til mere end bare at gå i skole i. Udendørsarealerne skal aktiveres: 

”Vi har en ambition om, at skolerne bliver brugt hele tiden, og at de ikke står tomme, når eleverne går hjem. Vi seranderledes på skolernes arealer nu. De skal indrettes kreativt, så de kan bruges af det lokale samfund. Vi kommer til at stille skrappere krav. Arealerne skal indrettes så  godt som muligt. Det kommer til at flytte sig løbende, og Ørestad er jo stadig ikke færdigbygget.”

Klub for de unge

”Der skal også være flere aktiviteter for de unge, så de ikke kun har Field’s til at opholde sig i om eftermiddagen. Der skal være flere selvdrevne aktiviteter for dem. Det går vi og pønser på. De unge skal ikke bare hænge rundt omkring. Der kommer eksempelvis klubaktiviteter for de ældste unge.” 

Hvad med daginstitutionerne?

”Der har været brug for midlertidige daginstitutioner i Ørestad. Men jeg synes, at dem, der er der, er rigtig gode. Men det er et område, vi har sat mange penge af til, så det kommer vi også i mål med.” 

Bydelen skal være levende

Jesper Christensen vil også være med til at skabe et aktivt gade- og handelsliv i Ørestad. 

Men det er et fælles ansvar:

”Nu er der ikke mange grunde tilbage i Ørestad, men bydelen bliver forhåbentlig mere levende. Jegsynes, at der er små lommer over det hele, hvor der er aktiviteter, men hvor man også kan finde ro. Jeg forstår, at beboerne gerne vil have kort afstand til både butikker og idrætsfaciliteter. Men samtidigt er vi også koblet rigtig godt op til Indre By via metroen."

"Jeg tror, at butikslivet vil komme med tiden. Hvis jeg tænker 15 år tilbage, er der sket rigtig meget. Men selvfølgelig skal vi skabe rum til et aktivt handelsliv". 

"Men det er også et fælles ansvar. Deter i høj grad også beboerne selv - sammen med grundejerforeninger og idrætsforeninger, osv. der skal gå sammen om at udvikle byens liv.”

Ørestad Lokalråd?

Jesper Christensen afslutter interviewet med at lufte en idé, han har haft et stykke tid. Det kunne være interessant hvis Ørestad fik sit eget lokale fælles organ. 

”Ligesom med Amager Vest Lokaludvalg og de andre lokale udvalg og råd andre steder. Det kunne måske være fornuftigt med et fælles organ af lignende karakter i Ørestad. Så kunne endnu  flere lokale idéer og projekter blomstre.”

 

I forbindelse med interviewet med børne- og ungeborgmesteren har Ørestad Avis’ læsere også haft mulighed for at stille spørgsmål til ham:

1. (Søren) Hvordan kunne det gå så galt, at vi har fire midlertidige daginstitutioner og to midlertidige skoler, og en skole på vej med absolut minimum udeareal?

”Der er ikke noget nyt i, at vi bruger midlertidighed. Det er et vilkår, men at det er blevet ekstra meget i Ørestad skyldes en bunke konkrete ting. Både økonomien og at planlægningen har været for dårlig, det må jeg indrømme. Befolkningsudviklingen har varieret meget også. Jeg har mange, men ikke nogen gode forklaringer på det. Men de midlertidige løsninger er også rigtig gode, synes jeg, og det er ikke for sjov. De koster spidsen af en jetjager, og den opfylder alle de krav, som de faste gør. Midlertidighed er bare et vilkår i nye områder. Mht. udeareal, så skal vi passe skolerne ind i en by, der allerede er bygget, og det gør vi så godt som muligt. Der er skoler i indre by, som har meget mindre, og jeg synes, at vi har fundet gode placeringer her, men det er en udfordring.”

2. (Nick) Hvad er visionerne for en sikker skolevej mellem Bella Kvarter og den kommende skole i Vejlands Kvarter?

”Det har hjulpet, at vi har lagt pres på Teknik- og Miljøudvalget, som jo har det område. I vores næste budget kommer der rigtig stort fokus på sikrere skoleveje.”

3. (Pia) Kommer der flere fritidsaktiviteter til dem under 18 år?

”Ja. Det er her ikke endnu, så vi kommer her til at lave noget midlertidigt igen, og så skal vi finde den endelige permanente løsning, når den store nye skole også kommer.”

Jesper Christensen afslutter med, at det kunne være interessant med et mere lokalt fællesorgan i Ørestad: ”Ligesom med Amager Vest Lokaludvalg og de andre, kunne det måske være fornuftigt med et fælles organ af lignende karakter i Ørestad, så nogle flere lokale ting faktisk kunne blomstre.”

 

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk